Hvis vi alle var som Ilan Pappe, ville vi snart leve sammen i én stor stat og det i ro og mag til vore dages ende.

Findes den slags drømmere stadig? Joh, og Pappe er en af dem.

Han er på en gang en fortræffelig historiker og en sympatisk, men uhjælpelig fantast.

Historikeren i ham er grundig og kildebevidst. Til gengæld er hans fantasi også velvoksen og har det med at løbe af ham.

En sjælden bog
Derfor er hans store værk om ’Det moderne Palæstinas historie’, som med fem års forsinkelse udkommer i dansk oversættelse, en af de sjældne bøger, som både er sandhedssøgende og sandhedsfornægtende – og både fremragende og forstemmende, alt sammen med en betydelig ædruelighed.

Forfra: Ilan Pappe er født i det britiske Palæstina-mandat, israeler af nationalitet og nu forsker i Storbritannien.

Han er bedrøvet over, at den jødiske tragedie i Europa i 1930’erne skulle bringe hans forældre til Haifa, hvor han ganske uforskyldt selv blev en del af det Israel, han ikke bryder sig om.

Og han er nærmest beklemt ved at have det sprog, som forældrene lærte sig, altså hebraisk, som sit eget modersmål, selvom han nu på sine gamle dage koketterer med at tale mere og mere arabisk.

Det mørke Israel
Palæstinensere ser ham som en usædvanlig kompetent historiker, der både er villig til at se Israels forbrydelser i øjnene og til at sone dem ved at opgive Israel til fordel for en fælles hebraisk-arabisk nation.

Mange af hans israelske landsmænd betragter ham af samme grund som lidt af en forræder.

Hans bog er god, fordi han bedre end mange israelske historikere har afdækket de mørke sider af Israels tilblivelse.

Han eksponerer den hemmelige ’Plan D’ fra 1948, der skulle sikre det nye Israel mest muligt land med færrest mulig palæstinensere.

Han skildrer hudløst israelske krigsforbrydelser og piller nådesløst glorien af forestillingen om det lille noble samfund op imod de store grumme arabere. Det gør han overbevisende.

Konfliktens psykologi mangler
Men bogen er også forstemmende, fordi han kun har øje for dokumenterede krigshandlinger og ikke for konfliktens psykologi.

Man skal ellers ikke have den store psykologieksamen for at fornemme, at israelerne – ligesom palæstinenserne – har kæmpet med en fornemmelse af at stå med ryggen mod muren.

Indrømmet, det kan let friste til en omgang kontrafaktisk historie (hvad ville der være sket, hvis israelerne havde tabt krigene?), som altid vil være tankespind, og Pappe er dokumentarist.

Men det ændrer ikke på, at krige aldrig udkæmpes i luft- og lydtætte laboratorier, men i virkelighedens verden, hvor eksistensfrygt kan gå hånd i hånd med patriotisme, og hvor opfattelsen af muligheder, alternativer og risici nødvendigvis vil bidrage til slagets gang.

Kampens alternativer
Pappes krigshistorie er derfor en glimrende redegørelse for israelsk magtfuldkommenhed. Men samtidig lader han læserne i stikken ved at ignorere den udbredte israelske opfattelse af, at de ikke har haft noget alternativ til at slås på livet løs for deres stats overlevelse.

Ville en arabisk sejr i 1948 have sikret de israelske jøder frihed og demokrati i en arabisk stat eller under jordansk-egyptisk kontrol, hvis Israel havde tabt krigen?

Ville den arabiske verdens 900.000 jøder været blevet hjemme og have nydt fuld ligestilling med arabiske borgere frem for at flygte til det nye Israel eller Frankrig?

Ville israelsk forsonlighed have ført til arabisk anerkendelse af jøder eller jødisk nationalisme? Af israelsk selvstændighed?

Umuligt at sige. Og umuligt at dokumentere.

En smuk fantasi
Pappes historiske skoleridt gennem udviklingen af det bibelske område fra Det Osmanniske Riges tid gennem det britiske mandatstyre og de israelsk-arabiske krige helt frem til de palæstinensiske intifadaer og nutidens tilløb til fredsforhandlinger er troværdigt og tankevækkende.

Men andre israelske historikere af Pappes skole er blevet høge af at forstå den samme mellemøstlige historie. Pappe selv er blevet due og nærmest fornægter af Israel, ligesom han har svært ved at skjule sit ubehag ved jødisk nationalisme.

I stedet drømmer han fra England om den dag, hvor jøder og arabere i det historiske Palæstina-område – altså både Israel, Gaza og Vestbredden – vil leve fredeligt sammen som løver og får under en fælles sol.

Det er en smuk fantasi.

Men de fleste israelere og palæstinensere kæmper dog ikke for at komme til at deles, men for at blive fri for hinanden. Pappes drøm er derfor langt fra den virkelighed, som dikterer slagets gang.