Selv om venstrefløjen havde de bedste sange, så tabte den alligevel den kolde krig, og selv om Dagbladet Politiken havde og fortsat har de bedste tegnere, så tabte bladet kampen om værdierne.

Kan det stilles sådan op? Vi prøver.

Et eksempel er Politikens satiriske tegning fra forleden, tirsdag 6. oktober 2009.

»Han spiste ikke op«, hedder det i Philip Ytournels tegnede kommentar til regeringens forslag om sænkelse af den kriminelle lavalder til 14 år, og hvad ser vi?

Et lille svøbelsesbarn med sut i mund, der eskorteres bort af to granvoksne betjente bevæbnet med både slag- og håndvåben, og det er Politikens satire i en nøddeskal, prototypen: artistisk flot, politisk noget bæ med ble på, og sådan er det med Politiken og den tegnede satire i disse år.

LÆS ANMELDELSE Strid er blevet blid

Med den tilføjelse, at ikkemedlemmer af Politikens frikirke gerne lader sig drille.

Det er en spids, sleben, pointeret satire, vi konfronteres med, og det udløser de fnysende ambivalenser.

Prægtigt billedværk
Hvorfor tegner tegneren ikke en flok forhærdede 14-årige, der smider sten efter politiet, blokerer gaden for ambulancen og pr. mobil aktiverer en hærskare af hidsige kammerater.

Det er realkommentar til virkeligheden, det er baggrunden for regeringens ønske om sænkelse af den kriminelle lavalder. Råhed, forhærdelse. I Politikens verdensbillede er det omvendt.

Her er ’svagheden for de svageste’ et dogme, også når de svage er stærke, negativt stærke, mange i antal og en pestilens for både samfundet og ordensmagten.

Vel så! Søren Vinterbergs værk handler om meget andet og mere end dagens bulder og brag.

’Levende Streger’ er et prægtigt bladre- og billedværk, som reelt er en værkserie.

Alle de ansigter
Der er stof til selvstændige publikationer i hvert kapitel, og det animerer tilegnelsen, at Vinterberg har droppet kronologien og samlet tegnere fra forskellige epoker om samme emne.

LÆS ARTIKEL Læs et kapitel af bogen her

Hvilken spændvidde i talentet!

’Alle de ansigter’ hedder kapitlet om åsyn, kontrafej, portræt og maske, og det gode er selvfølgelig Vinterbergs kyndige forklaringer, det rigtig fine de eksemplariske illustrationer.

I dag fotograferes der på fuld kraft, det håndtegnede portræt er overhalet af udviklingen.

Det findes dog endnu. Anne-Marie Steen Petersen er en fabel blandt portræt- og masketegnere, de andre er det også: Carl Jensen, Hans Bendix, Mette Dreyer, Eiler Krag, Poul Holck, Jørgen Saabye, Roald Als.

Der er en verden i disse ansigter fra skiftende tider, det er der ikke altid i nutidens fotograferede åsyn.

Tidløs idyl
Kapitlet ’Skarpsyn i mørket’ byder på en kavalkade af håndtegnet teater, ballet, opera, for det hører jo til tegningens sortekunst at sætte øjeblikket i spil og give det evighed ud af øjeblikket.

Mimik, gestus, dramatisk udstråling, figuren karakteriseret, det er det artistiske kup i hver dags udgave af Politiken, nu som altid.

Det er straks nemmere at fange fuglen end at fange fuglens flugt, men i kapitlet ’Som landet ligger – og udlandet’ får vi så alligevel den herlighed, som også er tidløs: Politikens idyl, den ædle danske vidunderligt stillestående idyl (og København med beslægtede hovedstæder) i Magasinet, der var indbegrebet af Politiken i samfulde 40 år, fra 1923 til 1963.

Politiken som livsnyderisk organ
En epoke.

Axel Nygaard, Valdemar Andersen, Arne Ungermann, Aage Sikker Hansen, Ib Andersen, Ib Spang Olsen, Des Asmussen, her har hjertet hjemme, abonnent eller ej, og man vil gerne høre fra dem, som ikke er besvimelse nær ved synet af Ungermanns gule kornmark og Ib Andersens melankolske regnvejr.

Politikens  tegnere og tegneserier i 125 år: Forrest: Ib og Valdemar Andersen, Bendix, Bojesen, Brasch, Rasmus Christiansen, Hallman, Holck, Carl Jensen, Nygaard, Nyman og Ungermann. Allerbagest: Per Marquard Otzen Nej, Danmark så ikke sådan ud dengang, men tegnerne så det sådan, og i dag er landet vel grimmere. I bedste fald mere funktionelt, urbaniseret, asfalteret. Man græmmes – som Søren Brun engang.

Der er kapitler 'Lige til at spise' om Politikens som livsnyderisk organ, om kvinden og avisen, 'Ligner kvinden en avis – og omvendt?', og her er skæbnestunden vist pornoens frigivelse.

PH, Poul Henningsen, virker nærmest ærbar i besyngelsen af bananskørtepigen Josephine Baker, Hans Bendix ligner en mildt platonisk voyeur blandt cykelpiger, Arne Ungermann og Sikker Hansen igen, igen svæver henførte blandt kornfagre drømmepiger i ungkarlens hybel, mens Jørn Villumsen bider til bolle med en grotesk samlejescene, og Poul Holck leverer porno med ynde i dr. Livingstones møde med en endog stærkt foroverbøjet pige i troperne.

ATS er kult
Der er meget mere, et overflødighedshorn: ’Dagens digt – litteraturens billeder’, ’Dagens galskab – og verdens gang’, ’Hvordan ser en idé ud?’ og ikke mindst ’Levende striber’, hvor Vinterberg har samlet al det talent, der i tidens løb har leveret streg, personer, tekst og leben til den daglige stribe.

Uskyldig, frivol, drastisk, morbid (Wulffmorgenthaler dyrkes af yngre kvindelige fødselslæger, så der må være noget med blod og udskæringer her), mens filosofiske, filologiske Ivar Gjørup kan genses i et hav af ord.

Et håndtegnet hovedorgan med et tillæg og et hav, ikke af ord, men vittige vignetter, der byder ind på al den normale galskab, der hjemsøger os. 'ATS er kult', siger hulemanden Fogh og omfavner Gorm Vølver og Ole Rasmussen i Roald Als’ streg.

LÆSATS

Jovist, ATS er kult, med et vid uden for kategorierne, der også rettes mod organets egne magthavere – hvor er der det i andre medier? – og det borger for kvaliteten, det åndelige overskud.

Politikens tegnere kan nok give hjernen noget at grunde på. Så fem hjerter til dem. De vandt værdikampen, mens bladet – og hjernen i hjørneværelset – tabte.

Se flere af Politikens tegninger her