Der findes jo store forfattere, som er meget lettilgængelige og dejlige at læse – men som til gengæld er overraskende svære at anmelde.

William Heinesen er en af dem. Hans tonefald og sprog er unikt. Bundlinjen er, at han er sig selv, og kritikeren må da abe efter i blind beundring – eller give afkald.

Dorrit Willumsen er også en af den slags forfattere. Hendes sprog er særegent, poetisk, klartskuende, satirisk og følsomt. Hendes fortælling er helt hendes egen, come high, come low. Når hun beretter om en tid (som hun og anmelderen til dels kunne have haft sammen, nemlig et par år i gymnasiet), slår det ud i lys lue. Det var hendes år, lysmil fra hvad der kunne have været fælles år.

Dorrit Willumsen er ikke i det fælles.

Sømanden og den fjerne far
Så meget mere overraskende er det at følge med i hendes store fælles familie, alle de sammenbragte og tilkoblede profiler, der befolkede hendes barndom. Hvor begynder man? Med hendes fjerne far, der 90 år gammel kommer rejsende fra Tyskland og forsvinder igen.

Bogen om ham, der manglede? Kun hvis man leder på bunden af skriften.

I selve skriften er det morfar, der er levende hovedperson. Harald Johansen er en gammel sømand, en smukt tegnet og dybsindigt forklaret karakter, som boede med Dorrit – og hendes mormor og mor – i det gamle København.

Slut med lugten fra gårdens das
Husejer på Vesterbro, fuld af fortællinger og skrøner – hans bolig i Prins Jørgens Gade er et eventyr af oplevelser. Det er ham, der ror Dorrit en tur ud på Søerne, ham, der giver pølse uden brød, ham, der koger sovse om til supper, ham, der sætter potten frem på gulvet til plejesøster Johanne; det er ham, som tror, at børn vokser fra alt – både migræne, svimmelhed, stofskiftesygdomme, spisning af blyanter, bræk og isvafler; det er ham, som kræver, at man benytter wc nummer et og ikke nummer fire i gården, det er ham, som altid glatter ud og bliver installeret i pigekammeret, da Dorrits mor en dag bliver gift med Karl.

De flytter til den mørke gamle lejlighed på Sønder Boulevard. Mormor er afgået ved døden, professoren slog hende ihjel, forklarer Dorrit med en spidsfindig blanding af barndommens tro og voksenalderens satire.

Og nu er der nye wc'er med familielugt hængende, ikke mere gårdens mados, rengøringsmidler, ammoniak fra pissoiret eller lugten af frisk blæst og kastanjer.

Et sorgfuldt portræt af en underlig kvinde
Det er en familieerindring, men af de sære, for familien er opløst i bedsteforældre, ny 'far', den gamle og fraværende far, tanter, onkler, fætre, naboer, skolelærere, små og store drenge, katte, der bliver væk, hunde, der aflives.

Og moderen? Nok et tydeligt, men også hemmeligt, meget sorgfuldt portræt: en underlig kvinde. Først ansat i skattevæsnet, så på Nationalmuseet. En dag går de tur, moderen i elegant frakke med sommerfugle broderet på reverset, og så byder mor sin datter et stykke konfekt.

Dorrit nejer. »Så nejer jeg helt ned i knæ, så min frakke fejer fortovet«. Men moderen rødmer.

KLÆDT  PÅ. Dorrit Willumsen (f. 1940) som barn – og voksen. Foto: Fra bogen/ Thomas LekfeldtSytøj, simili og russisk salat
Lillesøster Jetje vokser forfatteren over hovedet, for Dorrit stagnerer, da hun fylder fjorten. Utilpas, artig og venlig, ulykkelig, klog i hovedet, klodset og tung i kroppen. Alene. Hvem vil du helst lege med, sammen med mange, eller alene, spørger de bekymrede lærere i skolen.

Og skønt hun ved, hvordan man bør svare, griber ærligheden hende pludselig, og hun indrømmer det: alene.

Ikke at fantasien mangler. Den næres af stoflighed, gardiner, bukser med gazeflæser, broderier, tapeter, tæpper, billeder, parfumer, læbestift (russisk salat, der ikke vil glide af munden), kjoler, sytøj, simili, smykker – alt det eftertragtede prinsessesmukke, som evigt har været Dorrit Willumsens yndlingsdrømmeri – og hendes bøgers medfødte, strålende begrænsning.

Tirsdag er den yndigste dag i ugen. Det søde med det sure? Det søde hældt ud over der sure som et lag glasur over en insisterende fornemmelse af hjemløshed og kvalme. Svimmelhed. Stofskiftet?

Betagende erindringer
Forfatteren må have overvejet, hvor det søde skulle placeres. Det er ikke kommet med op i voksenalderen, som begynder efter studentereksamen. Og det er kun delvis bevaret i barndomsskildringen, alting set skævt med selverkendelsens både hovmodige og sårede ransagning ... de mente det godt, jeg fik en (mor)far, jeg var måske en særling.

Det overordnede og smukt fornyende ved bogen er, at barndommens dukke går i tusind stykker.

Hun længes efter den, begræder den, vil gerne erindre den, gerne brodere på den, men itu er den gået. Det viser sig, at hun kun i skrivningen er fri for moralske og æstetiske grænser. »Stakkels, stakkels store dukke med det lyse hår og smilemunden og de tykke hestehårsvipper«.

Dorrit Willumsen svigter sine dukker, men slet ikke sig selv. Betagende erindringer.