En bog om Peter Brixtofte?

Indrømmet: Jeg havde den lig gende nogle dage, inden jeg fik den åbnet. Orker man virkelig endnu en runde med verdensmanden fra Ønskeøen?

Svaret er ja. Faktisk sluger man de første mange sider i denne bog i samme tempo, som Peter Brixtofte og hans nærmeste tømmer flasker med rødvin. Og det går ellers tjept. Efter seks sider er der drukket for 37.491 kroner, og det er blot en ouverture.

Succes og rødvin
Château Léoville-Poyferré, Lafitte Rothschild, Mouton Rothschild, Château Latour og så Brixtoftes egen favorit: Château Haut-Brion. Prop for prop, bilag for bilag oprulles den utrolige historie om Peter Brixtofte.

Det er historien om en dygtig, populær og initiativrig borgmester, der får storhedsvanvid – og som ender med at blive idømt to gange to års fængsel.

De første to år for at være hovedmanden bag et pengecirkus, hvor kommunen og borgmester Brixtofte med åbne øjne betalte overpris for ydelser hos private firmaer, som til gengæld tegnede sponsoraftaler med Farum Boldklub og dens bestyrelsesformand, Peter Brixtofte.

De næste to år fik han for igennem flere år at have ladet skatteborgerne finansiere det uhæmmede forbrug af dyre vine. Og for at have optaget ulovlige lån, have løjet for byrådet og så videre.

Det er en historie, vi kender. Den har fyldt usigeligt mange spaltemeter, siden bogens forfatter, Morten Pihl, sammen med en kollega bragte de første afsløringer i B.T. i februar 2002.

Hvordan kunne det gå så galt
Der er to grunde til, at den velkendte historie er værd at læse. Den første er en stribe gyldne scener, som næppe nogen romanforfatter ville vove at finde på.

Som på valgdagen i 2001, da to byrådsmedlemmer fra hhv. SF og Venstre står på et valgsted og kigger ud ad et vindue og får øje på nogle gravemaskiner.

»Hvad laver de«, spørger SF’eren.

»Det ved jeg ikke«, svarer venstremanden, der tilfældigvis er formand for idræts- og fritidsudvalget.

Et opkald til kommunen afslører, at kommunen er ved at etablere en ny fodboldbane af kunststof.

Da venstremanden senere konfronterer borgmesteren med sagen, svarer Brixtofte, at han har handlet i udvalgsformandens »ånd«.

Den anden grund til at læse bogen er, at ’Højt at flyve’ er en rystende påmindelse om, hvordan det kunne gå så galt. Det kunne det jo kun, fordi en næsten endeløs række af medløbere lod det ske.

Det gælder de fusentaster i erhvervslivet, der kredsede som fluer om Peter Brixtoftes honningkrukke. Det gælder de folkevalgte i Farum, der med nogle få undtagelser lod sig besnakke, bestikke eller i sidste ende lod sig true til tavshed.

Det gælder en stribe højtlønnede og veluddannede embedsmænd, der enten spillede aktivt med eller undlod at sige fra. Og det gælder selvfølgelig også de politiske venner i Venstre.

Vi bliver lige mindet om, at den senere statsminister Lars Løkke Rasmussen var omkring Restaurant Sepp for at smage på de dyre vine, mens det hele gik godt.

Vi bliver mindet om, at den senere finansminister og formand for Folketinget Thor Pedersen – gennem sit daværende firma Jydsk Rengøring – tegnede et sponsorat i den evigt pengetrængende Farum Boldklub. Sjovt nok kort efter, at Jydsk Rengøring havde vundet en licitationen på driften af et plejehjem i kommunen.

Bruce Springsteen til Farum
Morten Pihl er uden tvivl den journalist, der kan Farumsagen bedst. Måske kan han den sågar bedre end de anklagere, forsvarer og dommere, der gennemførte de langstrakte retssager. I hvert fald fremlægger han i bogen nye bilag og nye oplysninger, der muligvis kunne have påvirket retssagerne, hvis de havde været kendt tidligere.

I den mere kulørte afdeling afslører bogen, hvordan sangeren Michael Falch på et tidspunkt var tæt på at få jobbet som musikchef.

Han stillede borgmesteren i udsigt, at han kunne skaffe Paul McCartney og Bruce Springsteen til Farum, ligesom der nok kunne blive tale om opvisningskampe med »brdr. Laudrup i spidsen og Poul Krebs, Amin Jensen og mig som ekstra kolorit«, som Michael Falch formulerede det.

LÆS OGSÅMichael Falch ville forgyldes i Farum

Detaljerne er bogens styrke – men oplagt også dens svaghed. Forfatterens forståelige behov for at dokumentere alle påstande betyder, at der er uendelige rækker af navne – for ikke at tale om bilag og vine – at holde styr på. I de sidste helt aktuelle afsnit om de seneste ankesager mister bogen lidt af pusten.

Til gengæld tæller det op, at den er udstyret med kronologi, kildefortegnelse og register.

Alt i alt et hovedværk om den største politiske skandale i dette årtusinde. En glimrende bog.