Vi ved selvfølgelig godt, at magt korrumperer, og at udsigten til magt får politikere og folk omkring dem til at lyve og bedrage. Men man tør næsten ikke tro, at det kan blive så infamt, selvfedt og magtblindt som det billede, den tidligere præsidentkandidat John Edwards’ nu amputerede højre hånd, Andrew Young, tegner i bogen ’The Politician’.

Der er næppe tvivl om, at Andrew Young også indimellem lyver, husker galt eller polerer sit eget håbløst falmede image. Men mange af de situationer, han beskriver i detaljer, er så himmelråbende, at det dårligt kan være noget, han har fundet på.

Og John Edwards har såmænd også selv bekræftet nogle af de værste uhyrligheder. Andrew Young var manden, der i årevis troligt traskede i hr. og fru Edwards’ fodspor i blind tillid til, at sporene en dag ville føre både ham og chefen ind i det forjættede Hvide Hus i Washington.

Valgkamp med gravid elskerinde
Én ting er, at Young tegner et billede af sig selv som en mand, der bare ville være tæt på magten uden selv at være særligt politisk engageret. Noget andet er, at han også trækker tæppet væk under bossen, som i en periode ellers fremstod som noget af det reneste og mest ærligt engagerede, der kunne opbydes i toppen af amerikansk politik.

Young var selv gift og fik i løbet af årene i Edwards’ skørter både tre børn og boligambitioner.

Men da den evigt velfriserede John Edwards trods utallige advarsler fra sine nærmeste medarbejdere pludselig stod midt i præsidentvalgkampen i 2008 med en gravid elskerinde – Rielle Hunter – og en folkekær kone – Elizabeth Edwards – der var dødeligt syg af kræft, var det Young, der stod helt ude på klippekanten.

For som han selv skriver, hoppede og dansede han efter Edwards’ mantra: »»Ring til Andrew, så ordner han det« – og det gjorde jeg«.

Betalt af millionbedrag
I den yderste ekstrem betød det, at Young blev bærer af chefens hemmelige elskerindetelefon. Og at han – inklusive kone og børn – i valgkampens hede stak af med chefens højgravide, hysteriske og storforbrugende elskerinde og lod verden vide, at sladderbladet National Enquirer havde misforstået det hele, når bladet skrev, at Edwards var far til barnet. ^
Young tog ansvaret på sig, og den seriøse presse troede på, at National Enquirer var galt på den. Alt imens Edwards kæmmede håret, smilede til kameraerne og raffinerede sit image som den dedikerede ægtemand, der kun fortsatte kampen for præsidentposten, fordi hans syge kone insisterede.

Den sære sammenbragte ’familie’ Young/Hunter gemte sig i månedsvis før, under og efter fødslen på hoteller og i luksusboliger rundt i USA. Edwards’ ven og store politiske donor Fred Baron betalte for en del af showet og stillede indimellem både boliger og jetfly til rådighed.

Men det meste blev betalt af millionbidrag fra den godtroende kunstsamler og millionærenke Bunny Mellon, som Andrew Young havde fået overbevist om, at Edwards var USA’s lysende håb.

Vedkendte faderskabet
Man sku’ tro, det var løgn det hele. Men donor Fred Baron nåede inden sin død i august 2008 at bekræfte en del af sin rolle. Og to uger før Andrew Youngs bog udkom, stod John Edwards endelig frem og vedkendte sig faderskabet til Rielle Hunters datter.

LÆS ARTIKELJohn Edwards: Jeg fik barn med min elskerinde

Ægteskabet med Elizabeth Edwards ser ud til at være forbi. Og Hunter har føjet nye bizarre kapitler til historien ved blandt andet at stille halvafklædt op til fotografering med det Euroman-lignende månedsmagasin GQ.

Bagefter har Hunter – der selv arbejdede som videofotograf for Edwards’ valgkamp – klaget over den sexede fotoserie med forklaring om, at hun troede, fotografen mest fokuserede på hendes ansigt. Et sted i hampen hænger også stadig Andrew Youngs påstand om, at han er i besiddelse af en sexvideo med Edwards og Hunter.

Og hans ligefrem morsomme anekdote om, at både Barack Obama og Hillary Clinton skal have ringet til Elizabeth Edwards med støtte og løfte om, at de ville bede for hende. Mens Bill Clinton skal have ringet til John Edwards og spurgt: »Hvordan blev du opdaget?«.

Uhyggeligt vidnesbyrd
Skal man tro Andrew Young, blev Edwards afsløret, fordi han var »dygtig, karismatisk og tryllebindende« og »vidste, hvad der var rigtigt, men var så blind over for sine egne brister – narcissisme, grådighed og magtbegær – og så fast besluttet på at skjule sin skam endog for sig selv, at han ikke evnede at rette fejlene«.

Andrew Young er ingen engel. Og han er sikkert heller ikke det bedste sandhedsvidne. Men selv hvis han har digtet eller pyntet sig frem til det halve af historien, leverer han et uhyggeligt vidnesbyrd om, hvad tilsyneladende ordentlige mennesker kan finde på, når de får færten af magt.