Tree of Codes’ er bogstaveligt en bog fuld af huller.

Når man åbner bogen, ser man ned i en labyrint af huller og bogstaver. At læse de gennemhullede sider én for én kræver nogen behændighed. Men det er umagen værd at kaste sig over denne højst usædvanlige bog. Både som objekt og som tekst.

35 år gammel står Jonathan Safran Foer efter ’Alt bliver oplyst’ og ’Ekstremt højt & utrolig tæt på’ som en af den unge amerikanske forfattergenerations mest lysende navne.

Men nu har han skrevet en bog, som næppe nogensinde bliver oversat til dansk. Det er i hvert fald svært at forestille sig, hvordan det rent fysisk skulle kunne lade sig gøre at oversætte den, så både ordene og hullerne giver mening.

Rent bortset fra, at der kun findes én maskine på ét trykkeri i Belgien, der kan lave hullerne rigtigt.

Komplet frihed
Den amerikanske jødiske forfatter har taget Bruno Schultz’ mest berømte fortælling fra 1934 og klippet det meste af teksten ud.

Ikke for at ødelægge den, men for at skabe en ny fortælling, der både rummer den gamle og er ny. Schultz’ poetiske prosa bliver med hjælp fra Safran Foers saks til et episk digt om en far og en søn i en lille landsby for længe siden.

»Jeg har altid været interesseret i den teknik, hvor man udstanser ting. F.eks. i bilindustrien, når man skal lave en bildør«, forklarer Jonathan Safran Foer, da vi mødes på Rungstedgaard i forbindelse med Louisiana Literature.

»Jeg tænkte på, om man kunne gøre lignende i en bog for at skabe en dybde, en tredimensionel virkning. En dag fik jeg e-mail fra en forlægger, der ville starte et nyt forlag – kun med bøger som kunstværker. De kunne ikke love mig penge, men til gengæld kunne de love mig at realisere hvilken som helst idé, jeg måtte have«, fortæller Jonathan Safran Foer.

Og Visual Editions kom på arbejde, da Safran Foer kom med sit forslag.

En udstanset tekst altså. Men skulle han selv skrive en historie eller måske sakse i et illustreret leksikon? Til sidst faldt valget på en personlig favorit. Fortællingen ’Krokodillegaden’ af Bruno Schultz.

Du dræbte min jøde
Bruno Schultz blev født i 1892 i den lille by Drohobycz i, hvad der dengang var den østrig-ungarske provins Galicien.

Schultz var en jødisk gymnasielærer, der både skrev, tegnede og malede. Han nåede kun at udgive to små bøger. ’Krokodillegaden’ i 1934 og ’Sanatorium under timeglasset’ i 1937. (De blev senere udgivet samlet på dansk som ’Kanelbutikkerne’).

Da tyskerne i 1941 rykkede ind i Drohobycz, overdrog Bruno Schultz sine omfattende skriverier til ikke-jødiske bekendte. Efter sigende bl.a. manuskriptet til en stor roman, ’Messias’. Intet af det dukkede nogensinde op igen.

LÆS OGSÅJonathan Safran Foer: Kunst har intet formål

Schultz blev beskyttet af Felix Landau, en Gestapo-officer, der fik den talentfulde maler/forfatter til at dekorere sine børns værelse med vægmalerier. Imidlertid dræbte Landau en dag en anden Gestapo-officers yndlingsjøde. Så da denne stødte på Bruno Schultz på gaden 19. november 1942, trak Karl Günther sin pistol frem og skød Schultz i hovedet.

»Du dræbte min jøde. Jeg dræbte din«, skal Karl Günther have sagt til Landau, næste gang de mødtes.

Og således, som en flue, der bliver klasket i forbifarten, døde en af Europas store forfattere. En skæbne så meningsløs som den, millioner af andre jøder led under Anden Verdenskrig. En meningsløshed, som efterlader et hul i historien, en gabende afgrund i fortællingen.

Storebrors bog
»Han var en stor forfatter. Hans sprog er så rigt, og han skrev med så vibrerende en energi. Han skrev næsten overnaturligt fantasifuldt, og som Kafka skabte han sin egen form. Hans skæbne har en oplagt resonans i forhold til sådan et projekt. At udgive en bog fuld af huller, ord omgivet af huller, føltes på en eller anden måde rigtigt«, forklarer Jonathan Safran Foer, der stiftede bekendtskab med ’Krokodillegaden’, da han var 16 år, og hans storebror skulle af sted på college.

»Vi var meget tæt på hinanden. Vi tilbragte stort set hvert eneste minut af hver eneste dag sammen. Jeg kan huske, at jeg så ham pakke. Det syntes jeg ikke var spor sjovt. Han havde udvalgt nogle få yndlingsbøger, han skulle have med. Øverst lå ’Krokodillegaden’. Jeg tog den og læste den på mit værelse. Den gjorde egentlig ikke det store indtryk, men fordi jeg vidste, hvor vigtig den var for ham, blev den også vigtig for mig. Da jeg nogle år senere læste den igen, kunne jeg pludselig se, hvor spændende og anderledes den var«.

En dinosaurus med ord og huller
Har du med ’Tree of Codes’ skabt noget helt nyt?

»Jeg tror ikke, jeg har lavet noget helt nyt. Der er eksempler på digtere, som har slettet i tekster for at lave nye. At udstanse var heller ikke originalt. Men at kombinere de to ting tror jeg faktisk er originalt. Men det er ikke en model. Det er et eksperiment. Et på mange måder succesfuldt eksperiment, men jeg har ikke tænkt mig at lave flere af slagsen!«.

»Palæontologer, der i årtier ligger og roder efter små stumper af dinosaurusser, ender med et væsen, der er langt mere spændende end noget, mennesker selv kunne have hittet på. Jeg følte mig lidt som en palæontolog, da jeg sad og baksede med tekst og huller. Jeg syntes, det var spændende at se, hvad der kom op til overfladen i løbet af processen«.

På en måde sidder man som læser og glor ned i en udgravning og prøver at finde et hoved og en hale.

Efterhånden som man læser sig dybere ned i bogen en side ad gangen, bliver lagene færre og det visuelle indtryk mere åbent. Sætningerne griber fat i hinanden på kryds og tværs af de ’arkæologiske’ lag og skaber nye utilsigtede betydninger. Det er næsten som at se skyer sprede sig på himlen.

»Det var helt vildt, vanvittigt svært«, fortæller han om den tekniske proces, der begyndte, da først teksten var parat. Det første eksemplar blev fremstillet i hånden. 12 personer sad i det belgiske trykkeri og skar med knive i papiret, før man møjsommeligt nåede frem til en brugbar model.

Jødisk identitet
Hvilken symbolværdi tillægger du hullerne i forhold til holocaust?

»Det er ikke et statement, men jeg syntes, det føltes rigtigt. Jeg valgte ’Krokodillegaden’ på grund af sproget og ikke på grund af hans livshistorie, men den er jo svær at ignorere. På en måde er hullerne jo som små grave. Det er bog, hvor fraværet spiller en hovedrolle. Så den kan slet ikke undgå at referere til hans skæbne og i det hele taget til den skæbne, der overgik den tids jødiske forfattere. Men for mig er det noget, der er i baggrunden snarere end fremme i billedet«. Din første bog handlede om at rejse tilbage til Europa og undersøge de jødiske europæiske rødder i holocaust. Er det en arv, du er dig bevidst, at du skal forholde dig til som jødisk amerikansk forfatter?

»Det er ikke så meget noget, jeg tænker, som det er noget, jeg føler. Et ordsprog siger, at ’Fuglen er ikke ornitolog’. Den flyver, selv om den ikke ved, hvordan den gør det. Der er mange ting, jeg bare gør, fordi det er sådan, jeg er. Det dejlige ved at skrive er, at det sætter en i kontakt med sig selv. Min jødiske identitet udgør en stor del af mig, men jeg mærker ikke meget til den, når jeg ikke skriver«.

LÆS OGSÅSafran Foer: »På min gravsten skal der stå: 'Familiemenneske, forfatter, jøde, vegetar'«

Er den amerikanske jødiske identitet under forandring i takt med en ændret opfattelse af Israels rolle?

»Et interessant spørgsmål. Mit gæt er, at mange falder fra jødedommen, men ikke så meget på grund af Israel som på grund af assimilering, den større afstand til krigen og mainstreamkulturernes tiltrækningskraft. Der er to bevægelser i disse år overalt i verden. Intellektuelle og liberale bevæger sig væk fra religionen, mens de, som forbliver religiøse, bevæger sig i retning af en fundamentalistisk fortolkning, hvor man ikke sætter spørgsmålstegn ved noget, og hvor religion bliver ens lov. Det paradoksale er, at det ikke er sådan i Israel. I Israel er det at være jøde simpelthen at bo i Israel og tale hebraisk. De fleste israelere, jeg kender, er langt mindre optaget af at overholde de religiøse bud end amerikanske jøder. De spiser svinekød og er ligeglade«.

»Hvad angår min egen jødiske identitet, så synes jeg, det er et enormt interessant spørgsmål. Måske især fordi det er så uafklaret i mit liv. Jeg elsker Israel, men min jødiske identitet har kun meget, meget lidt med Israel at gøre. Mine bedsteforældre kom til USA, før Israel blev oprettet i 1948. For dem var USA stedet, hvor de håbede på at udleve deres drømme. De fleste af mine slægtninge kom før krigen, men min mor blev født i Polen, og hun kom til USA i 1947«.

Det Gamle Testamente er den største inspiration
Der er en ufattelig rig jødisk fortælletradition. Er den truet af den udvikling, du beskriver, hvor folk enten forlader jødedommen eller bliver fundamentalister?

»Ja, det tror jeg. Fundamentalister skriver ikke bøger. Så dem kan man udelukke fra ligningen. Fundamentalister hader bøger. Lige bortset fra én bog! Folk, som er assimileret, kan skrive glimrende bøger, men det bliver ikke bøger, som er en fortsættelse af en indforstået jødisk fortælletradition. Hvis folk spørger mig om min yndlingsbog, har jeg ikke noget svar. Men hvis de spørger mig om, hvilken bog der har betydet mest for mig, så er det helt klart Skabelsesberetningen (Genesis).

Der er ingen bog, jeg er blevet mere inspireret af end Det Gamle Testamente. Jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på den gud, og jeg lader ikke lovene i Det Gamle Testamente styre mit liv, men kreativt har intet været vigtigere for mig«, siger den jødiske forfatter, der skrev Hullernes Bog i et værksted på ’Krokodillegaden’.