Damien Hirst stirrer på sit portræt af et kranium.

Dette er den nye Damien Hirst – Hirst, den ensomme maler. Ikke Hirst, kunstverdenens spradebasse af en markedsføringsguru.

Han har malet disse billeder med sine egne hænder i stedet for at hyre nogle af sine lakajer til at fremstille kunst i sit navn, som han tidligere har gjort. Men det her er også den gamle Hirst, siger han.

For som de fleste andre kunstnere begyndte han trods alt med at male og ikke med at tænke i koncepter og masseproduktion.

»Jeg opgav maleriet, da jeg var 16 år«, siger han.

»Jeg troede i al hemmelighed, at jeg ville have været Rembrandt på det tidspunkt«.

Jeg kigger på ham.

Men Rembrandt var jo et geni?

Han ryster på hovedet.

»Nej, jeg tror ikke på genialitet. Jeg tror på frihed. Jeg tror, at enhver kan gøre det. Enhver kan blive ligesom Rembrandt«.

Hirsts sans for at levere forrykte citater fornægter sig ikke. Jeg venter på et smil eller et blink, men det kommer ikke. I stedet kommer han op i det filosofiske gear.

LÆS Damien Hirst får én stjerne for mod

»Picasso, Michelangelo nærmede sig muligvis det geniale, men jeg mener ikke, at en maler som Rembrandt er et geni. Det handler om frihed og mod. Det handler om at se. Det kan læres. Det er det fantastiske ved kunst. Enhver kan gøre det, bare man tror på det. Gennem øvelse kan man lave fantastiske malerier«.

Hvor langt mener du så, at du selv er fra at producere en Rembrandt?

»Langt væk. Men der er jo heller ikke brug for den slags i dag«.

Det er midt i oktober, og Hirst viser mig rundt på sin kommende udstilling på Wallace Collection i London. Den er naturligvis kontroversiel, som altid, når Hirst er involveret.

For det første har han af egen lomme betalt over to millioner kroner for at få sine værker hængt op på det samme stribede blå silketapet, som Marie Antoinette foretrak.

For det andet sætter han sig selv i selskab med navne som Rembrandt og Tizian, der hænger i de tilstødende lokaler. Og så er der selve malerierne. Han har brugt to år på at male dem i sit haveskur i Devon.

Han viste dem ikke til nogen, mente ikke, at de var noget værd, og kasserede dem et efter et. Men så lavede han omsider nogle stykker, som han godt kunne lide.

Hirst  har brugt to år på malerierne i sit haveskur i Devon.(Arkivfoto).Her, mens han viser mig rundt på udstillingen, kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal reagere. Han har ret i, at han er langt fra at være Rembrandt. Måske endnu længere, end han selv tror.

Jeg vil kalde dem skumle – det er det nærmeste, jeg kan komme en kompliment. Indimellem virker de mere som illustrerede cv’er end som malerier.

Alle de traditionelle Hirstmarkører er her – kranier, hajer, prikker og sommerfugle, primitive hilsner til hans helt Francis Bacon i form af edderkopagtige hvide linjer samt de sædvanlige referencer til død og forfald.

Det er umuligt at tage fejl af, hvem der har lavet disse malerier.

Hirst har kæmpet med maleriet i årevis. Han har altid ønsket at male, men han har aldrig rigtig kunnet mande sig op eller tage sig sammen til det.

»Pletmalerierne og spinmalerierne var et forsøg på at finde mekaniske måder at fremstiller malerier på«, siger han. »Og så nåede jeg til et punkt, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kunne smyge mig udenom længere«.

Teknisk set var de måske nok malerier, men han følte ikke, at han for alvor fik hænderne og sjælen smurt ind i sine farver, sådan som en rigtig kunstner bør.

Gallionsfigur for 'britart'
Damien Hirst er stadig galionsfigur for ’britart’, den bevægelse af britiske kunstnere, hvis værker blev købt og fremmet af Charles Saatchi i 1990’erne.

I 1992 gjorde han sig for første gang bemærket under en udstilling for unge britiske kunstnere på Saatchis gamle galleri på Boundary Road i London.

Værket ’The Physical Impossibility Of Death In The Mind Of Something Living’ bestod af en glastank indeholdende en haj i formaldehyd. Det blev selve symbolet på ’britart’.

LÆS OGSÅ Haj-kunstværk går i opløsning

Hirst var stjernen i Saatchis udstilling ’Sensation’ på Royal Academy i 1997, en begivenhed, der snarere var en kroning end en fremvisning af den nye generation af britiske kunstnere.

Efter ’Sensation’ fik Hirst og hans samtidige (brødrene Chapman, Sarah Lucas, Tracey Emin, Marc Quinn, Marcus Harvey og andre) status af Storbritanniens nye punkelite. Det vrimlede med enfants terribles inden for britart, og også på den front gik Damien Hirst forrest.

Det handlede ikke bare om de syltede køer og hajer; det handlede om hans arrogante selvbevidsthed, om hans banden og svovlen og om hans rock’n’roll-attitude. Han gik sågar med tonede briller ligesom Bono.

Han blev lige så berømt for at feste igennem på piller som for sin kunst. Så opdagede han kokain og blev endnu mere larmende. En tur i byen for britart-slænget var ikke en rigtig tur i byen, før Hirst havde trukket bukserne ned og svinget med banditten.

Det pudsige er, at Hirst slet ikke var født til rollen som bannerfører for bevægelsen. Han havde altid opfattet sig selv som en af dem, der opererede i baggrunden – som katalysator snarere end kunstner.

I 1988, da han var studerende ved Goldsmiths (en del af London Universitet med hovedvægt på kreative, kulturelle fag, red.) arrangerede han en udstilling af sine jævnaldrende kollegers værker.

Et andet paradoks er, at Hirst som ung var temmelig konventionel og slet ikke så vild, som han gerne ville være. Han kommer fra en arbejderfamilie og voksede op i Leeds.

Hans forældre blev skilt, da han var 12, og moderen, Mary, opdrog ham med firkantede meninger om, hvad der var rigtigt og passende.

Skolens rod var Marcus Harvey, der siden fortsatte i samme spor ved at skabe skandalen på ’Sensation’-udstillingen med sit portræt af barnemordersken Myra Hindley. Hirst så et stort forbillede i den to år ældre Marcus Harvey.

Mor klippede mit tøj i stykker
»Jeg ville være ligesom ham. Han var simpelthen bindegal. Han gik i kilt og havde et lille blåt Hitleroverskæg på brystet. Jeg var ekstremt misundelig, for hvis jeg viste mig udenfor i tøj, der ikke var ordentligt, klippede min mor det i stykker. Hun sagde bare, at jeg skulle gå hjem igen. Hun lavede mit eksemplar af Sex Pistols’ ’Never Mind The Bollocks’ om til en urtepotteskjuler – hun anbragte pladen på gasblusset med en sten i midten, og så sagde det bare ’puf’. Det var på grund af ordet ’bollocks’ (der blandt andet kan betyde ’nosser’, red.)«.

I dag er moderen nabo til Damien Hirst og hans familie i Devon.

Han var ingen bogorm, og af de to A-level-eksaminer, han gik op til, endte han med bundkarakter i billedkunst. Han søgte ind på Leeds College of Art & Design, hvor han blev optaget efter i første omgang at have fået et afslag.

Siden fik han afslag fra St. Martins, men kom senere ind på Goldsmiths. Da han flyttede til London, arbejdede han i de første to år på en byggeplads.

Storbritannniens egen mini-Warhol
Han var 23, da han arrangerede udstillingen på Goldsmiths. Enkelte af hans egne værker var også med, men der var ingen, der hæftede sig særligt ved hans klynge af malede kasser.

I 1991 fik han sin første soloudstilling, ’In And Out Of Love’. Den bestod af flere lokaler med levende sommerfugle, der udklækkedes, fløj rundt og døde, mens døde eksemplarer var anbragt på lærreder.

Fra begyndelsen har Hirsts evner som kurator været tydelige i hans værker – tekster, titler, opstilling og udstillingsmontre. I et eller andet omfang har præsentationen været selve kunsten.

I slutningen af 1990’erne blev han Storbritanniens egen mini-Warhol, der dyrkede berømmelse, masseproduktion – og penge. Ingen anden britisk kunstner har virket lige så besat af forholdet mellem penge, kunst og værdi.

Den  britiske kunstner Damien Hirst med sit værk ’En engels anatomi’, der i 2008 blev solgt på en auktion i London for knap 10 millioner kr. Foto: Sang Tan/AP For Hirst drejede alt sig om konceptet. Hvis bare han havde fået ideen, var det fuldt tilstrækkeligt (selv om andre ofte hævdede, at de fik den først).

Han var vild med tanken om, at han bare kunne sætte sit navn på værker, som han ikke havde rørt med en finger, og derefter gøre krav på dem som sine egne og tjene millioner på dem. Det var morsomt, latterligt og vanvittig indbringende.

Højdepunktet (eller det modsatte – alt efter hvordan man ser på det) blev nået i 2007 med værket ’For The Love Of God’, et menneskekranium, der var genskabt i platin og besat med 8.601 diamanter. Det kostede omkring 120 millioner kroner at fremstille.

Igen var Hirsts timing perfekt og symbolikken til at få øje på. Efter to årtier, hvor kunst havde været en ypperlig handelsvare, blev penge nu gjort til genstand for kunsten. Der var ikke mere at sige.

Værket blev solgt for anslået 100 millioner dollar, men det kom senere frem, at Hirst og hans mæglers galleri, White Cube, selv var med i det konsortium, der havde købt det.

Tidligere på året skrottede han helt gallerisystemet og solgte en masse værker på en stor Sotheby’s-auktion, der efter sigende indbragte 930 millioner kroner.

LÆS OGSÅBritisk kunstner slår alle salgsrekorder på auktion

Han forsøger tilsyneladende at skabe en ny forretningsmodel for kunstverdenen. Hirst mener, at det er på tide, at kunstnerne skruer bissen på over for hans kunsthandler, Jay Jopling:

»Jay har altid sagt: »Jeg tænker kun på dine interesser«, men det gør han jo ikke. Det er, som om han har et harem, mens jeg skal være monogam, og så ender det med, at man siger fuck det!«.

Jeg er ligeglad – sæt prisen op
Det var efter diamantkraniet, at Hirst trak sig tilbage til sit haveskur.

Og det var efter auktionen, at det gik op for ham, at malerier skulle være det næste, han udstillede.

»Auktionen markerede helt sikkert afslutningen på et eller andet. En brutal forandring for mig – det sluttede med et brag«.

Han erkender modstræbende, at britart er et produkt af thatcherismen, men fastholder, at han selv er apolitisk og aldrig har stemt i sit liv.

Hirst lyder nærmest missionerende, når han taler om penge. Han siger, at han har brugt lang tid på at overbevise Sarah Lucas, hans foretrukne britiske kunstner fra hans eget kuld, om, at hun bør være bevidst om pengenes og sin egen værdi. Forgæves.

»Så siger hun: »Jeg er skideligeglad, bare betal mig, hvad du synes«. Så siger jeg: »Du skal tage mere for dine værker«. Så siger hun: »Jeg er ligeglad, jeg interesserer mig ikke for alt det pis«. Jeg var selv ligesom Sarah i begyndelsen, men på et tidspunkt kunne jeg ikke tillade mig at være skideligeglad længere«.

Han holder en pause.

»Jeg beundrer hende på en måde for det«, tilføjer han eftertænksomt.

Han var misundelig, da han fandt ud af, at Rachel Whitereads værker blev solgt til over 800.000 kroner, mens hans egne værker gik for 170.000-250.000 kroner.

»Jeg kan huske, at jeg bad Jay om at sætte prisen op til 800.000 kroner. Han svarede: »Men jeg kan jo sælge alt det, du laver«, og så gik det pludselig op for mig: »Det er sgu da, fordi du sælger det alt for billigt«.

Han sagde: »Dine samlere bliver ikke glade for det«,

og jeg svarede: »Jeg er ligeglad, bare gør det«. Vi kiggede os ikke tilbage. Da han solgte noget for 100.000, skete der en forandring – man bliver taget alvorligt af en helt ny kreds af mennesker, og de begynder at købe«.

Er der ikke en risiko for, at pengene kommer til at fylde det hele; at salgsprisen bliver hele formålet med et stykke kunst?

»Man skal bare holde øje med det. At sælge ud er noget helt andet end at beskæftige sig med penge«.

Men hvad er det så at sælge ud?

»Min økonomichef siger altid, at man skal sørge for, at man bruger pengene til at gå efter kunsten, ikke kunsten til at gå efter pengene«. Hirst vil hævde, at hans diamantkranium er et eksempel på, at pengene går efter kunsten.

Har du nogensinde selv solgt ud?

»Jeg tror, at jeg har været meget tæt på. Der var et tidspunkt, hvor jeg bare kunne have fortsat med at sprøjte plet- og spinmalerier ud og grinet hele vejen til banken«.

Var du ved at tage fusen på kunstmarkedet?

»Nej, man kan godt tage pis på kunsten, men man kan ikke tage pis på kunstmarkedet. Alle markeder er seriøse«.
Hvorfor indstillede han så masseproduktionen? Til sidst fandt han det for nedslående – fordi det mindede ham om hans egen dødelighed, siger han.

»Med det arbejde, jeg lavede, kunne jeg ikke se en rute til livets slutning. Jeg lavede skulpturer, og det er altid de samme mennesker, der har arbejdet for mig. Så kom jeg til at tænke på, at når jeg blev ældre, så ville de sgu også blive ældre og ældre. Og som gammel ville jeg være nødt til at hyre nogle unge mennesker, som kunne løfte skulpturerne«.

Og malerierne var ikke længere relevante for ham.

Tjente titusinder af pund på malersæt
»Pletmalerierne handlede udelukkende om udødelighed. De var en total hyldest til de situationer, hvor man er døddrukken, hvor man tager stoffer, hvor man er gået under bordet. I det øjeblik føler man, at man vil leve evigt. Men så når man til det punkt, hvor man tænker, at man har mindre tid foran sig end bag sig ...«.

Der verserer en historie om pletmalerierne – måske er det en myte – som jeg er vild med:

at Hirst begyndte at sælge malersæt til at fremstille malerierne med og tjente titusinder af pund på det.

Han krævede med andre ord penge af folk, for at de skulle male for ham. Hirst griner. Selvfølgelig er det sandt. Det begyndte, da en mand sagde, at han gerne ville købe et pletmaleri, der var malet direkte på væggen, og Hirst spurgte, hvordan han havde tænkt sig at gøre det.

»Manden svarede: »Du kan da bare give mig et certifikat og noget maling og bøtter«. Så tænkte jeg det igennem, og det fungerede. Certifikatet bekræftede ejerskabet til kunstværket, som skal males af en autoriseret repræsentant, og pletterne skal have følgende dimensioner og farver, og pletmaleriet kan ikke eksistere to steder på én gang.

Jeg købte mine egne bøtter, blandede farverne, pakkede det i en kasse. En pensel til hver bøtte, så man får 150 bøtter og 150 pensler, passer, blyant og et certifikat«.

Det må have været sjovt? Hirst ryster på hovedet. »Hver gang jeg fik en ny idé, opdagede jeg, at det var prøvet for mange år siden. Sol LeWitt, Bruce Nauman, Carl Andre, Donald Judd, alle minimalisterne brugte certificerede værker«.

Måske blærer jeg mig bare
Det blev for nylig anslået, at Hirst er god for 1,7 milliarder kroner.

Hvad bruger han alle sine penge til? Jo, der er hans hastigt voksende kunstsamling, hans mange huse, hans biler, hans kontor.

»Jeg har gang i en masse projekter, og der går en masse til velgørenhed«. Hirst nævner de velgørende organisationer, han støtter, men han lyder ikke ligefrem begejstret.

Jeg fornemmer, at han helst vil bevare sit image som den slemme dreng, og at han ikke er meget for at spolere det med opbyggelige historier om velgørenhed. Men en række af hans venner fortæller, at han ofte har hjulpet dem, når de var i knibe.

Han vil hellere snakke om de forfærdelige ting, han har gjort. Hans venner bekræfter også den side af ham. Han mener ganske vist ikke, at han har solgt ud, men han har været tæt på at ødelægge sig selv med druk og stoffer, især kokain. Han blev først stoffri for tre år siden, og han siger, at han i lang tid var ulidelig.
Hirst  er kendt for at være »arrogant og dum og manipulerende«. Foto:AP»Problemet er, at jeg dengang syntes, at jeg var cool, men når jeg nu kigger tilbage på det, var jeg bare en nar«.

Kort før hans nære ven, musikeren Joe Strummer (fra punkbandet The Clash, red.) døde, havde vennen fået nok af ham. »Han gik og sagde: »Ignorer ham. I skal bare ignorere Damien, alle sammen«. Det var, fordi jeg var så fuld af lort«.

Han fortæller om en samtale, han for nylig havde med en ven.

»Jeg sagde: »Da jeg mødte dig, syntes jeg, at du var cool«. Han svarede: »Jeg syntes, at du var en nar«. Hvad for noget? Han sagde: »Jeg syntes, at du var arrogant og dum og manipulerende«.

Der er mange, der siger, at det er sådan, jeg virker. Jeg kan ikke helt regne ud, hvad det er, jeg gør – måske blærer jeg mig bare – men det kommer altid bag på mig.

Jeg synes, at jeg kommer fantastisk ud af det med folk. Men Maia (Maia Norman, hans partner, red.) fortæller, at hendes venner har sagt det samme – at de følte sig intimideret af mig, eller at jeg var aggressiv eller arrogant, eller at de kunne ikke lide mig«.

Og da han drak og tog stoffer, var han forfærdelig, siger han.

Hvordan?

Han kan ikke huske alle detaljerne, så han spørger Jude Tyrell, direktør for hans selskab Science Ltd.

Tyrell: »Du var mere aggressiv, da du var på sprut og coke«.

Hirst: »Ja, du var flere gange ved at opgive mig«.

Tyrell: »Nej, kun én gang«.

Hirst: »Var det dengang, jeg viste pikken frem i Dublin?«.

Tyrell: »Nej, det med pikken og kyllingelåret var fint nok. Det var til hende pigens 18-års fødselsdag. Festen blev holdt på et eller andet fancy hotel, og Damien var meget fuld og grov. Det var sådan noget, man bare ikke ønskede at opleve.

Hvis han var fortsat på den måde, tror jeg ikke, at nogen kunne være blevet hos ham. Og han ville også have mistet kunsten. Han ville ikke være i stand til at gennemføre det. Han havde været vågen to-tre nætter i træk, mens jeg stod og tog imod BBC – og den slags koster mange penge – og jeg blev nødt til at sende dem hjem igen, for han dukkede bare ikke op«.

Hvorfor tror hun, at Hirst opførte sig sådan?

»Med enhver anden ville man tro, at det skyldtes et eller andet lort i deres liv. Men i Damiens tilfælde tror jeg helt ærligt, at han gjorde det, fordi han elsker livet – af rent hedonistiske årsager«.

Hvad var så det med kyllingebenet?

Det var en helt anden historie, fortæller Hirst:

»Jeg var på en malaysisk restaurant, hvor jeg fik kylling. Jeg stak kyllingelåret i lommen, og hjemme på hotellet satte jeg det fast i forhuden, så jeg havde et ben stikkende ud fra spidsen af min pik«.

Tyrell minder den 44-årige Hirst om, at han har udeladt en vigtig detalje:

»Du befandt dig på en bar, da du gjorde det, og der var en amerikansk kvinde, som blev stødt af det«.

Nå ja, siger Hirst, mens han tænker tilbage.

»Hun styrtede ud af lokalet i afsky, næste dag sagsøgte hun mig og krævede 100.000 dollar i erstatning. Hun hævdede, at hun var blevet traumatiseret«.

Det var sidste gang, Hirst blottede sig offentligt. »Det gik op for mig, at det kunne blive temmelig dyrt, hvis lokalet var fuldt af mennesker, der hver skulle have 100.000 dollar. Vi indgik forlig, så hun fik 8.000 irske pund«.

Hvordan er det lykkedes dig at få styr på dit liv igen?

»Jeg blev bare træt af mig selv.

Hvordan kunne din partner, Maia, holde dig ud i den periode?

»Vi var begge to langt ude«.

Var hun lige så slem som dig?

»Tja, ellers tror jeg ikke, at vi var blevet sammen«.
Hirst og Maia har tre sønner. Den ældste, Connor, er 14 år, mens Cassius er 9 og Cyrus 4. Hirst er bange for, at deres livsstil er gået hårdt ud over Connor: »Han er mere stille end de to andre, og en gang imellem tænker jeg, at det er på grund af det«.

Jeg tror, jeg får tæsk igen
Vi kigger på nogle hvide roser på sortblå baggrund. Det er et af hans yndlingsmalerier på udstillingen.

Hvor vigtigt er det egentlig for dig, at udstillingen får gode anmeldelser?

»Jay, min kunsthandler, går altid op i, at andre skal være tilfredse. Jeg forsøger at ignorere den gode presseomtale – for så kan jeg også ignorere den dårlige.

LÆS OGSÅ Anmeldere slagter Damien Hirst

Hvis man gerne vil have den gode omtale og forsøger at ignorere den dårlige, kan man blive helt rundt på gulvet. Men man laver jo tingene for sin egen skyld, så det er én selv, man skal stille tilfreds«.

Et par uger senere mødes vi igen på Hirsts kontor i London, der også fungerer som et smukt uofficielt galleri for moderne kunst – en sølvstatue af Jeff Koons i stueetagen og Warhols elektriske stol ovenpå samt en masse af Hirsts egne værker.

Han har et andet par blåtonede briller på (han ejer omkring 50 par), hættetrøje og sportssko. Han forklarer, hvorfor han ikke ville egne sig til at være kurator:

»Det er helt vanvittigt at skulle forholde sig til kunstneres egoer«.

Hvem har det største ego blandt de nutidige britiske kunstnere?

»Øh, mig? Man skal have et stort ego for at være kunstner. Og man skal nok have et ekstra stort ego for at klare de lorteanmeldelser, jeg har fået for denne udstilling«.

Udstillingen på Wallace Collection er virkelig blevet sablet ned.

Jeg har nærmest aldrig læst så elendige anmeldelser. Malerierne beskrives som »pinlige«, »rystende dårlige«, »Francis Bacon møder Adrian Mole«, mens Hirst selv bliver kaldt »en opreklameret hykler«.

Har anmeldelserne overrasket dig?

»Jeg havde faktisk forudset det«, siger han. »Men man håber vel inderst inde, at de ikke vil være helt så elendige. Det værste er, at jeg er blevet ringet op af mennesker, der har opfattet det som lige så slemt som døden – de ringer og spørger: »Er du okay?«.

Han smiler: »Der var nogle af anmeldelserne, der fik mig til at grine. (Guardians anmelder, red.) Adrian Searle skrev: »Jeg kan heller ikke male«. Det var da et hylende morsomt udsagn. Det var ham, der gav mig afslag på St. Martins«.

Har det givet ridser i selvtilliden?

»Altså, hele min selvtillid har fået ridser gennem de seneste to år i atelieret. Jeg har betragtet værkerne, været igennem al tvivlen og er kommet ud på den anden side. Anmeldelserne har på en måde været personlige og ret aggressive. Det, der især har fået folk til at reagere, er, at jeg valgte at udstille malerierne på Wallace omgivet af disse fantastiske kunstnere.

Men jeg er stadig på begynderstadiet som maler. Jeg tror ikke, at jeg er i mål endnu. Jeg tror ikke, at jeg er lige så fantastisk, som de er. Det her er de første malerier, jeg er tilfreds med. Men de er i hvert fald glade på Wallace Collection. Publikum strømmer til, og butikken sælger rigtig meget«.

Nogle kritikere har været inde på, at udstillingen er en spøg, at han bevidst har lavet dårlige malerier i bevidstheden om, at de under alle omstændigheder ville blive solgt til skyhøje priser.

»Det kan da godt være ... hvem ved? Der er et element af den slags i alt det, jeg laver. Der var engang en, der sagde til mig: »Du kunne signere en hundelort og sælge den«. Jeg svarede: »Hvorfor skulle jeg det?«.

Kunstmaleren.  44-årige Damien Hirst har siden 1990’erne haft superstjernestatus på den internationale kunstscene. Nu daler hans agtelseHan skulle være blevet ved det, han mestrer: konceptkunsten. Sådan lyder anmelderdommen. Foto: Joel Ryan/AP
Og så tænker man, at hvis jeg gjorde det, så ville det være kunst. Manzoni pustede en ballon op og kaldte værket ’Kunstnerens ånde’ og solgte det. Og folk siger: »Tager du pis på os, eller er det alvor?«.

»Man skal ikke læse dem, man skal veje dem«
Ifølge Hirst findes der ikke noget mere kedsommeligt end en kunstner, der vil tages alvorligt. Og det er da også rigtigt, at der er noget drillende i de fleste af Hirsts værker, men konklusionen må være, at malerierne er ’ægte’, og at han gerne vil have dem taget alvorligt.

»Jeg tænkte jo ikke, at nu vil jeg lave malerier, og jeg er skideligeglad med, hvordan de kommer til at se ud, for vi kommer alligevel til at tjene kassen på dem. Det er jo ikke formålet med dem. De skal være gode«.

Har du lært noget af anmeldelserne?

»Nej, jeg kan godt lide det, Warhol sagde: »Man skal ikke læse dem, man skal veje dem««.

Måske var det på forhånd umuligt for ham at vinde, tilføjer han.

»Det er jo den hellige malerkunst, det drejer sig om. De mennesker, der siger til mig, at malerierne er elendige, er de samme, som sagde til mig, at jeg var uduelig, fordi jeg ikke kunne male. Så maler man, og nu siger de, at jeg er uduelig, når jeg forsøger at male«.

Det er strengt taget ikke helt rigtigt. Mange af dem, der er hårdest ved denne udstilling, har faktisk været begejstrede for hans tidligere værker, især de dissekerede køer og de syltede hajer. Konceptet var så friskt, linjerne var så klare, og virkningen var så stærk. Jeg spørger, hvor han fik ideerne fra.

»Fra skolen. Allerede dengang lavede jeg sådan noget i billedkunst med frøer. Og der var kranier, grankogler og bensplinter. Det var ligesom en naturudstilling, hvor tingene var i formaldehyd. Så det har vi altid trukket på«.

Han fortæller om inspirationen til ’Mother And Child Divided’: »Det handlede om min mor og min søster, der var uvenner på det tidspunkt. Det var en humoristisk variation over det«.

Men alt det hører fortiden til, siger han. For ham handler fremtiden om at male. Han viser mig de værker, der skal indgå i hans næste udstilling ’Nothing Matters’, som har fernisering senere på måneden på White Cube i London.

Der er flere kranier og hajer og prikker, men farverne er klarere – rødt og grønt. Han introducerer også enkelte nye motiver: dækstole, vinduer og udsplattede krager.

Tror du, at den udstilling får bedre anmeldelser?

»Jeg tror, at jeg får tæsk igen«, siger han. »Der er jo kun gået få uger, siden der var fernisering på den anden udstilling, så de siger sikkert: Han vil bare ikke stoppe!«.

Hirst fortæller, at han så et dokumentarprogram om Francis Bacon forleden aften.

»Jeg er vild med den måde, Francis Bacon omtalte paverne på. Han sagde, at de var mislykkede malerier. Det kunne jeg virkelig godt lide. Han sagde, at han havde forsøgt at kombinere Eisensteins indstilling af den skrigende barnepige med Velázquezmaleriet, og at det blev en katastrofe.

Han sagde: »Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg forsøgte«. Det var da noget fantastisk noget at sige – han prøvede at tale sine mest fantastiske malerier ned, som om de var det rene lort. På den måde er der jo ingen, der kan rakke dem ned«.

Han holder inde.

»Det var det, jeg skulle have gjort«.

Men Hirst er ikke typen, der fortryder noget, hvilket han lige understreger med et sidste Warholcitat: »Warhol sagde noget genialt. Han sagde, at hvis nogen rakker noget ned, så skal man lave mere af det«.

Oversættelse: Tonny Pedersen