Lad os lige spise brød til. Annie Dillards ’De levende’ lanceres på, at forfatteren har vundet Pulitzer-prisen, men det var for en anden roman i 1974.

Der skiltes med, at bogen har stået på New York Times’ bestsellerliste, men det var i 1992, og det har hundreder af bøger gjort siden uden at afsætte spor i sandet. Klappen bringer jodlende klip fra såkaldt ’international presse’, men alle de citerede aviser er pæreamerikanske.

Det er romanen også: Made in USA, specially for det om amerikansk historie altædende hjemmemarked. En kloning af to populære genrer: familie- og nybyggerromanen.

Gode indianere mod onde indianere
Vi følger familien Fishburn, der i 1855 – efter en barsk rejse gennem det halve USA – ankommer til »verdens grove yderkant«: vestkystbopladsen Whatcom ved Bellingham Bay i Washington-territoriet nær den canadiske grænse.

Rooney Fishburn køber 235 tønder land, og han og de andre kolonister hugger sig gennem granskoven, allierer sig med gode indianere mod de onde indianere og klarer alskens hardship, før han og en kammerat omkommer under brøndgravning.

Børskrak i 1893
Fra 1872 følger vi sønnen Clare Fishburn og en håndfuld familier med børn, naboer, tilgiftede, ansatte og investorer udefra – som jernbanemagnaten Jim Hill med hans Great Northern Railway, der til egnens skuffelse får endestation sydpå i Seattle.

Det bliver værre i 1893, da børspanik i New York breder sig mod vest. Pludselig er aktier »ikke mere værd end en spand havvand«, firmaer krakker, og alt sættes i stå, selv byens gaslamper.

De troende ser det som Guds straf. De eftertænksomme indstiller sig på uvishedens vilkår og de åndelige værdier. Men det vender igen. I 1897 bringer guldfundene i Klondike ny højkonjunktur. Snart er de gamle udsteder omkring Fort Bellingham et boom-område.

Et flimrende loppecirkus
Det er det store epos på bredt lærred. Annie Dillard søger at kreere et samlet panorama over the American Frontier ved at udvide perspektivet fra det nordvestligste USA til Midtvesten og Østkysten og til hele tiden 1847-1904 – og ved at flette familiehistorierne ud og ind mellem hinanden.

Og så er der alle statisterne: nybyggere, håndværkere, handelsfolk, indianere, kinesere, savværksarbejdere med manglende fingre samt en morderisk galning.

Fremmedhadere, lykkeriddere, guldgravere, spekulanter og nyrige (så længe det varer), men også gode borgere og ikke mindst stærke kvinder med ben i næsen og benene på jorden. De belønnes ligesom de australske kvinder med tidlig valgret.

Tung fortæller
Det er stort tænkt – måske med E. L. Doctorows tidsromaner som forbillede? Men Annie Dillard er en tungere fortæller. Der er gode portrætter af flere ledefigurer, men de mange løst skitserede bipersoner gør det også til noget af et flimrende loppecirkus.

Romanens andet problem er, at det episke flow går lige så trægt som pionerernes rejse med okseforspand ad det 3.000 km lange trail Illinois-Oregon. 600 sider i omstændelig skridtgang – isprængt naturkatastrofer, hærværk og pludselig død.

Oplysende? Underholdende? Ja, sådan set begge dele, men som dramatisering af en central periode fremstår det mere som pædagogisk anskuelsesbillede end som stor romankunst. Her får man mere for pengene hos forrige århundredskiftes frodige samtidsrealister: Jack London og Frank Norris.