Mange spærrede øjnene op, da de danske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris blev præsenteret i sidste uge.

Forfatteren Sven Holm blev overrasket på to måder.

For det første troede han, at han skulle have været med til at udpege de to bøger, som til april skal have chancen for at vinde æren og 350.000 skattefrie kroner. For det andet viste det sig, at han var rygende uenig i det valg, som den danske bedømmelseskomite til Nordisk Råds pris faktisk havde foretaget.

Sven Holm er suppleant til bedømmelseskomiteen, og han blev aldrig hørt, da litteraten Lilian Munk Rösing og forfatteren Asger Schnack valgte at indstille Josefine Klougarts debutroman, ’Stigninger og fald’, og Harald Voetmanns litterære fantasi ’Vågen’.

LÆS OGSÅTalenter skal slås om nordisk bogpris

Måtte selv ringe til Stockholm
Eva Smekal, som er sekretariatsleder i Nordisk Råds Bedømmelseskomite i Stockholm, forstår godt Sven Holms overraskelse.

»Jeg har været med i arbejdet her siden 1996, og jeg har aldrig tidligere hørt om, at en suppleant slet ikke var med i diskussionen om nomineringerne«.

»Det er svært at forstå, at komiteen ikke har søgt oplysninger hos Sven Holm, som jo har erfaring, fordi han tidligere selv har været ordinært medlem af bedømmelseskomiteen. Men måske skyldes det, at de er så nye«, siger Eva Smekal.

Sven Holm luftede forleden sin utilfredshed i et læserbrev i Berlingske Tidende, og han fatter stadig ikke, at han er blevet holdt helt uden for valget af de danske kandidater.

»Selvfølgelig kunne valget af de danske kandidater være endt, som det er nu, fordi jeg kun har taleret som suppleant, men jeg har da aldrig været ude for i andre komiteer, at man hverken forhører sig om vedkommendes meninger eller meddeler, hvad man i sin høje visdom mener er Danmarks to bedste bøger i 2009 og 2010«.

gråd.  Josefine Klougart. Foto: Joachim Adrian »Jeg måtte selv ringe til Stockholm for at høre, hvem Danmark har indstillet, og da jeg hørte navnene, tænkte jeg, at det da var utroligt«.

Format er ikke nok
Hvad vil du gøre, hvis du bliver indkaldt som suppleant og skal tale dansk litteraturs sag?

»Det er ikke særlig sjovt. Når man kommer op til mødet, stemmer man jo også på de øvrige nordiske landes kandidater, og det kan man så gøre, for selv om jeg ikke hører fra mine danske kolleger, har jeg fra Nordisk Råd fået tilsendt alle de indstillede bøger fra hele Norden«, siger Sven Holm.

Han understreger, at han ikke har noget imod at indstille relativt nye forfatternavne til Nordisk Råds Litteraturpris. Hans indvendinger over for årets kandidater har hverken noget med forfatternes alder eller køn at gøre.

JOSEFINE KLOUGARTSmuk debut har sans for det mindste (fem hjerter)

»Jeg har selv været med til at give prisen til Sara Stridsberg, da hun var relativt ny som forfatter. Man skal ikke have en bestemt alder, men værket skal have format. Det er ikke nok, at det er kvalitet. Der skal også være noget enestående over det«.

Han kunne bare have ringet
Lilian Munk Rösing vil helst ikke kommentere bedømmelseskomiteens interne problemer:

»Det er klart, at vi har et formelt problem, fordi vores suppleant fremsætter en så hård kritik, som han har gjort, men vi håber på en dialog med Sven Holm, og vi har også hele tiden haft en intention om, at han skulle informeres grundigt om vores valg og vores motivering, så han også ville være i stand til at repræsentere os ved et eventuelt forfald«.

Han er pikeret over, at han skulle ringe til Stockholm for at få navnene på de danske kandidater?

»Jamen, han kunne også bare have ringet til os«, siger Lilian Munk Rösing.

Eva Smekal i Nordisk Råds sekretariat i Stockholm understreger, at man nødigt blander sig i, hvordan de nationale bedømmelseskomiteer arbejder. På rådets møde i april i Oslo vil man dog bede landene fortælle, hvordan de arbejder, men ifølge Smekal skal der en del til at ændre de regler, man har haft i snart 50 år.

»I bestemmelserne står der, at den nationale bedømmelseskomité udgøres af hvert lands to ordinære medlemmer samt suppleanten, og så er det også naturligt, at man er en tremandsgruppe«, siger Eva Smekal, som mener, at det er en ulykkelig situation, man er havnet i i Danmark, og at en del af årsagen kan være, at de ordinære komitemedlemmer begge sidder i deres første af i alt fire år.

Kommiteen peger på sig selv
»Når det gælder de enkelte nomineringer, vil der altid være diskussioner, og sådan skal det også være, og man må bare sige, at hvis de nominerede bøger ikke er gode, så vinder de nok heller ikke«, siger hun.

grin.  Harald Voetmann. Foto: Katrine Naumann Lige netop der er uenigheden afgrundsdyb mellem Sven Holm og bedømmelseskomiteen bestående af Rösing og Schnack. Ifølge Holm er de to danske priskandidater skrevet af dygtige og talentfulde unge mennesker, men han mener, at der trods alt er tale om to spinkle bøger, som vil sende betydningen af Nordisk Råds Litteraturpris i frit fald.

Hvis det er tilfældet, hvorfor tror du så, at bedømmelseskomiteen indstiller dem?

»Fordi Rösing og Schnack udgør en lille gruppe, der synes, at sådan en autoritær pris skal have nogle nakkedrag, og at de selv vil komme med noget originalt«.

»Men det, de peger på, ved at nominere de to forfattere, er, at de først og fremmest peger på sig selv. Der er en litteraturpolitisk ide i det, men det er ikke den rigtige pris til at gøre det med«, siger Sven Holm.

Græd og grin
Lilian Munk Rösing siger, at hun og Schnack har valgt to værker, som efter deres mening repræsenterer dansk litteratur stærkest uden for Danmarks grænser.

»Vi mener, at det er stærke værker med store æstetiske kvaliteter, som begge har det i sig, at de på en gang er tunge og lette. Der er sproggods og tankegods i dem, men samtidig griber de også læseren umiddelbart på oplevelsesplanet. Man græder over Klougart og griner over Voetmann«, siger hun.

HARALD VOETMANNSatyrisk roman er forbavsende vellykket (fire hjerter)

Lilian Munk Rösing siger, at hun og Schnack selvfølgelig vælger med lige nøjagtig det litteratursyn, de har, og den forståelse af litterær kvalitet, de også har, men sådan vil det altid være.

»Det er også en litteraturpolitisk gestus at nominere værker af forfattere, som i forvejen er etablerede. Det bliver bare ikke bemærket, fordi man der træder ind i en konsensus«.

Litteraturens lille hjørne
Har man som komite pligt til at vælge mellem en række alment anerkendte værker fra en sæson, eller kan man dyrke sine helt egne hjørner af litteraturen?

»Vi synes jo ikke, vi dyrker vores helt eget hjørne«.

Men du ved, at nogen synes, I gør det?

»Ja, men andre synes det ikke. Voetmann er f.eks. bog nr. 1 hos Lars Bukdahl (Weekendavisen) i år, og Klougart er nr. 1 hos Erik Skyum-Nielsen (Information)«.

»Men oprigtigt talt tænker vi på noget, som vi gerne vil have, at vores nordiske kolleger skal spærre øjnene op over. Vi tænker ikke så meget ind i den danske sammenhæng, som vi prøver at tænke ud af den danske sammenhæng«, siger Lilian Munk Rösing.

Foreløbig er det dog kun danskerne, der har spærret øjnene op, og Lilian Munk Rösing er fuldt ud klar over, at Sven Holm ikke står alene med sin kritik af de to nominerede.

»På sin vis er jeg ikke overrasket over, at Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad fra den konservative presse reagerer, som den gør, når man nominerer noget, som ikke lige hører til det etablerede og i forvejen anerkendte. Det er fint nok, for så kan vi få en debat om, hvad god litteratur er«.