Josefine Klougarts debutroman, ’Stigninger og fald’, var skrevet i et poetisk og strømmende sprog, hvis lange associerende sætningskæder ledte tankerne hen på Virginia Woolf.

LÆS ANMELDELSESmuk debut har sans for det mindste

I sin nye roman, ’Hallerne’, går hun i en helt anden retning med en meget knap stil. Interessen for at udforske billedsprogets muligheder er dog den samme, men nu smelter sammenligningspunktet helt sammen med det beskrevne. Tag de indledende sætninger:

»Kvinden er et stativ i lejligheden. Et tomt rum. Det er kvindens blik, der tømmer værelset. Fabrikken. Det er det, hun kan være nu«.

Kvinden og manden
Kvinden er, som vi ser, fra første færd skildret som noget, der har med bygninger at gøre. Og tomhed. Herefter beskrives hendes huds fugtighed og »en følelse af afvikling, noget, der bliver pillet ned«.

Kvinden og manden er de to personer, vi ser. De befinder sig i et rum, der er som en scene, der også iagttages af et publikum – personer i baren overfor. De kan se et begrænset udsnit, men som læser inviteres man, via billedsproget, ind i personernes indre.

Titlen angiver gennem hele romanen den relation, der er mellem parret:

»Det er mindst et år siden, at stuerne omkring dem begyndte at lyde som øde haller. De har kendt hinanden altid, synes de. Alle værelser er hver for sig nu vandkolde rungende lagerbygninger«. Efterhånden er personerne simpelthen disse haller, hvor kød hænger i kroge for at dryppe af. Kvinden er en »nedlagt fabrik«.

Total tomhed
Blikket rettes mod et forhold, hvor kvinden spiller en passiv rolle. Manden, en universitetslærer, kommer og går i lejligheden, mens kvinden ligger og sover, glider ind og ud af søvnen mellem samlejer, hvor manden lægger en pude eller et tæppe over hendes ansigt, binder hendes ben, vasker hende indvendigt med sæbe. Søde lille, kalder han hende i de få replikskifter, der henvises til.

LÆS INTERVIEWForfatter om den svære toer: »De får et chok«

Det er udtalt traditionelle kønsroller, vi sættes til at overvære i denne par-optræden. De er sat helt på spidsen med kvinden som total tomhed, der helt konkret kan fyldes af manden i samlejet. Men kvinden skrives ikke entydigt frem som et offer.

Hun »låner sin krop ud, og manden betaler med sit begær. Hun nyder, at hans øjne hviler på hende, den magt, det giver, en magt, der hele tiden inddrages igen«. Et sted kaldes hun »en rest på gulvet i en tom hal«, andre gange »mandens eksil« og et »tempel«.

Kølig og intens
Begær, magt, ydmygelse og kroppen fremvises i dette klaustrofobiske rum, der dog forlades af og til, som når vi ser parret i Berlin, i Jylland på et hotel (manden er til konference, kvinden slumrer på værelset) eller ved havet.

Men så brydes parrets gentagelsesmønster helt overraskende, ved at vi i bogens første del i hvert andet kapitel forlader parrets udveksling – eller hvad man nu skal kalde det – til fordel for beskrivelser af København! Fokus ligger på det, der befinder sig under bygningerne – f.eks. de opdæmmede åer og søer.

Disse bystykker viser, hvor original en skribent Klougart er. Romanens stemning er både kølig og intens. Man imponeres af Klougarts enorme vilje til at skabe et billedunivers, hvor nogle få områder, især bygninger, i varierende form sættes til at repræsentere krop, sex og psyke.

Den halvtomme lejlighed bliver et billede på det udtømte i dette par. Kvinden »savner at mangle plads«, som det hedder med en slående formulering, og luller sig i søvn med en remse: »Remsen er en strøm af ord: fraværende genstande i rummet, alt det: der kunne have været. Roser«.

Kolon nummer to viser Klougarts særlige måde og store forkærlighed for at bruge dette tegn som emfase. Man kommer i øvrigt også til at tænke på, om udsagnet er en henvisning til I.P. Jacobsens novelle ’Der burde have været roser’.

For der er ikke meget, der findes i denne lejlighed og imellem dette par. Ensomheden runger i de tomme haller.

Godt skrevet
’Hallerne’ er, i én mulig tolkning, en lyrisk undersøgelse af kvinden som en tom skal, der fyldes af manden i et destruktivt forhold. Romanen er en fase i Josefine Klougarts udvikling som forfatter.

Er det her godt? Det er i hvert fald godt skrevet. Klougart er en virtuos skribent, der kan meget med sit udforskende sprog, og det bliver spændende at se, hvad hun vil bruge det til næste gang.