Den dag jeg blev Honey Hotwing' hedder den sidste novelle i Dorrit Willumsens samling.

Og den har det hele, set fra bunden.

En eksistens, der faldt forkert ud, en skæbne, som blev vrangvendt, for hun blev ikke berømt popsangerinde, hun blev kun pizzaservitrice, oven i købet fyret, oven i købet anholdt, oven i købet fængslet, men dér i fængslet er der nogen, som holder af hende, så hun kan slutte livet med at skrive på servietter, toiletpapir, på ferskenfarvet papir, på tynde kinder: Honey Hotwing.

Sat fri i fornedrelse - eller sat fri.

Blodig ironi
I disse ni noveller er der ikke nogen, som ikke kommer til kort.

Det er kvindelige hovedpersoner, som drikker hvidvin af koppen og spiser kylling fra grillen, som måske og måske ikke har en mand, der er fraværende.

Ironien er blodig, man græder næsten: De prøver med et oralt samleje, men hun børster altid tænder bagefter.

Hendes søvnløshed er et sår, der ikke vil læges, engang at sove igennem bliver en umulighed, ligesom ønsket om at skifte udseende.

Men hun kan drømme om rejser og klinikker, der kan forandre huden og sætte langt hår på frisuren, male læberne, dog hjælper det ikke på den fundamentale tristhed, der melder sig som en fejl i immunsystemet: Hvorfor blev det mig?

Strømførende symbolik
I novellen 'Intelligente fødder' er Simone kommet til New York og får uventet besøg af den kække og smukke tante Nelly, som er selvsikker, delikat og sensuel. Det, du gerne ville være.

Men novellen slutter med tante Nellys død. Og den kyniske kommentar: »Det er virkelig kun for dig, at den slags kan ske«.

Nogle af novellerne har et mere pointeret, symbolsk strømførende lag, som for eksempel den om kvinden, som får foræret en computer af sin mand. Snart er computeren installeret som engel på loftet, snart er den personificeret som den anonyme elsker, der holder orden i hendes drømme.

Mus i ærmet har computermanden, mus, der lever i mellemforet og bryder løs, og computermanden får mere og mere magt, indtil hendes mand er død. Hun er hans herskerinde og hans frue, og hendes grådighed efter ham slutter ikke.

Muligvis er novellen for fast forankret i sin symbolik, men den passer på hele novellesamlingens motto: At skrive blev så meningen, mens livet gik med gammel flæskesteg, suppe fra i går, lilla silkelagner, hvidvin i kopper, blodtryksmidler, sovemedicin, ulykke.

Eksistentiel utilpashed
'Den forsvundne søn' kunne en af novellerne hedde, for den handler om sønnen, der er blevet borte, uden at det mærkes meget. Dog så meget, at hun kommer på hospitalet, for hun har set sønnen ude i haven, en mørk skikkelse med grå øjne. Hendes mand tror hende ikke. En søn er en søn, og han er borte. Manden lægger sønnens mælketand i et æggebæger.

Den krybende fornemmelse af liv, som igen og igen spildes, vil ikke forlade læseren, som efterhånden heller ikke spørger om hvorfor.

Hvor det gik galt, er en hemmelighed, men virkningerne er trofaste, som de midler, der heller ikke hjælper. Zoneterapi, skønhedsbehandling, kvalme, opkast, drøm, den silkebløde flugt fra realiteterne - som muligvis er et af tidens tilbud, men som her opleves som en meget mere eksistentiel utilpashed.

Det er fine noveller, Dorrit Willumsen har skrevet, bløde, selverkendende og triste. Er det i sprogets harmoni eller i den blotte ironi, brat som et komisk lysstrejf, man genkender hende?

Hendes utilpashed er situationsbestemt og særlig, nogle af historierne bliver for vidtløftige, og hun behøver egentlig ikke novelleformens traditionelle pointer, som hun prøver sig med - for pointen i helheden er klar: Alt ville være lettere, hvis jeg var en anden.

Sådan er den depressivt-lyriske indsigt.