Det første jeg tænker på er, at Ida Jessen er en frygtløs forfatter.

Uden at ryste på hånden går hun i gang med en detaljeret skildring af forældreskabets største rædsel: at miste et barn.

Med omdrejningspunkt i en grum ulykke bruger hun sin sjældne kombination af kølig iagttagelsesevne og stor empati til at tegne et overbevisende billede af et dansk provinsmiljø, af en familie, der næsten går i stykker, og et psykologisk dobbeltportræt af to kvinder, der er hinandens modsætninger, men forenes en tid i oplevelsen af tilværelsens sårbarhed.

Tomhed og selvhad
Birgitte, romanens jegfortæller, er en 38-årig kvinde, der lever singlelivet i København som fri fugl og skribent.

Hun trænger til luftforandring efter bruddet med en gift mand.

Hun lider af kærlighedsabstinenser, tomhedsfølelser og et vist selvhad.

I sin udhulede tilstand besøger hun i et par hede augustuger barndomsveninden Lisa for at få lidt luftforandring.

Lisa er præst i Hvium i Nordjylland - samme lokalitet, som vi kender fra Ida Jessens roman 'Den der lyver'.

Birgittes eksistensform sættes i kontrast til Lisas liv i præstegården med de bugnende borde og den dybe have, den smukke mand og de to børn.

Lisa har meget - og meget at miste. Birgitte har meget lidt - det, der fylder, er en mand, hun aldrig har haft.

Tragisk ulykke
Lisas lille datter, den træge Marie, passes af Manne, som er beskrevet i 'Den der lyver' som en problematisk ung kvinde og ulykkesfugl.

Og så er der den livlige og gnistrende Gustav, der på sin syvårs fødselsdag får en ny cykel.

Det er 5. august, »den tid, hvor hugormen føder sine unger«. Drengen vil cykle hjem fra sin ven på sin nye cykel. Skulle Lisa have givet ham lov til det? Sådanne tanker gør hun sig bagefter. Efter at han er blevet kørt over af en flugtbilist.

På grænsen til vanvid
Mens drengen ligger i koma på Viborg sygehus, får Birgitte rollen som familiens støtte. Hun bliver den, der bevidner et ægteskab og hele sognet med deres skjulte dagsordener.

Romanen har et thriller-element, stærkt støttet af Ida Jessens uhyggeskabende elementer med brug af augustvejrets svangre hede og høstmodne marker.

Hvem var flugtbilisten? Det er et spørgsmål, der forfølges i romanen, men dens fokus er Lisas reaktioner på tabet af den lille søn, der aflæses af Birgitte, som næsten ikke kan rumme Lisas inderlighed:

Al den følelsesfylde og ja, prægtighed, som Lisa udfolder ved barnets sygeseng og ved begravelsen, som hun insisterer på at foretage selv, på det tidspunkt, hvor hun går rundt i sin sorg »rank som et lys, staget op af sin blege vilje«, som det træffende lyder, og på grænsen til vanvid.

Elegant og komplekst
Ida Jessens metode med veninden som iagttager er uhyre effektiv. Hun aflæser, hvordan størrelser som retfærdighed, hævn, vrede, mistanker, tilgivelse og forsoning blander sig ind i sorgen som en mudret grød.

»Sorgen er sjælden ren og smuk. Den er grim og hylende, den fordrejer din personlighed og er uhyggelig for dem, der ser på«.

Den, der ser på, er også læseren. Selv en garvet anmelder kan oprives, også af den anden gennemlæsning, som måtte til for at få nerverne i ro og danne sig et overblik.

Da opdager man, hvor forgrenet en psykologisk skildring, Ida Jessen mestrer - alle disse skæbner elegant indfattet i et miljø og et komplekst mønster af gammel smerte og fortid, der sættes i frit spil. Af et skæbnesvangert øjeblik, der hugger sine tænder i nakken på mere end én person i denne roman.

Ida Jessens psykologiske realisme er i topklasse. Hun viser os, hvordan noget ser ud, og hvordan det er, i sin både iagttagende og reflekterende prosa.

Og så har hun noget i baghånden til det sidste. Det skal jeg ikke komme ind på, for andre end anmelderen skal også kunne læse denne roman til ende med hjertet oppe i halsen.