»Hvad er det nu det hedder«, er en sætning, der dukker op, når man har glemt eller mistet noget, et ord, en betydning, der er gået fløjten, midlertidigt eller måske endda uigenkaldeligt forsvundet.

Fra én vinkel er Jørgen Leths nye digte lig et sorgarbejde, en forsinket lyrisk reaktion på tabet, ikke bare af et hus, men af et helt liv i det hus, fotografier, breve, manuskripter, film, objekter – og minder; et hus kan være en hel erindringsmaskine:

»Et hus er mere end en ting/ Det forsvandt bare (...) Så et liv forsvinde/ Mærker ord forsvinde«.

Tabet og traumet
Leth mistede sit hus i Haiti for halvandet år siden. Og vi fornemmer også, at han mistede mere end det, for Bente Klarlund takkes for sin hjælp med at få Leth til at gå, ergo lurer et hjertestop eller en hjerneblødning måske i baggrunden for den nu knap 75-årige Leth:

»Jeg siger det kan jeg ikke huske/ Jeg har glemt min notesbog/ Hun siger det lyder/ som starten på et demensdigt«. Og lidt efter, i samme digt: »Jeg prøver at reparere mit hoved/ og min krop, så de kan holde/ sammen på mine tanker/ hvor dumme de end er«.

Men på den anden side er det ikke blot og bart et sorgarbejde, en digter, der skal skrive sig gennem tabet og traumet.

Noget nyt
Digtene er også en gevinst, et værk, et overskud, noget nyt, der kommer til syne i verden som resultat af den famlende, stædige og momentant lykkelige søgen.

Og her er det trods alt betegnende, at Leth går – han sidder ikke lammet ned, han kravler og kryber ikke af sted, næh, han går dog, om end under mumlende protest:

»Gå, gå, gå/ gå, gå, gå og gå/ Det er helt absurd/ og åndssvagt/ Sætter mine ene fod/ foran den anden/ i sandet som tynger«. Men det at gå forhindrer elementært faldet, faldet ned i døden, »ikke falde/ ikke falde/ Jeg passer på«.

Velkendt verden
Læst således, sådan læser jeg dem, er digtene placeret i en grænsezone mellem tab og erobring, og det er i denne zone, Leth vandrer rundt.

Zonen er måske ny, men Leths verden er velkendt; på den ene side en i god forstand flad, prosaisk, horisontal overfladeverden uden så meget fikumdik:

»I baren ud mod havet/ en rhum cinq-etoiles/ Det er sådan det er«.

Og: »Tilbage ved det gode nulpunkt/ Jeg studerer overflader«.

Men på den anden side bar Haiti jo også en damp af hvid magi med sig, f.eks. sådan at stole pludselig og uforklarligt bevægede sig:

»Og engang så jeg en ung mand/ køre rundt på en stol/ i raketfart/ Stole bevæger sig/ De danser«.

Verden er det, der er, men det, der er, er også dansende stole.

Velkendt er også, at Leth undertiden bevæger sig mellem det, der truer med at blive en selv-parodi (f.eks. i digtet ’Det er egentlig nok’) og så dog en forsonende selvironi, eller selv-bashing ligefrem, »Jeg er ikke klog./ Jeg ved ingenting./ Jeg ved ikke hvor jeg skal få fat«; eller om den notoriske levemand Leth, »hvormed jeg signalerer/ at her kommer en digter/ en digter som kan li kvalitet/ og som lever på første klasse/ som spiser godt/ men tænker dårligt«.

Det årlige indkøb af Armani-skjorter
Apropos det sidste aspekt er jeg glad for Leths digt om det årlige indkøb af Armani-skjorter nede i Paris. Få, ingen?, kan som han besynge forbruget og gøre det til et æstetisk ritual at købe skjorter:

»Jeg mærker den diskrete koreografi/ alting tyst og nøgternt og venligt/ Det er saligt« – dette om at blive genkendt i butikken, at have en historie på og med stedet, at købe de rette skjorter, at skride ind, at skride ud.

Hvis vi nu siger, at Leth cykler rundt i zonen mellem tab og erobring, og anskuer hele samlingen som et cykelløb, så er der en umiskendelig gang fra et tungt, træt og lidt trist tråd i begyndelsen, langsomt løfter det hele sig, der arbejdes trægt op ad bjergstigningen. Og han når op.

Stigende glæde
Digtene kredser her vittigt om det erotiske (f.eks. i et obligatorisk, men veloplagt spark til den politiske korrekthed og Stieg Larsson i digtet ’Mænd der ikke hader kvinder’), og f.eks. om at Federer i en kamp går død mod Nadal, hvilket begrædes, for ’Federer er en helgen’ – men digteren taber langtfra modet her på bjergtoppen:

»Så er livet igen noget værd/ og meningen med det hele krystalklar/ Ud og gå på vejen, ud og gå/ ud og gå«. Og i det sidste digt en ny gentagelse, »Jeg skal nok jeg skal nok«.

Sådan var min egen læsnings formkurve også, fra en lidt lunken, forbeholden begyndelse, frem mod en stigende glæde ved den gamle digters ord. ’Hvad er det nu det hedder’ kommer godt ud at gå.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN