Dersom virkelig ’fælles skibbrud er sødt’, som romerne sagde, må selvmord i godt selskab da være som sirup og honning.

Sådan omtrent må finsk litteraturs gamle spasmager, Arto Paasilinna (f. 1942) vist have tænkt. I hvert fald er titlen på denne roman så heldækkende, at det kan være risikabelt at nævne her i juletiden, der jo driver ekstra mange ud til selvmordets rand.

Men det begynder ved midsommer. På årets lyseste nat træder nemlig en midaldrende mand, som endnu en gang er gået fallit med sine forretninger, ind i en tom lade langt ude på landet for der at skyde sig med den medbragte revolver.

Men laden er optaget. En anden moden mand er i færd med at binde løkken på det reb, han vil hænge sig i.

Kollektivt professionelt selvmord
Afbrudt af hinanden udsætter de planerne midlertidigt, tager en tur i saunaen og en tår over tørsten – og indser, at de to kun er toppen af et isbjerg: 1.500 finske selvmord om året – eller »to bataljoner«, som den ene af dem siger.

Han er officer og desuden enkemand, så hans ny ven, konkursrytteren, formulerer henrykt deres ny plan sådan: »Som oberst kan du organisere et kollektivt selvmord på professionel vis med det bedst mulige resultat!«.

Som sagt, så gjort: Efter en enkelt avisannonce får de op mod sekshundrede henvendelser fra ligesindede, indkalder dem til konference og kører snart Finland rundt i en splinterny turistbus og samler hen ved 30 af de mest handlekraftige selvudslettelseskandidater.

En plan om skibbrud – i en rusten færge, der har drevet en af dem til selvmordets rand – erstattes dog af et mere moderne trafikuheld: I bussen over norskegrænsen og til Nordkap, ud gennem autoværnet og direkte i Ishavet.

Smagløst? Jo – men på sin egen helt usentimentale måde også livsbekræftende.

Galgenhumor
For skønt omgivelserne (heriblandt en del ægtefæller!) reagerer ligeglad så fylder det ny, dødsforagtende fællesskab paradoksalt nok ’De Anonyme Dødelige’ med ny livsglæde!

Og trods en del lovlig usandsynlige herresving i fortællingen undgår selv den mismodigste læser vist ikke at trække på smilebåndet undervejs.

At tage billetten med grupperabat er ikke nogen sikker vej til døden. Eller til munter overlevelse – som diverse religiøse fanatikere har vist os.

Men siden Paasilinnas verdenssucces med ’Harens år’ ved vi jo også, at hans veloplagte prosa skal læses efter Piet Heins opskrift om ikke kun at tage spøg for spøg og alvor kun alvorligt.

Denne gang har Finlands underfundige svar på Finn Søeborg strammet begrebet ’galgenhumor’ til det yderste for at vise os andre vej til livslysten; og det er jo ikke så dårligt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken