Da Isabel Allendes debutroman ’Åndernes hus’ udkom på dansk i 1982, faldt den på et tørt sted efter 70’ernes sociale realisme.

Den latinamerikanske magiske realisme var allerede slået an internationalt.

Gabriel García Márquez’ ’Hundrede års ensomhed’ var allerede udkommet i 1967, men nu kom en »Márquez i skørter«, som nogle kaldte hende.

Hun kunne fortælle om Chiles historie og lidelserne under Pinochets diktatur, samtidig med at hun fremstillede slægter med stærke kvindeskikkelser, der havde en udstrakt fornemmelse for det, der ligger mellem himmel og jord.

Det passede lige ind i tiden.

Kvinderne rejser sig altid igen
Efter en lang række bøger gør hun noget af det samme igen i ’Mayas dagbog’.

Den nittenårige kvinde, der er vokset op hos sine farforældre i Berkeley, kuldsejler helt og ender som utilpasset teenager på et behandlingshjem i Oregon.

Det flygter hun fra for blot at havne i narkomani og prostitution i Las Vegas uden at ane noget om den kriminalitet med falskmøntneri, hun bliver indblandet i som uvidende offer, indtil hendes farmor sørger for at få hende gemt væk for verden i en chilensk udørk, øgruppen Chiloé.

LÆS OGSÅIsabel Allende modtager stor dansk litteraturpris

Her restituerer hun sig gennem et år uden kontakt med omverdenen, og hun opdager ikke så lidt om sin baggrund og om den gamle mand, der huser hende. Han blev fængslet og tortureret under diktaturet og forvist til Chiloé, hvor han nu arbejder som antropolog.

Store familiehistorier, menneskeskæbner underlagt politisk undertrykkelse og et ungt menneske i frit fald er i spil her. Men ingen kvinde hos Allende, der ikke kan rejse sig selv efter at have været helt nede at ligge eller blive rejst af hjælpende (kvinde)hænder og et varmende lokalsamfund.

Et lille samfunds forbandelse
Romanen former sig som Mayas dagbogsoptegnelser på øen, hvori hun skriver om sin egen og sin families historie, mens vi på skift hører om hendes oplevelser i den gamle Manuels hus.

Han studerer øens myter, og selv er hun også en slags antropolog, når hun overrasket registrerer, hvordan et lillebitte afskåret samfund fungerer.

De 300 beboere er næsten som en familie. De bytter ikke bare varer, men også tjenester på vidtforgrenede måder, for sådan overlever man et lille sted uden de store indtjeningsmuligheder.

Inden der går for meget ø-romantik i det, får vi også indblik i det lille samfunds forbandelse i form af alkohol, vold og incest. Myten om skovdrengen er således blevet til for at dække over graviditeterne hos piger, der er blevet voldtaget af deres fædre eller brødre.

Behjertet hjælp
Allende er en udpræget fortællerske med sans for melodramaet.

Maya opdager gamle kærlighedshistorier, og selv mærker hun flammen, da en tilrejsende besøger øen.

Tabet af hendes danske mor, der afleverede hende som en nyfødt pakke hos bedsteforældrene, og tabet af den elskede farfar har ført hende ind på et selvdestruktivt spor, teenageårenes »underjordiske rejse«, som det hedder. Nu får hun kontakt med den afdøde farfar og haler sig selv og den gamle Manuel med de mange sår op ved hårene.

LÆS OGSÅChilenske kritikere ignorerer Allendes nye roman

Vi er med til en del på øen, bl.a. heksemøder, hvor kvinderne healer sig selv. De tror ikke på medicin mod psykiske sår, men på behjertet hjælp.

Spændingselementer er der nok af, for der er jo forfølgere efter Maya fra tiden i Las Vegas’ underverden. Det er svært at skjule sig i dag, selv i en afkrog af verden.

Spændingsroman med opvæksttraumer
Isabel Allende er vældig dygtig til at få samlet de komplicerede tråde til sidst, alt imens hun fortæller et væld af historier.

Hun skriver med højt humør, energi og et glimt i øjet.

Men det hele bliver lovlig hæsblæsende.

’Mayas dagbog’ er en spændingsroman med opvæksttraumer tilsat fortidig politisk undertrykkelse, nutidig kriminalitet samt kvinders sans for det overnaturlige.

Resultatet er magisk realisme light.