Stockholm det Herrens år 1990. Jerntæppet er slidt og tyndt, og om lidt er det borte, og så går der snart hul på ondskabens rige, det mægtige Sovjetunionen og dets omegn, ja, hele den del af Europa, som er underlagt en eller anden form for socialistisk tyranni. Flot og fin debutroman Den lidt forhutlede adjunkt, boheme og freelancejournalist Tobias Meijtens snubler ved et tilfælde ind i en ulykke, hvor en mand falder ned fra en terrasse. Selv om politiet og andre inde i magtens cirkler gerne vil have det til at være selvmord eller det, der ligner, tyder alt på mord, sågar likvidering. Og dette drab følges op af andre, som på mystisk vis slås ihjel. Og hvem er manden fra balkonen i det hele taget? Det er 'Manden fra Albanien', som titlen lyder på den svenske miljøkonsulent Magnus Montelius' flotte og fine debutroman. Det er nemlig i den grad en dødspændende og velskreven spionroman om dengang for ikke så længe siden, da KGB endnu var i blandt os. LÆS OGSÅPinlige bøffer svækker lidt for pæn spion-roman Montelius' antihelt, Tobias, arbejder ligesom hos Stieg Larsson på en kritisk og politisk ugeavis og minder endog en smule med sin løsagtige maskulinitet om Mikael Blomkvist, men helt og aldeles uden hans kvindetække og kækhed. Spionagens kammermusik Men hvor Larsson breder sin historie ud om kvinder, mænd og andre fjender med filmmusikkens store symfoniske orkester med messingsuppe og larmende pauker, er Montelius' roman spionagens kammermusik med spionagens strygere a la John le Carré. Ja, på mange måder handler 'Manden fra Albanien' meget om Le Carrés mesterværk om efterretningsmanden George Smiley. Om forræderi blandt venner, gammel kærlighed, som ikke ruster, svigt og svig i en forgangen verden, der endnu var ung, idealistisk og håbløs blåøjet på venstre side. Romanen er nemlig også en spids og sardonisk sædeskildring af ambitiøse akademikere og politikere, som i tiåret før 1968 svømmede i de grumsede ideologiske vande, hvor både Øst og Vest fiskede hemmelige agenter, gedulgte medløbere og nyttige idioter. Sordin og elegisk adagio Fokus er således på fronten mellem kommunister og socialdemokrater. Men med den særegne politiske accent, at de sidste havde udviklet sig i vort neutrale naboland til en regeringsmagtens overklasse med egen arvefølge og rangorden. LÆS OGSÅForrygende spionroman forfører med farlige kvinder Alt dette spilles med sordin og elegisk adagio. Men der er også lidt søde og bløde følelser mellem den arrogante parvenupige, journalistkollegaen og mislykkede tv-vært, den sofistikerede Natalie Petrini og så den intellektuelle nørd, stædige, standhaftige og øldrikkende historiker Tobias Meijtens. En romance, ikke for valdhorn, men snarere for redekam og jødeharpe. Så regn ikke med sex eller vold fra væg til væg, men med intelligent og stilsikker underholdning. Nænsomt eksponeret ud i lange symptomatiske samtaler og spontane scener med latent spænding og dirrende signaler. Plottet hænger måske lidt for meget sammen på tilfældighed og spontane bekendtskaber, men skægget og de blå briller fejler bestemt ikke noget.