En lille spinkel dreng skal blot gå en kilometers penge oppe i det rustikke og skovrige Norge.

Hjem til sin enlige mor, som overvejer at gå ham i møde, men det gør hun ikke.

Det bliver skæbnesvangert. I hvert fald giver det moderen skyld sidenhen og for evigt, da drengen findes skændet og myrdet i skoven kort tid efter. Fundet af et ægtepar i 30’erne, som har mistet gnisten til meget andet end vanens tryghed og det vedtagne trivielle.

Så arriverer strømerne, Sejer og Sverre, i Karin Fossums nye fremragende krimi, ’Den som elsker noget andet’, et ekko af det psykologiske begreb på den længsel, som perverst fører til parafili, præference for afvigende seksualitet, noget andet og anderledes.

Deprimerende og livgivende
Men snart forsvinder en anden dreng, og alt tyder på, at en seriemorder er på spil.

Imidlertid er også så meget andet på spil i en kriminalroman, som på alle måder sprænger rammerne for slagsen, sågar på en både deprimerende og livgivende facon.

Den som elsker noget andet’ handler om ondskab og det at sætte børn i verden på trods af netop det uforståeligt onde og grusomme nedslag af meningsløshed. For at bruge et fint ord, så er der en teodice-diskussion, samtaler om Guds væren i verden i gang inde i plottet.

Fossums stovte Robert Mitchum-agtige politikommissær Konrad Sejer med sit kristne-socialistiske syn på kriminalitet konfronteres med præstesønnen, den frafaldne teolog, makkeren og strømeren Sverre, som leverer meningsløshedens tilstedeværelse i skæret af en enten meget død eller meget fjern Gud.

Dyster og håbefuld
Men bare rolig nu. Disse tunge aspekter overskygger ikke, at historien er så brandspændende, at denne anmelder læste den ud i et stræk.

Også fordi den er så velskrevet, metaforisk dyster og dog empatisk poetisk, så sandelig sørgelig, men som sagt også positiv, åben og håbefuld.

Det er synd for menneskene, også for de pædofile og de anderledes, som er oppe imod konformitet og konservatisme. Plottet rummer en social og latent kritik af et samfund, som via modeblade og medier har seksualiseret barndommen helt ud i det perverterede og groteske.

Små piger skal have dyb kavalergang og markeret køn allerede i børnehaveklassen og drenge spiser sig tykke og til mobning, fordi de ikke kan klare maskulinitetens krav om fitness og fasthed.

Moradset i stillelivet
Her som hos andre nordiske forfattere er provinsen et dæmonisk morads af det komiske, burleske og halvfascistiske. Inden i det skjulte stilleliv, bag sidegadens facader af alfaderlig anstændighed og bornert borgerlighed, bliver børn og hustruer slået til føje bag gardinerne.

Ganske vist er sex hos Karin Fossum noget tolerant og relativt i forhold til menneskers divergerende og hensynsfulde længsler, til gengæld er kærligheden noget bastant ansvarligt, et anker af et bindende anliggende menneske og menneske imellem.

På det sæt er hun eksistentialistisk i gammeldags forstand. At ville den anden bør være et etisk valg med dertil hørende angst for at fejle fatalt.

Hun bekræfter med sine skandinaviske medsøstre – såsom Kerstin Ekman, Inger Frimansson, Unni Lindell og Karin Alvtegen – at genren kan bære meget mere end tidstypisk feminisme, verbaliseret magtbrynde og spændingsbelagt livsstil.

’Den som elsker noget andet’ skal i den grad anbefales.

Også på klicheens vinger til den, som ellers aldrig læser en krimi.