Portrættet er ikke en genre, der fylder forfærdeligt meget i moderne lyrik.

Der er stadig digtere, der sender respektfulde eller uhøjtidelige fødselsdagskort til hinandens skrivestuer, når der er runde fødselsdage, men det er undtagelsen.

Så allerede af den grund er Christel Wiinblads portrætgalleri ’49 forelskelser’ usædvanligt.

Samlingen består udelukkende af portrætdigte, og leder man efter en umiddelbar historisk reference, så er den mest oplagte den mytomaniske fandyrkelse, som firser-digterne udsatte rock-ikoner som David Bowie og Jim Morrison for.

Wiinblads digte har den glubske kærlighed til fælles med firserdigtenes dyrkelse af de døde og de levende. Og så er de fleste af dem alligevel så helt, helt forskellige.

Ærindet er selvransagende mere end ærbødigt eller idoldyrkende.

Portræt og selvportræt
Der skal to til en forelskelse.

En, der er forelsket. Og den anden, som den ene er forelsket i. Derfor er det vigtigt, at ordet ’forelskelser’ indgår i titlen, mens ’portrætdigte’ kun er en undertitel.

Det er nemlig portrætter, der udmærket godt ved, at de i næsten lige så høj grad er selvportrætter.

Det vi vælger at elske og beundre, fortæller om os selv.

De 49 forelskelser bliver således indirekte 49 facetter af et selvportræt. Et selvportræt, hvor man er »konstant fordoblet«, som Christel Wiinblad skriver.

I et langt digt om John Forbes Nash (det krøllede matematiske geni fra filmen ’A Beautiful Mind’), fletter hun sig selv ind og ud af det matematiske sind: »Christel, John, hvem skriver«, skriver Christel Wiinblad; inden samlingen logisk slutter med et decideret selvportræt.

Foruroligende
Efter at have kredset om den varme grød, boblende af depression, kødelighed, overtryk og afhængighed a la carte.

Det er her i dette afsluttende forløb, at samlingen løfter sig fra portrætgalleri til noget dybere, noget mere intenst og foruroligende.

Samlingen rummer portrætter af familiemedlemmer, portrætter af ukendte navne samt en lang række rockmusikere og forfattere.

Fra den unge rock-desperado Pete Doherty fra det passende betitlede band The Libertines til den norske enspænderforfatter Tor Ulven.

Kreativ erotisk besættelse
Fra Kleopatra til Debbie ’Blondie’ Harry. Fra den androgyne sanger Antony til Villy Sørensen. Fælles for dem er den glubskhed, med hvilken digteren udtrykker sin hengivenhed.

Som om ordene ikke bare vil trænge ind i den portrætterede kunstner og måske afsløre en flig af den kreative krafts hemmelighed, men helt bogstaveligt fortære dem, slubre dem i sig, indoptage dem.

De fleste af de portrætterede er kunstnere af en eller anden slags, men fællesnævneren i iagttagelsen og fascinationen synes nærmest at være en slags kreativ erotisk besættelse.

Som om kunstnerne var amuletter af kød og ord, man kan sluge og blive befrugtet af.

Råt og sofistikeret
Det gør ’49 forelskelser’ til et usædvanligt energisk og pågående åndeligt anegalleri. Christel Wiinblad er et både råt og sofistikeret naturtalent.

Netop fordi digtene så at sige går efter manden snarere end bolden, er det digte, der har en voldsom, umiddelbar virkning.

Til gengæld er der ikke så meget at komme efter i mange af digtene. Dybere refleksioner over kunsten bag de valgte kunstnere er ikke vægtet.

Det er selvfølgelig, fordi de har lavet noget spændende og har gjort indtryk, at de er blevet valgt. Noget har gjort indtryk og nu kommer det til udtryk igennem et portræt. Det er en enkel proces. Næsten en fordøjelsesproces.

Æde og blive ædt
Og her synes jeg, man er tilbage ved den virkelige grund til at blive fascineret af disse kraftige, dygtige, umiddelbart tilgængelige digte:

De fortæller, at både i kunsten og i livet drømmer vi om på forskellige måder at æde og blive ædt. Kunsten, begæret, forelskelsen, misbruget.

At fortære med hud og hår og selv en dag blive skidt ud som det rene guld.