Min fornemmelse fortæller mig, at den politiske spionthriller, ’vi ved, at de ved, at vi ved, at de ved’-romaner, fra Eric Ambler til Richard Harris mestendels er for karlfolk med hang til drengerøvede fællesskaber og hemmelige selskaber.

Bevares, der er markante undtagelser, digteren Camilla Christensen har en faible for den divine John le Carré, men ellers synes kvinderne i mit liv i hvert fald, at livet er for kort til koder, sikre huse, diverse dæknavne, falske pas og gustne aflytninger.

Imidlertid har Stella Rimington, tidligere chef for den britiske efterretningstjeneste MI. 5, forbillede for Judy Dench som James Bonds nyeste chef, søsat en serie med den kvindelige topagent, Liz Carlyle.

Feministisk og britisk
Småfeministisk En gæv og professionel pige med ben i næsen, angelsaksisk smuk, sort bælte i spionage og en elegant bankmand fra Amsterdam som romantisk bolleven i weekenderne.

Altså alt i alt sådan lidt tilsat småfeministisk og kvindebevidst drive i denne spionroman, ’Den illegale’, om (nye) russiske agenter i London Town og omegn, et mystisk maleri og mennesker med flere identiteter.

Okay, alt er desværre ikke helt som i den gode gamle kolde krig med ideologiske lyddæmpere og politiske renegater. Men alligevel og heldigvis for genren, er senmodernitetens tsar over alle slavere, Putin, forhenværende KGB-mand med stormagtsdrømme for de tidligere sovjetrepublikker!

Bortset fra sin kvindelige agent er ’Den illegale’ yderst gammeldags og meget britisk i hele sit design.

Fra verden af i går
Russere har ’slaviske kindben’, franskmænd, de der frøspisere med løse håndled og perverse pupiller fra den forkerte side af Kanalen, lugter surt af Gitane-cigaretter, spaniere taler (for) dårligt engelsk, svenskere er (for) alvorlige og nordmænd (for) beskedne.

Ikke kun romanens antropologi er nostalgisk fordomsfuld, nej, hele geografien er helt klart fra verden af i går med stive flipper, tværstribede skoleslips, platonisk neglelak og plisserede nederdele.

Adlede chefer for firmaer for agenter med licens til at dræbe går stadigvæk tankevækkende ture med hinanden, taler sort i storbyens parker med snoede stier. Eller mødes på klubberne for de rigtige (rige) gentlemen fra samme kostskole, hvor den fine menu og de dyre drikkevarer stadigvæk ikke er for vegetarer, afholdsfolk og fattigrøve. Så alt ved det gamle.

Realisme fra flinkeskolen
Rimington skriver ikke dårligt, men heller ikke særligt inciterende, interessant og inderligt. Realisme fra den feminine flinkeskole, hvor Jane Austen heldigvis stadigvæk er rektor.

Vi er i en verbal verden, hvis syntaks er indre monolog, dækket tale og pæne omstændigheder. Da vi er britiske, står sexscener ikke øverst på dagsordenen, vold er velsignet underdrejet, spændingen er gennemkogt, handlingen er tilforladelig.

Smagt til af en mild markant kvindelighed som oliven i den rystede Dry Martini. Lidt i retning af Nynne i nyt spændende job med blå briller og skæg.