Af og til har jeg beklaget mig over digtere, som synes at skrive sådan lidt for sjov: let, koket - og helt ligegyldigt. Jeg har efterlyst stræben, ambition ...

Og så får jeg pludselig i pose og sæk! Eller i hvert fald i pose: Den seneste udgivelse fra Forlaget Basilisk består af seksten løsark i formatet 21x42 cm, anbragt i en gennemsigtig plasticpose. Hvert ark er foldet på midten og dermed kvadratisk, og så er det forsynet med en tegning på forsiden og et » Basilisk« på bagsiden.

Det enkelte ark fremtræder altså som en minimal bog, og folder man det ud, ser man en bred (dobbelt)tekst i skrivemaskineskrift: Der er et digt (eller en strofe?) på hver af siderne, linjeafstanden er stor, og inde omkring arkets midte fletter de to digte (eller strofer) deres vers sammen. Versene i hvert digt er omtrent - og nogle steder: nøjagtig! - lige lange. Oven i købet er der rim, men der er så langt imellem dem i læsningen, at man ikke rigtig hører dem, men kun ser dem.

---

Disse yderst formstrenge kompositioner kræver koncentration og tålmodighed af læseren, men kan man levere det, får man sandelig også noget ud af anstrengelserne. Der er vilde stilspring, kompleks syntaks og et bugnende ordforråd, og det tjener alt sammen ét formål: en på en gang minutiøs og overdådig sanselighed - umådelig fintfølende i detaljen og hæmningsløst springende i associationerne. Det er barokt i enhver forstand, svulmende, forskruet og bizart:

»endelig genkendt, mellem læberne flyder en lun og sød mælk, der dækker papillerne med en fed hinde, hvidner dem/ som et rødt stofarmbånd tabt i en spand med kalk: pletterne af smør, sne og sirup smelter mod hofterne, bukkende/ klokkerne på engen, en tone trækkes kurrende frem fra den kuppelformede silhouet, der synker sammen i en em fra/ en ru overflades varmeafgivelse, men kun en fordybning udhules af staldens skygge: som slibestøv af safir fænger/ en asters' kirlian-aura bag aftenskyerne, vidjerne bliver sorte i bålene, og asken døsende i sin egen varme grå/ og hvid, når den drysses i mælk og bruges som ansigtsmaling: i bjergets magnoliedampe syder en lampe af rispapir.«

Hele herligheden er betitlet 'struktur. 16 objekter - forarbejder til Peter Louis-Jensen' hvilket skyldes at udgivelsen angiveligt lægger sig i forlængelse af skulpturen 'Struktur. 16 objekter' fra 1966, skabt af den nævnte billedkunstner.

At det er »forarbejder«, der fremlægges her, næsten fyrre år efter at skulpturen blev til, skal man ikke lade sig forstyrre af: Digtene 'forarbejder' nemlig skulpturens idé - som angiveligt var at lade seksten objekter flytte rundt i byrummet på ladet af en lastbil for på den måde at åbne forskellige rum rundt om den enkelte genstand.

Noget tilsvarende gør digtene, idet udgivelsens 16 ark kan købes separat og dermed indgå i alle tænkelige relationer med hinanden og alskens andre tekster.

---

Navnet på ophavsmanden til denne ejendommelige udgivelse glimrer ved sit fravær. Anonymiteten har sikkert sine dybe, kunstideologiske grunde, men jeg kan nu ikke lade være med at synes, at der er noget selvfedt koketterende over den gestus: De, der følger med i den nye poesi, vil vide at det er Mikkel Thykier (f. 1977) der står bag - og hvorfor skal andre så forholdes den viden?

At det er ham, kan man se dels af den særegne stil, og dels af de brede og sammenflettede dobbeltdigte; begge dele prægede den bemærkelsesværdige debut 'Skyggerne er kun flygtige' fra 1997 som indbragte Thykier velfortjente roser og priser i pose og sæk.

Den nye udgivelse kan umiddelbart virke temmelig langhåret, men man skal ikke tage fejl: Den udfordrer bogmediets grænser, og den gør det vel at mærke ikke bare i en avantgardistisk overskridelsesgestus, men med en pose poesi af en sjælden kaliber.