»But what can a poor boy do, except to sing in a rock’n roll band«

Sådan vrængede Mick Jagger i sin tid, akkompagneret af Keith Richards metalliske guitar-riff, på nummeret ’Street Fighting Man’ (fra ’Beggar’s Banquet’-albummet) – som en antydning af, at den eneste vej ud af tristesse og trummerum var at blive popstjerne.

I vore dages Sverige er det tilsyneladende ikke rollen som musikalsk idol, der tiltaler; snarere har man indtrykket af, at den akademiske svenske middelklasse for sig selv går og nynner: men hvad kan en stakkels djøf’er dog gøre andet end at skrive kriminalromaner.

Overbevisende debut
Viveca Sten, egentlig topjurist i det svenske postvæsen, er den nye pige i klassen af samfundsvidenskabeligt uddannede med drøm om at blive noget ved litteraturen.

Og hun debuterer formfuldendt og overbevisende med ’Stille nu’, det første bind i en bebudet trilogi, hvor hovedpersonerne er den af sorg traumatiserede kriminalinspektør Thomas Andreasson og hans barndomsveninde, bankjuristen Nora Linde, hvis fornavn bestemt ikke er nogen tilfældighed.

Thi der mere end sættes vand over til, at hun – i et af de kommende bind – kunne finde på at gøre som sin ibsenske navnefælle, selv om hendes mand er både lækker og læge.

Han er nemlig en frygtelig mandschauvinist og tilmed udstyret med et rivejern af en mor, som gør livet vanskeligt for sin svigerdatter.

Sukkersygetwist
Handlingen udspiller sig i den stockholmske skærgård, på en gang moderne og mondænt ferieparadis for friværdiflippere og hæderkronet familieidyl.

Her har de to hovedpersoner holdt til fra barnsben, og her hjælpes de ad med at opklare et par grusomme og sommerhyggespolerende mord, der viser sig at have tråde tilbage til forvirrede familieforhold for længe siden.

Den sang kender vi godt fra gode gamle Ross McDonald; men nu får vi den altså igen rørt godt op mod moderne svensk femikrimi, hvor twistet denne gang er, at Nora lider af diabetes og derfor skal være omhyggelig med sin kost og sin søvn samt sørge for at tage sin insulin.

Rent stilistisk er der ikke så meget at komme efter. Vivica Sten skriver bedre end Camilla Läckberg, men ikke så godt som Liza Marklund.

Uoriginale personer
Vi hører ikke så lidt om sild og nye kartofler og får beskrevet skærgården i detaljer.

Til gengæld er plottet ganske godt konstrueret og tænkt, og selv trænede krimilæsere vil næppe kunne gætte det før forholdsvis sent i læsningen. Og der bliver spist op, skulle vi hilse og sige.

Problemet er imidlertid, at personerne er så pokkers uoriginale. Vi kender dem næsten for godt: Den sørgende strisser, den lidt undertrykte, men også temmelig tilfredse kvinde, den rare gamle nabokvinde, svigermorheksen og så videre.

Det er triviallitteratur for tænkende mennesker, men som sådan ganske glimrende.

Let læst og hurtigt fordøjet. Tv-serien må være lige på trapperne.