Tre raske gutter højt fra nord tager op på fjeldet for at få en rigtig manderunde, en primitiv hyttetur af den slags nordmænd af begge køn dyrker fanatisk og elsker højt.

Ved hytten er der også en sø, og de tre store drenge i 20’erne ror ud på søen.

Men en af dem er slet ikke rask.

Jon hedder han, og han er indlagt på psykiatrisk hospital på grund af et nyligt sammenbrud.

Selvmord?
Han springer tilsyneladende i vandet og drukner. Selvmord er der dømt, og sagen snart afsluttet.

Men Fossums vanlige vaskebjørn af en politimand, Konrad Sejer, og hans yngre kollega, den melankolske og filosofiske Skarre, aner ugler i mosen og alternative motiver for dette psykotiske og spontane spring fra en robåd.

De to andre barndomsvenner, den maskuline kontrolfreak med sin store Mercedes, Axel Frimann, og den narkotiserede portør og Koran-læser, taberen Philip Reilly, dækker over noget, der måske har gjort Jon syg og selvmorderisk.

Nu havde han endog netop fået sig en kæreste på hospitalet. Så igen, taler vi om selvmord?

Snildt plot
Det skal jeg naturligvis ikke røbe vedrørende Karin Fossums inciterende historie om den meningsløse skæbne og den korte lykke, hendes dejligt stramme og ikke for lange psykologiske thriller ’Den onde vilje’.

Faktisk kan jeg slet ikke røbe noget i så henseende, det gør forfatteren nemlig heller ikke selv!

Fossum er ude i et helt andet ærinde med sit snildt designede plot, som psykologisk og filosofisk leger med læserens medbragte fundering, angst og bæven omkring livets knaphed og dødens (u)endelighed.

Kort sagt, dette (selv)mord er et raffineret startskud til endnu en af forfatterens studier i, hvorledes de gode viljer bliver onde på grund af både tilfældighed og nødvendighed.

Smertelig vending
En sjusket forkert handling og en smertelig vending i den gale retning.

Heldigvis er der midt i sorgen medrivende scener af to kvinders spirende venskab på tværs af stand og klasse.

Og mord. Politiet finder nemlig endnu et lig.

Konrad Sejer, som Karin Fossum engang fortalte mig, hun havde kalkeret over sin ungpigeforelskelse i den amerikanske filmskuespiller Robert Mitchum, er blevet ældre, mere mager, mere ensom og mere traurig.

Han bor reelt ophævet over hele molevitten på trettende etage i et højhus.

Suveræn sprogtone
Men som vennen Skarre siger det så smukt, så er Sejer netop hverken nonchalant eller arrogant hævet over andre dødelige.

Han er mennesket, der vil være den fuldkomne detektiv, og denne forfængelige stræben efter at blive det perfekte menneske reddes kun af en guddommelig, dvs. forfatterens, indgriben, der lader andre kræfter spille ind i opklaring og forløsning.

Så hvis Sejer således begår hybris ved at tro på egen fuldstændighed, så soner han ligesom i den græske tragedie sin nemesis ved inderlig værdighed og respekt over for de døde.

Alt sammen skildret med Fossums suveræne sprogtone med den stille dybde i det usagte, en enkelt humoreske midt i ulykken og den kvikke metafor, som lyser op i mørket.

’Den onde vilje’ er således spændstig og spændende på alle måder som en elementær og traditionel thriller.

Alligevel ganske anderledes og meget meget bedre!