I juli 2003 blev våbeninspektør, dr. David Kelly forhørt af en statslig komite.

Anledningen var hans tidligere udtalelser om, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. To dage efter forhøret, der blev sendt på tv og kaldtes særdeles brutalt, blev han fundet død nær sit hjem.

Tomme pillepakninger pegede på selvmord, men samtidig var venstre håndled forsøgt hugget op med en gammel havekniv – uden fingeraftryk.

Fra officielt hold blev Kellys død klassificeret som selvmord, men siden har de mærkelige omstændigheder omkring dødsfaldet givet anledning til mange spekulationer, i medierne, i bøger og på film.

Nu bruger Helle Stangerup stoffet i sin nye spændingsroman ’En forskers død’, hvor hun sætter to fiktive personer til at interessere sig for selvmordet/mordet.

Stangerup er kendt for grundig research i sine historiske romaner og angiver i sit forord, at hun følger det materiale, der er offentliggjort i Kellysagen.

Men hendes hovedperson er jo fiktiv, og man kan ikke lade være med hele tiden at spekulere i sandsynlighed.

For hvad sker der egentlig, når man kobler nutidigt politisk brændbart stof ind i en fiktion?

Romance for fulde gardiner
Dansk-engelske Amy står i et vadested i sit liv.

Hun er 40 år, fraskilt, og sønnen Tim er begyndt i engelsk kostskole.

Hun er træt af sit oversætterarbejde og forbitret over, at hendes mangeårige elsker og arbejdsgiver har forladt hende.

Nu vil hun være litterær agent i London, men mener, det ville være en fordel at være et kendt navn, så alle hendes ideer og forslag ikke drukner i mængden af forlagshenvendelser.

LÆS OGSÅDetaljens mester fylder 70

I dagene efter Kellys død – i romanen Dr. Cann – befinder hun sig på et kursted i nærheden af gerningsstedet. Det gør den pensionerede historieprofessor Charles Brandon med det indgroede had til magt og autoriteter også, og sammen sætter de sig for at undersøge sagen.

De mailer sammen og mødes nogle gange i de følgende år.

Hvis Amy, der efterhånden føler sig som Anonyme Amy, kan bidrage til dødsfaldets opklaring, vil hun blive et navn.

Det er den noget fantasifulde begrundelse for Amys vedholdende beskæftigelse med sagen.

To ensomme eksistenser finder sammen om en gåde. Der er lagt op til en romance, og en sådan får vi også for fulde gardiner.

Vildtvoksende plot
Men det er ikke Brandon, Amy falder for.

Hendes undersøgelser fører hende til bahá’i-religionens bygning i London – den fiktive Dr. Cann var som virkelighedens Kelly konverteret til denne religion.

Amy fatter sympati for stedets bibliotekar med de rige schweizisk-iranske aner.

Det kan man godt forstå, for sådan en drømmemand findes vist kun i romaner. Han retter gevaldigt op på hendes selvværd ved at falde pladask for hende og straks fri til hende efter at have undersøgt, at hun ikke vil infiltrere bahá’ierne.

Vi kommer viden om i skildringen af de mange miljøer og mennesker – det engelske kursted, bahá’i-religionens logeagtige forbindelsesnet, en jordansk ortopædkirurg, der vil have skovlen under bahá’ierne, en underskøn bahá’i-kvinde med iranske rødder, livet med en teenage- og weekendsøn etc.

Helle Stangerup harskruet et særdeles vildtvoksende plot med politiske og religiøse undertoner sammen. Kombinatorikken er ambitiøs, men lovlig meget af stoffet fremgår af ofte ret stive replikskifter.

Man er underholdt, hvis man da ellers kan tåle blandingen af fakta og fiktion og en kulørt kærlighedshistorie.

Romanen er desværre skæmmet af alt for mange korrekturfejl.

Manglende ord, ombytning af bogstaver, manglende sletning af ord, idiomatiske udtryk, der ikke er helt rigtige, mærkelig ordstilling, fejl i navne og stednavne.