Hans Otto Jørgensen er en af landets bedste og mest produktive forfattere.
Foto: Marcus Bjørn Trappaud

Hans Otto Jørgensen er en af landets bedste og mest produktive forfattere.

Skønlitteratur

5 hjerter: ’Revolutionær – en Andy Warhol-komposition’ er en raserende retrospektiv monsterroman

Hans Otto Jørgensen vender i sin nyeste bog tilbage til det smadrede landskab og miljø, hans tidligere bøger bevæger sig rundt i.

Skønlitteratur

Hans Otto Jørgensen, en af Danmarks uden tvivl bedste forfattere, har udgivet en ny bog, ’Revolutionær – en Andy Warhol-komposition’, hvilket ikke i sig selv er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, hvor mange bøger han har skrevet siden debuten, ’Tårnet’,i 1989. Især var årene 2005-12 præget af en noget nær manisk produktivitet, der resulterede i Ida og Axel-trilogien og det, jeg opfatter som forfatterskabets hovedværk(er), en selvbiografisk romanserie i foreløbig fire bind: ’Hestenes øjne’, ’The Factory’, ’Sæt Asta fri’, og ’Strange Days Indeed’.Når den nye bog alligevel er bemærkelsesværdig – og denne måde at kursivere på har Jørgensen nærmest patenteret efterhånden – skyldes det, at forfatteren med denne bog på en måde har skabt en retrospektiv udstilling over sit eget forfatterskab.

Persongalleriet er således velkendt for kendere af forfatterskabet: Vi møder Indianeren, JimJim, MissMolly, Onkel og Bell (også kendt fra romanerne ’Tårnet’ og ’Indianeren’). Vi er i det samme smadrede landskab og miljø som altid, i det, jeg vægrer mig ved at kalde Udkantsdanmark, men som i hvert fald er det yderste af Jylland, Herrens eller Lars Tyndskids mark (det lille frimærke af jord, man kommer af, som William Faulkner ville sige). Vi hører om stofmisbrug, forfald, vold.

Vi hører om forfatterens barndom, de samme traumatiske begivenheder, da han som barn blev sparket halvt ihjel af et par kvier, da farmoren dør, da søsteren dør (også kendt fra bl.a. ’Hestenes øjne’). Her er for eksempel Lonny, som dør af en overdosis: »Blinkene fra den holdende ambulance nedenfor, som ligesom i stød oplyser blomsterfrisen midtvejs oppe på den høje væg, fortæller på én gang Indianeren, at det er virkeligt, sandt. Hans skrig fortæller det, fylder det hele, og JimJim ved det nu og slår korsets tegn, mumler den tillærte besværgelse, fra en fjern barndom, de fylder det hele, hver for sig, med deres kroppe, deres lyde, men som en karikatur af sig selv og det, der hidtil har skullet forestille at binde dem sammen: retten til at leve det liv, de mente var deres. – Lonny er død«.

Vi vender tilbage og tilbage og tilbage til disse tragiske scener og skæbner, og når det ikke føles som den rene gentagelse, er det, fordi alle disse tvangsmæssige gentagelser ikke blot rummer en nødvendighed, men også en variation. Det er det samme hver gang og så alligevel ikke helt det samme. Det er selvbiografisk og alligevel, nej, selvfølgelig, også fiktion.

Ligesom klitterne på den jyske vestkyst skrider skriften virkelig ud i denne eksperimenterende, halvavantgardistiske bog

Som William Burroughs engang skrev: Hvert ord, jeg skriver, er selvbiografisk, hvert ord, jeg skriver, er fiktion. Som der også står et sted: »Erindringen, dette fordærvelige plidderpladder, hvor fortrængning og ønsketænkning mødes. Og hvordan erindringen som magtens sprog er at ligne ved den private ejendomsret, hellig og almindelig«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Referencerne til Faulkner og Burroughs er i øvrigt ikke tilfældige, men vigtige eksplicitte inspirationskilder. Faulkners arkæologiske udgravninger i et lokalt – geografisk og historisk specifikt – miljø. Og Burroughs’ metode, hans cut-up-teknik, der sprænger ethvert tilløb til kronologisk fortælling og i stedet blander billede og tekst i en kollage- eller montageagtig form: digte, fotografier, tegninger, prosa, breve med mere. En anden inspirationskilde er, som titlen indikerer, naturligvis Andy Warhol, som også bogen ’The Factory’ alluderede til. Men kompositionen hos Jørgensen er noget mere syret og smadret, end den normalt er hos Warhol. ’Revolutionær’angiver da også sin egen genre som’monsterroman’.

Ligesom klitterne på den jyske vestkyst skrider skriften virkelig ud i denne eksperimenterende, halvavantgardistiske bog på over 400 sider. Jeg kan faktisk bedst lide Jørgensen som forfatter, når sætningerne ikke er alt for kontrollerede og visse ord ikke for behændigt kursiverede. Når han giver los og fanden i det. Skønne sætninger skriver han jo alligevel. Skønne, hårde sætninger. Som to af bogens omkvæd: »Volden kommer fra neden fra et ophøjet sted«. Og: »Kysset er tilbage for den, som smadrede alting«. Måske er det netop her – mellem volden og kysset, ødelæggelsen og kærligheden, mellem ruinen og slottet – at det revolutionære findes? I hvert fald har Jørgensen begået en raserende retrospektiv roman, som ikke blot peger tilbage og ind, men også fremad og ud!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce