Midt i mediekværnens malstrøm dukker der undertiden enestående film frem, som kan noget rigtig svært: belyse vores eksistens gennem et enkelt menneskes valg og dilemmaer i konkrete livssituationer. Sådan en filmperle er 'Ida'.

Den sort-hvide film i det klassiske, næsten kvadratiske Academy-format åbner med frapperende billeder af unge novicer i et polsk kloster ude på landet, i færd med at restaurere og genopstille en Jesus-statue på den snedækkede plads foran bygningen.

LÆS OGSÅ Københavnsk filmfestival sætter igen publikumsrekord

De grå mure, de unge pigers grå kapper og lange kjoler, den hvide sne og den sorte jord derunder – tilsammen flytter det tilskuerens bevidsthed så langt væk som overhovedet tænkeligt fra bankkup og biljagter, superhelte og citysingler, middelklasseliv og ægteskabskriser, og hvad 90 procent af nutidens film ellers præsenterer som vores ’virkelighed’.

En brat opvågnen

Novicen Anna har levet hele sit liv i klostret, og snart er hun parat til at aflægge løftet om et liv som nonne. Men inden da, bestemmer abbedissen, skal forældreløse Anna møde sin eneste slægtning, en tante ved navn Wanda.

Ugens film: Susanne Bier flopper

Er Anna helt bogstaveligt et lille guds ord fra landet, så er tanten anderledes fortrolig med tilværelsens barske sider: Hun bor i byen, hun er dommer og ikke alene i almindelige forbrydelser, hun dømmer også forbrydelser mod samfundet, altså de tidlige 1960’eres kommunistiske Polen. Det job har berøvet hende alle illusioner.

LÆS OGSÅ Ombrust dansk familiefilm skal have en toer

Da Anna ringer på hos tante Wanda, bliver døren åbnet af en moden, hårdkogt dame, kun iført natkjole, smøg og morgendrink, og i baggrunden er en tilfældig herre ved at stå ud af sengen og finde sine bukser. Billedet er et chok, fordi vi ser det med Annas noviceøjne. Og tantens første oplysning er det ikke mindre: »Dit navn er ikke Anna, men Ida Lebenstein. Du er jøde, og dine forældre blev dræbt under krigen«.

Sparsom forlystelse

Det umage par begiver sig nu ud på eftersøgning af fortiden i form af forældrenes eventuelle grave i skovene uden for Lublin – og måske også drabsmændene. Blot 15-20 år efter krigen er polsk provins et studie i glædesløs fattigdom, kun kort afbrudt af et lokalt jazzorkester lørdag aften på det lokale og bogstaveligt talt farveløse hotel.

Ida møder livet uden for klostermurene for første gang, mens Wanda er så led ved det, at hun prøver at drikke, danse og hore det væk. Galgenhumoristisk og fandenivoldsk ryger hun bl.a. i spjældet for spritkørsel – og ud igen under betjentenes autoritetsangste bukken og skraben for »fru dommeren« – men natteravnens liv er måske ikke den bedste reklame for de sanselige glæder, som Ida dog forsøgsvis fristes af i skikkelse af en sød ung saxofonist.

Lige så sparsom som muligheden for forlystelse i det grå landskab er dialogen mellem de to kvinder, men desto mere sigende deres spil. Med et Bach-præludium som Leitmotiv illuderer den unge Agata Trzebuchowska med det mørke observante blik i et kønt, lidt fladt ansigt slående som en erfaringsløs, men oprigtigt troende begynder i livet. Mens Agata Kulesza – til tonerne af Mozarts ’Jupiter’-symfoni – formelig gnistrer som den illusionsløse tante Wanda, hvis livshunger er ved at bukke under i livslede, både af tragiske private årsager og som reaktion på en totalitær og hyklerisk samfundsorden.

Snarere end dialogen er kameraet – ført af Ryszard Lenczewski og Lukasz Zal og belønnet med European Film Award – en tredje medspiller: Som vores undrende blik glider det over afskallede mure, himmelstræbende fyrrestammer og vidtstrakte sne- og muddermarker eller zoomer ind på ultranærbilleder af et par fødder, et ansigt eller bare et par øjne. Stadig i det sort-hvide billedformat, næsten tidløst og dog med hilsen fra datidens polske nybølge-film, Wajdas ’Aske og diamanter’ og Polanskis ’Kniven i vandet’.

’Ida’ kommer nemt til at lyde som noget andet, end den er. Den er nemlig ikke en livsfjern ’kunstfilm’. Ikke kun en mørk film om novicens møde med sin oprindelse og med sit lands lige så fortrængte fortid. Det er den, men også en ’mental roadmovie’ om to livssyn, om valget mellem ’tilfældige’ identiteter som ’Anna’ og ’Ida’; mellem hengivelse til en Gud og til korporlig jordisk kærlighed; mellem at lægge sit pund i denne ufuldkomne verden og i en hinsidig.

En gravalvorlig, men alligevel også lys og livsnær film om mennesket alene med livets valg.

fortsæt med at læse

Drengebogseventyr mister fodfæste i hæsblæsende jagt