Der er mange plader, der står på tæer, til deres fødder går i krampe i deres iver efter at nå stjernerne.
Mange plader, der vil det hele, og næsten lige så mange, som alligevel aldrig lykkes.
Der er alle de andre, der har udgivet plader i 2014 indtil videre. Og så er der Behemoth. Det polske ekstremmetalband, som med deres 10. studiealbum, ’The Satanist’, har præsteret et tidligt, men usvigelig sikkert bud på årets bedste metalalbum.
Et album, der stråler med sin nådesløse brutalitet, sit nærvær og en helhedsfornemmelse så gennemført, at det transcenderer det gængse albumformat. Det her er et værk. Og et monster af en plade, som det er mig en fuldbyrdet glæde at sende videre ud i verden på sine sorte vinger med et skudsmål så glohedt, at Rådhuspladsen endnu stinker af afbrændt fjerpragt.
Eksplosivt temperament
’The Satanist’ er Behemoths første plade, siden frontmand Adam ’Nergal’ Darski tilbage i august 2010 blev diagnosticeret med en aggressiv form for leukæmi. Sygdomsforløbet adresseres aldrig konkret, men spøger i teksternes insisterende kredsen om Satan, død, genfødsel og dommedag.
Emner, som Nergal, der nyder rockstjernestatus derhjemme og har været dommer i det polske svar på ’X Factor’, gav det polske folk en prøve på, da han i 2007 rev en bibel i stykker og gav den katolske kirke et verbalt møgfald fra scenen under en koncert. Han blev anklaget efter hjemlandets blasfemiparagraf, og selv om sigtelserne er frafaldet to gange, er det ikke noget, det religiøse Polen har glemt.
Så da det blev en kendt sag, at Nergal var alvorligt syg, modtog han et væld af breve fra vrede troende, der mente, at satanisten nu endelig havde fået som fortjent. Og det er den vrede, der ligger til grund for store dele af ’The Satanist’s eksplosive temperament.
Heavyrocker skal for retten for at rive bibel over - igenLeukæmien er han blevet kureret for nu.
Og måske er det netop derfor, albummet er endt som et studie i overlevelse. Det er en plade, der kører dig midtover, hvis du ikke knytter næven og slår igen, når den frontalangriber både hørelse og centralnervesystem med attentater af brølende guitarer, afgrundsdyb bas og dobbeltpedalpendulerende blastbeat-trommer. I glimt kan albummet opleves som et decideret fysisk overgreb.
Leveret med en virtuos opfindsomhed.
Den smukkeste nat
Nergal er mere budbringer end bæst. Han lyder ond. For det skal han.
Men selv om lyrikken er voldsom, kan essensen af ’The Satanist’ koges ned til en linje i den polsksprogede spoken word-passage på nummeret ’In the Absence of Light’, et uddrag af dramatikeren Witold Gombrowicz’ ’Ægteskabet’, som oversat til engelsk lyder: »Forget all gods! I don't believe in God. Give me man!«.
’The Satanist’ er altså nærmere en plade om det sekulære menneske end om det at ofre geder og brænde stavkirker af. Det er et dunkelhedonistisk helvedesridt af en plade, hvilket forstærkes yderligere af, at bandet heller ikke er for fine til at forfalde til en eksempelvis helt klassisk rockguitarsolo som den, der lukker den formidable ’Messe Noir’ på så gennemført vis, at Slash må brække sig ned i sin høje hat af omtumlet benovelse.
Netop denne lunefulde omgang med egne sprængfarlige virkemidler er en stor styrke på en plade, der nemt kunne have lukket sig om sig selv, høj på sit eget svimlende tekniske niveau og muskuløse fysik.
For det gør kun albummet langt mere dragende og farligt, at man aldrig ved, hvor man har det.
Fra det indledende dommedagsanslag på det majestætisk doomede åbningsnummer ’Blow Your Trumpets Gabriel’, der nærmest luller sin lytter i dvale, inden nummeret eksploderer i maskingeværtrommer, til den buldrende rå dødsmetal på ’Amen’ og titelnummerets dejligt humørsyge blæsere, der, ironisk nok, suger alt resterende liv ud af sangens hidsige finale – på den mest ondskabsfuldt foruroligende og gennemførte måde.
LÆS OGSÅ
Midt i det hele står Nergal og growler med hele vaskebrættets råstyrke, og han gør det, så man nærmest kan mærke de seneste års hvide blodlegemers dødbringende klapjagt i hans indre. Det er ham, der ejer denne plade, og når han når frem til titellinjen i den dystre skønhedsåbenbaring af et sidste nummer, ’O Father O Satan O Sun!’, er det svært ikke at knytte næverne i frådende sejrsrus på Behemoths vegne.
På ’The Satanist’ rækker de polske mørkemænd ikke bare ud efter stjernerne. De når dem i første hug. Og med vædede fingerspidser slukker de dem alle, en efter en. Og den kulsorte nat, der står tilbage, er smukkere, end man måske umiddelbart skulle tro.
fortsæt med at læse
