Man kan stå i timevis med tommelen fremme på en udfaldsvej ved København. På Bornholm kørte der kun fem biler forbi, før den sjette, en hvid Kia Picanto, stoppede og Jytte bag rattet råbte hop ind. Da masserne fra vest væltede ind til folkemøde på Bornholm for nylig var øens busser og taxaselskaber så forsinkede og overbelastede, at det ville tage flere timer at få kørelejlighed. At række tommelen ud var derfor eneste håb om at nå reservationen på øens sydkyst.
Jytte reddede aftenen. Mens hun med lokal stolthed fortalte om Rokkestenen og Døndalen, kørte vi igennem markveje kranset af blå kornblomster og hybenroseduftende klitplantager for at nå frem til vores destination: den legendariske bornholmerrestaurant Kadeau.


























