Annonce
Vi guider 4. sep. 2010 KL. 15.00

Vi guider LUKSUSVINTEST: Hvid bourgogne er alle pengene værd

Du kan få vinen til en bedre pris, hvis du køber en hel kasse i stedet for en flaske

Luksusvintesten

MAD prøvesmager i luksusvintesten vine over 100 kroner pr. flaske fra større og mindre importører.

Vinene er udvalgt af de deltagende forhandlere og anmeldes på skift af Henrik Steen Andersen og Jørgen Mønster Pedersen.

Vinenes kvalitet vurderes i forhold til prisen. Der gives karakter fra 1 til 6 glas.

Vi kommer pænt rundt i Europa denne gang med en enkelt afstikker til New Zealand.

Og snakken om, at oversøiske vine skulle være billigere og bedre end europæiske, bliver i hvert fald ikke bekræftet i denne måneds udvalg.

Således er de to sammenlignelige sauvignon blanc-vine, den newzealandske og Sancerren fra Frankrig, vurderet meget forskelligt. Sancerren er vurderet ud fra den pris, den har, når man går ind fra gaden i Charlottenlund og køber en enkelt flaske. New Zealand-sauvignonen koster nogenlunde det samme som vinen fra Sancerre – hvis man altså køber en hel kasse.

Jeg har valgt at vurdere vinen ud fra den højere enkeltflaskepris, for jeg har ikke lyst til at sidde med 12 flasker newzealandsk sauvignon, når vinverdenen er så mangfoldig.

Prisen ved køb af hele kasser kan variere voldsomt fra den pris, man betaler for et par stykker. I nogle tilfælde er der tilbud på vinene i den uge, de omtales i MADs luksustest, så tjek forhandlerens hjemmeside. I denne test er de anførte priser for én flaske uden tilbud.

Smager skønt efter et år
I modsætning til den newzealandske sauvignon blanc kunne jeg godt overtales til at købe en hel kasse af den franske Macon-Fuissé. Det er en vin, der har et vist lagringspotentiale.

De seks glas gives, fordi vinen allerede nu, et år efter høsten, smager skønt.

UGENS VINTESTRød italiensk triumf

Macon i den sydlige del af Bourgogne har mange dejlige hvidvine til særdeles fornuftige priser, også til supermarkeder, men det synes supermarkedsindkøberne ikke at være interesseret i. Et venskabeligt råd lyder derfor: Køb en flaske af denne vin, smag den, og tag så fat i de mange kooperativer, der findes i Macon, og find en vin, der kan sælges til omkring 50 kroner.

Kvaliteten vil selvfølgelig ikke være den samme som i denne måneds vin fra Cordier, der virker, som om den er lavet på druer, der har en ekstra modenhed. Men Maconens friske syre er alle pengene værd – selvfølgelig afhængig af prisen.

Smuk, ung rioja
Blandt de røde vine kommer vi også helt op at ringe i denne måned, endda på en vin fra et så klassisk område som Rioja. Jeg er miljøskadet i den forstand, at jeg godt kan lide unge vine.

Jeg kan ikke se noget forkert i at foretrække enkle, ungdommelige vine med friskhed og ren frugt til en overkommelig pris frem for dyrere og mere ’sofistikerede’ vine med omkostningstung fadlagring.

I hvert fald ikke, når det gælder lande som Spanien og Italien. Er det en plat smag, jeg har? Måske, men jeg har gennem årene smagt så mange unge fantastiske vine fra tank og senere smagt deres ’storebrødre’, som havde tilbragt en vis tid på træ. Det har ofte været skuffende.

NYHEDSBREV:tjeks daglige nyhedsbrev i din mailboks

Og så skal vi lige slutte af med et af mine hjertebørn – Ungarn. Det er formodentlig ikke udelukkende, fordi jeg i de gode gamle 1970’ere overnattede på campingpladsen i Eger, at jeg er glad for denne måneds ungarske vine.

Eger er kendt for sin specielle rødvin Egri Bikaver, på dansk Okseblod, og månedens Hangács (en enkeltmark på 19 hektar) er en blanding af kekfrankos (som vi kender fra Østrig som blaufränkisch), merlot, cabernet franc og pinot noir. Det er en vin, der gør mig glad i kraft af sin elegance og finesse.

For at vende tilbage til danske supermarkeder, så burde de indse, at ungarsk vin, der har gennemgået et fantastisk udviklingsarbejde i de seneste 20 år, er andet end den i øvrigt sjældent sete Tokaji.

Luksusvintesten september 2010
En macon med frisk syre og en ung, men moden rioja – begge til en overkommelig pris – scorer topkarakter i månedens luksusvintest.

Den viser også, at det betaler sig at være opmærksom på prisen, der kan variere meget, alt efter om man køber en enkelt flaske eller en hel kasse.

Hvidvin

Macon-Fuissé 2009
Cordier Père et Fils
Frankrig,

CH-Vin, 1 fl. for 115 kr.
Gul; intense aromaer i både næse og mund; stor stoflighed i munden, men også med macon-vinenes typiske syre.Fantastisk flot vin.

Riesling – von der Fels 2008
Keller
Rheinhessen, Tyskland

Atomwine, 1 fl. for 119 kr.
Gul; fin, enkel riesling-næse; tør, mellemfyldig, flot syre, mineralsk bitterhed i eftersmagen. Dejlig vin uden dikkedarer.

Le Clos de Bannon 2009
Dom. Fouassier
Sancerre, Frankrig

Lars Bjørn, 1 fl. for 145 kr.
Hvidgul; blomstrende næse, tjørn og kaprifolium; mellemfyldig, vis syre, god balance, lang eftersmag. Dejlig vin.

Napbor 2008
St. Andrea
Eger, Ungarn

Laszlo’s Vin, 1 fl. for 100 kr.
Gul; aromatisk, måske for meget; bedre styr på munden, mellemfyldig, lille fadtone, let syrlig. Server ved 12-14 grader for optimale aromaer.

Sauvignon Blanc 2009
Dog Point Vineyard
Marlborough, New Zealand,

Laudrup Vin, 1 fl. for 219 kr.
Hvidgul; lille brændt bolchetone i næsen; renere i munden med stikkelsbærsmag, let sødlig. Kommerciel stil, ukommerciel pris.

Rødvin

Rioja 2008
Artadi
Spanien

Laudrup Vin, 1 fl. for 139 kr.
Mørkrød: meget fin, moden frugt i næsen; fantastisk flot struktur. Smuk rioja på unge stokke til korttidslagring.

Hangács 2007
St. Andrea
Egri Bikaver, Ungarn

Laszlo’s Vin, 1 fl. for 125 kr.
Mørkrød, lysere kant; flot frugtig næse med veldoseret fad; på den lette side, men god smag, syre og tannin. Okseblod af første klasse.

Borie La Vitarèle 2008
Izarn Planes
Saint-Chinian, Frankrig

CH-Vin, 1 fl. for 125 kr.
Mørk blårød; dejlige blåbær og brombær; lidt genert i munden, men stor mundfylde båret af (for) høj alkohol. God, men overvældende.

Pairolero 2007
Sottimano
Barbera d’Alba, Italien

Atomwine, 1 fl. for 149 kr.
Sortrød; fin sveskeagtig barbera-tone i næsen; fyldig, rund med en forfriskende syre midtvejs og indhyllet tannin. Fin Barbera d’Alba.

Gigondas 2007
Château de Saint-Cosme
Frankrig

Lars Bjørn, 1 fl. for 219,50 kr.

Sortrød, tæt; brombær i ren næse; fyldig, mærkbar alkohol, flot tannin. Vellavet vin og god, men aromatisk enstrenget.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer