Der var ikke hul igennem, da Brian Wilson sad ved sit keyboard på Plænen i Tivoli lidt foran de andre Beach Boys hin sommeraften i 1980.

Vi kunne ganske vist både høre og se ham, men det virkede ikke, som om det omvendte var tilfældet. Blikket var blankt og indstillet på uendeligt. Han fremstod som en klon af sig selv. Og lød lige så livløs.

LÆS OGSÅ Gamle strandløver: The Beach Boys er fanget i 1963

Europaturneen var del af den døgnovervågede behandling, Wilson modtog af psykologen Eugene Landy, som havde diagnosticeret ham som paranoid, skizofren og livstruende trøstespisende.

Sådan havde sangeren, komponisten, pianisten og bassisten Brian Wilson haft det i en årrække. Faktisk lige siden han lillejuleaften 1964 fik et nervesammenbrud i et fly på vej til endnu en af de koncerter med The Beach Boys, som hans far, Murray, hyrede dem til i en uendelighed. Det gjaldt i de dage om at smede, mens jernet var varmt.

Angst og vandskræk
Og intet amerikansk band var hottere end drengene fra Hawthorne, Californien, i de år, hvor The Beatles ellers rev alt med sig med samme uimodståelighed som en af de nærmest mytologisk høje surfbølger, The Beach Boys besang i Brians sange om et tidløst teenageliv.

Han surfede ikke selv – det lod han sin lillebror Dennis om. Faktisk led Brian af vandskræk.

Den var iblandet angst for den far, som udlevede sine forsmåede musikerambitioner gennem bandet, som han styrede, som han styrede sin familie – med fast og ukærlig hånd.

Svengali som far
Murray Wilson skaffede dog bandet en pladekontrakt. Han var indpiskeren bag gennembruddet med sange som ’Surfer Girl’ og ’Surfin’ Safari’, men også den, der holdt sine sønner, Brian, Carl og Dennis, og deres fætter, Mike Love, uden for al form for forretningsindflydelse.

For eksempel erfarede Brian Wilson først 25 år senere, at Murray havde indgået frivilligt forlig med Chuck Berry, fordi Brian havde lyttet lige lovligt meget til Berrys ’Sweet Little Sixteen’, da han skrev ’Surfin’ USA,’ det 1963-hit, som for alvor fik verden til at abonnere på drømmen om et evigt solbeskinnet Californien.

Alt andet end ’fun, fun, fun’
Virkeligheden for Brian Wilson var en anden. Livet var alt andet end ’fun, fun, fun’ for nu at citere titlen på et af gruppens første og største hits. Han murede sig mere og mere inde.

Sange som ’In My Room’ og ’I Just Wasn’t Made For These Times’ lød som sarte, smukke melodier, men også som indeklemte råb om hjælp fra en forpint sjæl, der skrev sin musik i et specialbygget værelse, hvor han havde installeret en sandkasse, som han sad med tæerne i, mens han udfoldede sin geniale kreativitet.

Rivaliseringen med Beatles
Det foregik under stærk inspiration fra folk som Gershwin, Disneys huskomponister samt ikke mindst Paul McCartney, som for Brian blev både konkurrent og kollega. Beatles-albummet ’Rubber Soul’ tydeliggjorde i 1965 begrænsningerne ved Beach Boys-musikken. Dem satte Brian Wilson hele sit talent ind på at eliminere.

LÆS OGSÅBeach Boys: Vi er som små kyllinger

Så mens resten af Beach Boys turnerede, komponerede, konciperede og indspillede han albummet ’Pet Sounds’, der sammen med singlen ’Good Vibrations’ blev hans hovedværk og udstak nye veje for popmusik. Leonard Bernstein blev en livslang fan af Brians arbejde.

Sergeant Pepper blev afgørende
'Pet Sounds' udfordrede på sin side McCartney. »Den plade var en sand øreåbner,« har han udtalt. Resultatet udkom året efter.

'Sergeant Pepper's Lonely Hearts Club Band' imponerede og intimiderede Brian i en grad, så han trak sig yderligere tilbage og helligede sig arbejdet med det, han kaldte en »teenage symphony to God«. Arbejdstitlen var 'Smile'. Der skulle gå 37 år, før symfonien fuldendtes.

Da var psykologen Eugene Landy for længst blevet dømt for uhæderlig sammenblanding af klient- og forretningsforhold og havde fået forbud mod at opsøge sin tidligere, nu så godt som helbredte klient. Wilson har dog altid betonet, at Landys kontroversielle metoder for ham blev en redningskrans.

Sjælens renselse og førsteklasses pop
I 1988, samme år som Beach Boys blev indlemmet i rockens Hall of Fame, lod Brian bandet soppe rundt i egne interne konflikter og udgav soloalbummet 'Love and Mercy'.

Det er musik som en slags sjælens renselse ud over selvfølgelig at være førsteklasses pop.

Siden har manden, der er blevet kaldt poppens Stravinskij, udsendt en håndfuld soloalbum, som ikke kun er af terapeutisk art.

Sol til dagen i Aarhus
I år har Brian Wilson så forligt sig med sin fortid.

Han virker stadig skrøbelig, men absolut nærværende i de interview, der er givet i anledning af, at han sammen med resten af de overlevende Beach Boys for nylig udgav cd'en 'That's Why God Made the Radio' med vokalharmonier af den slags, man skal være ret blasert for ikke at blive rørt af.

Gruppen følger pladen op med en turne, som også bringer dem til en friluftskoncert i Aarhus 1. august.

Der er bestilt sol til dagen. Hvad ellers?

FACEBOOKBliv ven med Politiken