Det er langtfra en grå og anonym embedsmand, som i sidste uge satte sig i chefstolen for Socialstyrelsen.

I en tid, hvor socialpolitikken med de grusomme børnesager, kommunale besparelser og fattige Carina’er er i fokus, er det med Knud Aarup en skarp kritiker af samfundets behandling af de allersvageste, der bliver direktør for de 350 ansatte.

Socialstyrelsen har til opgave at rådgive Folketinget og ministeren i forhold til socialfaglige spørgsmål og at bistå kommunerne med socialfaglig viden.

Og 57-årige Knud Aarup, som er cand. scient.pol. fra Aarhus Universitet, har både viden om og holdninger til socialpolitikken. Han har sine meningers mod – måske til tider endda overmod, og han har engang offentligt måttet undskylde sine udtalelser i medierne.

Knud Aarup kommer fra en stilling som social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Herfra har han kritiseret de landspolitiske besparelser på handikapområdet, »massive nedskæringer hos nogle af de borgere, der er allermest afhængige af samfundets hjælp«, som han udtrykte det. Men han har også kritiseret kommunernes indsats.

Så sent som sidste efterår sad han i Socialpolitisk Forenings høringskomite, hvor sociale aktører kom med anbefalinger til en ny socialpolitik. Fra komiteen kom en kras kritik af kommunerne og et forslag om, at der oprettes en myndighed, som kan vurdere, om kommunernes praksis på det sociale område er god nok – hvilket komiteen ikke altid mente, at den er.

Foruden seks år som social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune har Knud Aarup blandt andet været børn og unge-direktør i Horsens Kommune og forvaltningsdirektør i Horsens Kommune.

Knud Aarup ser selv sin kommunale baggrund som en fordel, fordi han kender de udfordringer, kommunerne står med i disse år, hvor de kommunale budgetter kun bliver mindre.

»I disse år sker væsentlige reduktioner i forhold til samfundets mest udsatte personer, og jeg har selv som kommunalchef været med til at skulle skære ned de sidste år. Hvis jeg i min ny stilling kan gøre det bedre, så er det en vigtig opgave for mig«.

Socialstyrelsen har det seneste år haft mottoet ’Viden til gavn’, og Knud Aarup fremhæver det som en »hammergod« beskrivelse af styrelsens vigtigste opgaver.

»Når økonomien er trængt, er det vigtigt, at kommunerne får hjælp til at bruge pengene rigtigt, så vi har en bedre socialfaglig effekt af det, vi laver. Vi har igennem mange år brugt mange penge på det sociale område, men når vi ser på, hvad vi har fået ud af det – at vi for eksempel bruger i omegnen af 15 milliarder kroner om året på udsatte børn – kan man spørge, om vi har fået tilstrækkelig effekt for pengene. Jeg ser mit ny arbejde som en mulighed for at være med til at løfte det sociale område«.

Med tankerne om, at kommunerne på det sociale område kan være mere effektive for de samme penge, ligger Knud Aarup ikke langt fra sin minister, socialminister Karen Hækkerup (S), og det gør han heller ikke med de tanker om, at balancen mellem rettigheder og pligter i samfundet skal genskabes, som han fremsatte i sin bog fra 2010, ’Frivillighedens velfærdssamfund’.

Her var grundtanken, at vi som samfundsborgere i højere grad skal påtage os en forpligtelse over for det fælles samfund, og at flere af velfærdssamfundets opgaver skal lægges over i civilsamfundet – helt konkret til frivillige. Men vel at mærke kun hos de borgere, som har overskuddet.

For eksempel at alle unge under 25 år skal aftjene fire måneders samfundstjeneste, som hjælp i daginstitutioner eller i belastede boligområder, lød forslaget.

I fritiden er den store interesse klassisk musik. Knud Aarup betegner sig selv som lidt af en nørd med sin forkærlighed for Robert Schumanns lieder, og han skynder sig at tilføje, at han også kan lide de store symfoniske værker, for eksempel Mahler, og at han er en stor barokfan.

Knud Aarup er præstesøn; han er født på Frederiksberg, men har boet det meste af sit liv i Aarhus, hvor han også nu bor med sin hustru. Tilsammen har de fem voksne børn.

Nu kommer han til at dele sine arbejdsdage mellem Socialstyrelsens kontorer i Odense og København. Og hans færden bliver nok lidt mere afdæmpet fremover.

»Ministeriet kender mig jo godt, de ved, hvem de har ansat. Men nu bliver jeg jo kastet ind i landspolitik, og jeg ville nødig være anledning til, at ministeren fik et paragraf 20-spørgsmål i Folketinget. Mine grundholdninger har ikke ændret sig af, at jeg har fået jobbet, men jeg skal nok lære at formulere mig lidt forsigtigere«.