Annonce
Annonce
Økonomi

Tyskland kæmper mod tiden i et kapløb for at redde atomaffald op fra en utæt saltmine

De første beholdere kommer op om 17 år. Prisen: en mia. kr. om året.

Her ser I det, som ikke kunne ske

Dr. Ingo Bautz, informationschef i saltminen Asse

Braget fra metaldørene, der lukker det lille tremmebur, er koldt og klart som lyden af en istap, der splintres mod asfalt. Dørene låses udefra med en slå. Umiddelbart efter gjalder en gammeldags ringeklokke advarslen ud i luften: Buret er på vej ned.

Det store hjul, der overfører kraften fra maskinhuset til mineskaktens kabel, sætter sig i bevægelse. Først langsomt, men snart hurtigt, giver kablet efter for tyngdekraften. Buret sætter kurs mod jordens indre. Accelerationen føles som frit fald, godt hjulpet på vej af en iskold vind, som suser gennem tremmeburet. Larmen umuliggør al videre snak.

Farten stabiliserer sig på knap 40 kilometer i timen. Allerede efter få sekunder stiger vindens temperatur. Men larmen er lige høj – og så er der mørkt. Ikke mørkt som i ens soveværelse, hvor man godt lige kan skimte kanten af stolen og omridset af vinduet, når man vågner om natten. Nej, det er mørkt som barndommens mareridt om at have mistet synet for evigt.

Efter godt et minut tager farten af. Et hårdt bump og en ny ringen fra endnu en bedaget ringeklokke annoncerer, at buret er nået frem. En underjordisk verden åbner sig. Vægge, lofter og gulv går ud i ét. Alt er smudsighvidt. En lille Jomfru Maria-statue sidder oplyst bag glas, så man kan stryge hånden hen over hende, inden man går videre ind.

LÆS OGSÅ: A-kraft: Værkerne lukker 2022, men affaldet stråler 100.000 år

»Velkommen under jorden. I er i kammer 4, som er det seneste fra 1964«, siger dr. Ingo Bautz, informationschef i saltminen Asse. Vi er i Niedersachsen. I en gammel saltmine fyldt med atomaffald. Iført hvidt tøj, hvide hjelme og dosimeter. Alt, hvad vi ser omkring os, er salt. Dannet for mellem 60 og 250 millioner år siden – altså nogenlunde gennem al den tid, hvor dinosaurerne regerede på jordens overflade. Temperaturen er over 30 grader. Men man mærker ikke sveden, for luften er knastør, og det stikker i halsen, når man trækker vejret. »Det er saltstøvet, I kan mærke«, forklarer Ingo Bautz.

I minibus 750 meter under jorden

Han leder os hen til minibusser, der står klar med tændte motorer. Bilerne sætter sig i bevægelse. Det går stejlt op og ned ad de brede minegange, og lyset fra forlygterne skærer gennem den støvede luft. Bilerne stopper. Vi står ud. Lyden af rislende vand er umiskendelig. Ingo Bautz løfter et låg og ganske rigtigt: Der løber vand.

»Her ser I det, som ikke kunne ske. Nemlig at grundvand er begyndt at sive ind i minen og truer med at oversvømme den. Det er det, vi kæmper mod. Bliver minen først fyldt med vand, får vi aldrig fat i det radioaktive affald – og så risikerer vi, at det øvrige grundvand i området bliver forurenet«, siger Ingo Bautz.

Hver dag siver der 12.000 liter vand ind i minen, som så pumpes ud igen. Vandet er fuldstændig mættet med salt, hvilket er den eneste grund til, at det ikke skyller minens vægge, lofter og gulv væk.

»Den store frygt er, at der pludselig kommer vand, der ikke er saltmættet. Så går minen i opløsning«, siger Ingo Bautz.

LÆS OGSÅ:Grøn politik truer over 100.000 tyske jobs

Asse er en saltmine etableret helt tilbage i begyndelsen af det 20. århundrede. Fra 1965 og frem til 1978 deponerede man alt Tysklands radioaktive affald her i en blind tro på, at lagring af atomaffald i saltminer var den sikreste løsning. Men allerede i 1988 begyndte der at sive saltvand ind i minen, og man konstaterede i 1994, at det var forurenet med tritium over grænseværdien. I 2001 kunne man konstatere, at også grænseværdien for cæsium-137 var overskredet.

I 2010 viste det sig – efter at det tyske miljøministerium havde overtaget kontrollen med minen fra forskningsministeriet – at der var deponeret næsten 13 gange mere radioaktivt affald, end der var registreret. Det er også uklart, hvad hver enkelt beholder indeholder.

»Kombinationen af, at vi reelt ikke ved, hvad der er af radioaktivt affald, og at vi heller ikke ved, om vi kan holde vandet stangen til evig tid, har fået regeringen til at beslutte, at affaldet skal op og deponeres et andet sted«, siger Ingo Bautz.

Det er det, mange hundrede ansatte nu arbejder på. Man har foreløbig boret ind i det ene af 13 kamre og konstateret den gode nyhed, at der ikke er radioaktivitet i luften – hvilket betyder, at beholderne synes at være tætte. Til gengæld viste det sig, at kammerets loft er ret skrøbeligt.

»Vi skal nu lige så stille og roligt bore ind i de 12 andre kamre og derefter lave en plan for at få affaldet op«, siger Ingo Bautz. Det kræver en ny skakt, det kræver et mellemlager over jorden, og det kræver maskiner, der adskilt i smådele skal sænkes 750 meter ned og samles igen.

»Hvis alt går efter planen, begynder vi at tage affaldet op i 2033 – altså om 17 år«, siger Ingo Bautz. Indtil da arbejder de mange hundrede mænd og kvinder i treholdsskift på at holde minen åben. Der er 120 på hvert skift.

Prisen? En milliard kroner – om året. År ud og år ind. For at rydde op efter et teknologioptimistisk fejlskøn midt i 1960’erne. Til gengæld ved ingen, hvor affaldet skal hen, når det er kommet op.

GUDSTJENESTE.  Hver søndag klokken 14 har der siden 1989 været holdt økumenisk gudstjenste mod atomaffald i skoven udenfor Gorleben i Niedersachsen. I 40 år har folkelige protester forhindret, at der er deponeret atomaffald nede under jorden her. Til gengæld ligger der masser af radioaktivt affald over jorden i et midlertidigt lager, hvis skæbne ingen kender endnu. Foto: Ronald Frommann / Clean Energy Wire

Sceneskift: Gorleben

Sneen ligger i et tyndt lag hen over skovbunden. Den lyse fyrreskov lader solen trænge igennem. Temperaturen er et godt stykke under frysepunktet. Til gengæld er stemningen varm i den lille flok, der er forsamlet foran tre primitive trækors midt ude i skoven. Vi er til økumenisk antiatomaffaldsgudstjeneste i Gorleben i Niedersachsen. Hver søndag siden 1989 har der været gudstjeneste på denne plet.

Deltagerne skiftes til at prædike, og emnet er altid miljøet og truslen mod det fra atomaffaldet. For lige her i Gorleben planlagde det daværende Vesttyskland, at der skulle være slutlager for alt det radioaktive affald fra a-værkerne.

LÆS OGSÅ:Tyskerne installerer sol som aldrig før: »Konen var ikke så vild med det«

»Gorleben blev valgt, fordi det var et tyndtbefolket bondeland, der lå klinet op ad grænsen til DDR. Østtyskerne kunne jo ikke protestere, og man regnede ikke med, at de få landmænd i området ville være voldsomt imod, at man langt ude i skoven lavede en mine i en salthorst. Men de forregnede sig«, siger Wolfgang Ehmke, mangeårigt medlem af Bürgerinitiative Umweltschutz Lüchow-Dannenberg. I baggrunden skimtes tårnet fra den saltmine, der aldrig kom i brug. Den skulle have været endeligt lager for atomaffald – men folkelige protester gennem 40 år har forhindret, at der er deponeret så meget som et gram plutonium i minen. Nu ligger den bag pigtråd som et monument over en fejlslagen politik.

Kun få hundrede meter fra gudstjenesten ligger mellemlageret Gorleben. I store fabrikslignende haller bag pigtrådshegn opbevares meget af Tysklands højradioaktive atomaffald, herunder ikke mindst brugte brændselsstave fra atomkraftværkerne.

Det er her, der gennem mange år har været voldsomme demonstrationer, hvor demonstranter har lagt sig på vejen for at forhindre transporterne med radioaktivt affald. Og det er dette lager, som fortsat er genstand for stærk politisk opmærksomhed. For det er ikke en permanent løsning at have højradioaktivt affald, der vil stråle i 100.000 år, liggende i fabrikshaller.

Problemet er bare, at ingen vil have det i deres baghave – og ingen ved endnu, hvad der er den bedste løsning.

------------------------------

Rettelse: Af en tidligere version fremgik det ikke, at Politikens rejse til området var delvis finansieret af Clean Energy Wire, en uafhængig nonprofitservice for journalister.

------------------------------

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Thomas Færgeman eller Økonomi, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler

Tyske A-kraft-værker lukker i 2022, men affaldet stråler 100.000 år

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce