Det ene øjeblik sagde Ivan Marko Benes, at han var William Kvists agent og stod for 'dealen', da midtbanespilleren vendte hjem til Parken - det næste trak benes i land. Koloreret foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Det ene øjeblik sagde Ivan Marko Benes, at han var William Kvists agent og stod for 'dealen', da midtbanespilleren vendte hjem til Parken - det næste trak benes i land. Koloreret foto: Mads Nissen

Agent repræsenterede FCK: 'Kvisten' har jeg haft en aftale med i mange år

FC København og William Kvist siger, at det var helt efter bogen, da spillerens agent gennem mange år blev hyret af klubben.

Sport

Fredag 17. juli 2015 sad landsholdsspiller William Kvist ved et rundt sort bord i et af lokalerne i Parken, FC Københavns hovedkontor. Efter fire år i udlandet skulle den mangeårige landsholdsprofil hjem til sin barndomsklub. Foran ham lå en kontrakt med Dansk Boldspil-Unions røde logo på forsiden. Lige til højre for ham sad hans agent gennem det meste af karrieren, Ivan Marko Benes. William Kvist satte sin signatur på en femårig aftale med FCK, og agent Benes lagde et billede af de to sammen til kontraktseancen op på Instagram.

Tre måneder tidligere havde BT skrevet en historie om, at landsholdsspilleren var på klubjagt efter at være rykket ned med den engelske klub Wigan.

»Der arbejdes selvfølgelig hårdt på at finde en løsning på Williams situation, og vi er i gang med processen med at finde en ny klub til ham,« sagde Ivan Marko Benes, der blev citeret som »Kvists agent«.

DBU’s regler foreskriver, at nylavede spillerkontrakter skal sendes ind til fodboldforbundet med anførelse af, hvilken agent der medvirkede i forhandlingerne, og hvem agenten repræsenterede. Da FCK indsendte spillerkontrakten med William Kvist, blev det anført, at Ivan Marko Benes havde repræsenteret klubben i forhandlingerne.

Benes: Jeg er Kvists agent

Politiken kontaktede i onsdags Ivan Marko Benes for at høre nærmere om hans relation til William Kvist.

Så du er William Kvists agent?

»Jep«, svarede Ivan Marko Benes.

Og du var med til at bringe ham hjem og forhandlede med FCK?

»Jo, altså, hvad tænker du på med forhandle? Jeg lavede dealen mellem de to parter«.

Hvordan skal det forstås – du forhandlede spillerkontrakten?

»Det vil jeg helst ikke komme ind på, hvordan jeg forhandler og gør med det ene eller andet. Hvad tænker du på med ’Kvisten’? Ham har jeg haft en aftale med i mange år – det har jeg«, svarede Benes.

Agenten ændrer forklaring

Skatteeksperter vurderer, at både en spiller og en klub kan risikere en skattesag, hvis klubben betaler for en ydelse, som spilleren reelt nyder godt af. Da Politiken oplyste Ivan Marko Benes om det, udbad han sig betænkningstid til at svare på flere spørgsmål. Men han ville gerne videresende spørgsmål til William Kvist.

Sent torsdag skrev han i en mail, at han havde misforstået Politikens spørgsmål.

»Min agentaftale med William Kvist udløb i september 2014, hvilket DBU kan bekræfte, og jeg har ikke siden den dag haft en repræsentationsaftale med ham. Jeg har indgået en repræsentationsaftale med FCK i sommeren 2015. Fordi jeg kender Kvist og ønsker ham velkommen hjem på Instagram, betyder det naturligvis ikke, at jeg repræsenterer ham. Som så mange andre bruger jeg sociale medier til at dele mine oplevelser, private såvel som arbejdsrelaterede«, skriver Benes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Politiken spurgte opfølgende, hvorfor William Kvist optræder som klient på agentens hjemmeside, og hvorfor handlen med FCK nævnes specifikt på siden. Ligeså ville Politiken gerne vide, hvorfor han adskillige gange efter september 2014 har udtalt sig som Kvists agent om spillerens karriereplaner.

»Jeg kan desværre se, at du mener, at fordi jeg indtil 2014 har haft en aftale med William, så gælder den aftale også bagefter, blot fordi jeg har svaret på spørgsmål om William, eller fordi du sender mig spørgsmål til ham. Dette er naturligvis ikke sandt«, svarede han.

Kvist og FCK: Intet forkert er sket

FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, understreger i en mail til Politiken, at klubben »har fulgt reglerne fra både DBU og FIFA i den her sag«.

»Da vi hyrede Ivan Marko Benes, som vi mente var den bedst egnede til opgaven, til at lave en aftale med William Kvist på vores vegne, var der ikke en agentaftale mellem de to. Det havde der ikke været i cirka et år. Det blev bekræftet af både DBU og de øvrige parter. Derfor kunne Benes repræsentere os i forhandlingerne. Den opgave løste han, og vi betalte ham derfor, som vi har oplyst«.

I samme mail siger William Kvist: »Jeg kan bekræfte, at samarbejdet med Ivan Marko Benes løb ud tilbage i efteråret 2014. Jeg har heller ingen agent i dag. Jeg mener, at jeg har erfaring nok på området til selv at varetage mine interesser i den her type sager, og derfor har jeg ikke brug for en agent til at repræsentere mig. Sådan var det også i forløbet med FCK, hvor jeg fik masser af henvendelser og tilbud fra agenter, men det, Ivan Marko Benes kom med på vegne af FCK, var det mest interessante. Vi fik forhandlet os på plads, og jeg selv stod for min del af det forløb«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce