Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 13. jul. 2012 KL. 09.21

Bragende nedtur for storhold i Touren

Robert Gesink stiller ikke til start i dag, og dermed har Rabobank kun fire ryttere tilbage.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

For to uger siden fremstod den 26-årige hollænder Robert Gesink endnu som en af de mest spændende outsidere til den samlede gevinst i Tour de France.

Men det skulle heller ikke være i denne sæson, stortalentet indfriede forventningerne om en forbedring af den lovende femteplads – efter diskvalificeringen af Alberto Contador – han hjemførte i 2010.

Tabte næsten en halv time i går
I dag stiller Gesink nemlig ikke til start på den 228 km lange 12. etape fra Saint Jean en Maurienne til Annonay Davézieux efter i går at have kæmpet sig i mål i skisportsstedet La Toussuire som nr. 79 med et minus på 29.32 minutter til den franske vinder Pierre Rolland (Europcar).

Dermed har det seneste døgn budt på en bragende nedtur for det ambitiøse storhold, der i forvejen ikke har haft meget at glæde sig over.

Kun fire ryttere tilbage i løbet
Gesinks beslutning om at drage hjem kommer i kølvandet på, at to af holdkammeraterne, landsmanden Bauke Mollema og den australske sprinter Mark Renshaw, valgte at stå af.

LÆS OGSÅWiggins: Jeg kaldte ikke Froome tilbage

Tilbage i Tour de France har Rabobank nu kun hollænderen Laurens Ten Dam, der er holdets bedste på 29. pladsen 31.18 minutter efter Wiggins, landsmændene Steven Kruijswijk og Bram Tankink samt spanieren Luis Leon Sanchez.

Rollen i klassementet var udspillet
Allerede inden etapen til La Toussuire var Gesinks rolle i det samlede klassement for længst udspillet på en placering som nr. 56 med 40.15 minutter op til den førende englænder Bradley Wiggins (Sky).

Gesink startede ellers gårsdagens etape i en aggressiv rolle, idet han var blandt de første udbrydere. Allerede på Col de la Madeleine mistede han imidlertid meget tid, og det stod klart, at han fortsat havde store problemer efter sin involvering i et af de store styrt sidste fredag.

LÆS OGSÅ Chris Anker: Skrækkelig hård etape

I første omgang så det ikke ud til, at Gesink var slemt medtaget af de dramatiske episoder, som førte til, at omkring 20 ryttere – heriblandt også Rabobanks Maarten Tjallingii og Maarten Wynants – enten straks eller få dage senere forlod løbet, men det er langsomt blevet værre og værre.

Kraftige smerter i ribbenene
»Jeg har kraftige smerter i ribbenene, når jeg skal yde det maksimale, og i en Tour med rivaler i fysisk topform, nytter det bare ikke noget«, fastslår Robert Gesink.

»Der er ikke grund til at pine sig selv mere for måske at slutte på en 60. plads. Nu tager jeg efter samråd med holdets ledelse og læger hjem for i stedet at forberede mig til Vuelta a Espana«.

LÆS OGSÅRadioshack: Vi er de stærkeste - men andre er bedre

Sidste år var Robert Gesink ligeledes uheldig i Tour de France med et tidligt styrt, men kæmpede sig igennem som nr. 32.

Fine resultater op til Touren
I ugerne op til starten i Liège styrkedes Gesinks optimisme omkring i den aktuelle udgave at kunne indtage en af hovedrollerne.

20. maj hyldedes han som samlet vinder af Tour of California efter at have slået til på kongeetapen dagen inden. Knap en måned senere sluttede hollænderen som nr. 4 i Tour de Suisse, og det var ikke mindst Gesinks stærkt forbedrede tempokvaliteter, der skabte forhåbninger om et flot Tour facit.