To dage efter at Jacques Anquetil for femte gang hyldedes som Tour de France-vinder i Paris, forøgedes familien Indurain i Nordspanien med et drengebarn, der fik navnet Miguel.

Der skulle imidlertid gå lidt over 25 år, før der kunne knyttes en forbindelse mellem de to begivenheder, men efterhånden som bondesønnen fra Navarra-provinsen voksede til rent cykelmæssigt, viste det sig, at han havde ikke så lidt til fælles med afdøde franske stjerne.

De var nemlig begge mestre i at beregne, hvordan de kunne vinde Tour de France på den mest rationelle facon, og selv om de med fem samlede sejre dokumenterede, hvilke exceptionelle egenskaber de var i besiddelse af, måtte de affinde sig med at blive betragtet som lidt kedelige, fordi deres køremåde var så kalkulerende.

Væsentlige forskelle var der dog også på de to, for mens Anquetil tilkæmpede sig Tour-tronen allerede i første forsøg, tog Miguel Indurain et ganske anseeligt tilløb, før han nåede så vidt. Franskmanden var desuden i helt anderledes udstrækning end spanieren i stand til også at gøre sig gældende i vigtige endagsløb.

Suveræn på enkeltstarterne
Indurains altoverskyggende force var hans enorme fysiske kapacitet, som i storhedstiden gjorde det næsten umuligt at hamle op med ham på enkeltstarterne. Og det giver da også et ganske godt billede af hans kvaliteter, at de 10 etapesejre, han hjemførte i de fem år, han vandt Touren, alle hentedes i kampen mod klokken.

At han også mestrede bjergenes udfordringer havde han bevist, da han i 1989 og 1990 tiljublet af titusinder af landsmænd i Pyrenæerne var først over målstregen på etaperne til Cauterets og Luz Ardiden. Siden udnyttede han først og fremmest de evner til at kontrollere begivenhederne og forsvare det forspring, han havde oparbejdet i tempokørslerne.

De fleste anså det for givet, at han i 1996 ville skrive historie ved for sjette gang at skulle hyldes øverst på podiet i Paris, men den drøm spolerede Bjarne Riis.

OL-guld i Atlanta
Spanieren havde imidlertid moralen i behold, for kort efter erobrede han olympisk enkeltstartsguld i Atlanta, mens Riis måtte tage til takke med en 14.-plads.

Derefter var der set frem til, at han måske kunne vinde Vuelta a Espana for første gang – han havde allerede to triumfer Giro d’Italia i 1992 og 1993 – men den satsning udviklede sig til en stor skuffelse, og da han på 13. etape drejede af til hotellet i stedet for at fortsætte mod mål, markerede det et lidt trist punktum på en fornem karriere.