Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold 27. jul. 2012 KL. 09.16

Arbejdsløse fodboldspillere sidder klar ved telefonen

32-årige Martin Albrechtsen er transferfri efter afskeden med FC Midtjylland og venter på en ny klub, så han kan blive nogle år i topfodbold.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Martin Albrechtsens afskedsforestilling på FC Midtjyllands superligahold på hjemmebanen i Herning var en kort fornøjelse. Han blev sendt ind i 88. minut i 1-0-opgøret mod FC København og kom ikke i aktion i midtjydernes sidste runde-kamp mod AGF i Aarhus, hvor bronzemedaljerne blev sikret.

30. juni udløb den 32-årige forsvarers kontrakt med FCM – og siden har Martin Albrechtsen været en af de superligaspillere, der har ventet spændt på telefonopkald med nyt om en klub, som kunne ønske at hyre ham.

Den økonomiske virkelighed er den, at mange superligaklubber gør meget ud af at ’luge ud’ blandt de løntunge spillere og satse på yngre kræfter, der ikke er så dyre i drift. Og bl.a. derfor kan man se lister med gode navne på kontraktfrie spillere, som endnu ikke har fundet en ny arbejdsgiver.

»Jeg har stadig stor lyst til at fortsætte i topfodbold. Jeg føler, at jeg er i god form, og jeg mener, at jeg med min erfaring har noget at give og bidrage med til et superligahold, som måske kunne trænge til lidt styring i forsvaret«, siger den tidligere AB- og FCK-spiller, der havde nogle begivenhedsrige sæsoner i England hos West Bromwich og Derby County, inden FCM hentede ham hjem til Danmark igen.

Gennem nåleøjet som 18-årig
»Jeg slap igennem nåleøjet til professionel fodbold, da jeg var 18, og fik en kontrakt i AB. Fodbold betyder meget for mig, og jeg tror sagtens, jeg kan spille to-tre sæsoner endnu. Jeg har ikke dårlige knæ eller ondt i kroppen, når jeg står ud af sengen om morgenen, og jeg forsøger at holde mig i ordentlig form, mens jeg venter på at komme til at spille igen. Jeg har bl.a. trænet med i Lyngby nogle uger«.

»Jeg løber – og venter på at høre noget fra min agent. Jeg vil godt indrømme, at jeg for en periode nyder selv at kunne bestemme, hvornår jeg skal træne. Og det er dejligt at have tid til børnene, familien og vennerne. Jeg er desuden sådan stillet økonomisk, at det ikke er livet om at gøre at komme til at tjene penge med det samme. Men jeg er slet ikke begyndt at spekulere på, hvad der skal ske, og hvad jeg skal lave efter fodbolden. Jeg vil spille videre«.

»Men jeg skal jo sælge mig på mit cv, kan jeg godt se. Jeg må håbe, at nogle klubber kan huske, hvad jeg har lavet de foregående år. I foråret fik jeg jo ikke lejlighed til at vise noget hos FCM«.

Martin Albrechtsen, der har spillet i alt 221 superligakampe – 90 for AB, 72 for FCK og 59 for FCM – og fire A-landskampe, var kun på banen i fire kampe, to fra start, i forårssæsonen.

Mesterspiller i FC København
Tiden i FCK kastede to mesterskaber og en pokaltriumf af sig, i West Bromwich spillede han 105 kampe, mens han oplevede ’den kolde fodboldverden’, som han kalder en tid i Derby County, hvor manager Nigel Clough nærmest behandlede ham som skidt.

»Det kunne være hårdt at være professionel i England, men også enormt spændende, og jeg lærte meget, både som spiller og som menneske«.

Hvis man skulle gætte på en superligaklub, som sportsligt kunne være interesseret i Martin Albrechtsen, kunne det være Brøndby. Problemet er sikkert ’bare’, at Brøndby skal have penge ind (for et salg af Michael Krohn-Dehli f.eks.), før der er råd til at ansætte nye spillere.

Måske kalder Sverige. Svenske klubber har signaleret interesse for den robuste forsvarer, der sammen med en anden eks-FCM’er, Jonas Borring, hører til de mest prominente på ’arbejdsløslisten’.