Mikkel Hansen er godt klar over, hvad der blev hvisket og tænkt, da han i forsommeren 2010 besluttede sig for at forlade FC Barcelonas berømte håndboldhold efter blot to af de tre kontraktår.

LÆS OGSÅFusionsklubben scorer Mirakel-Mikkel

At han ikke stod distancen. At han ikke havde mental styrke nok til at klare sig på et af de stærkeste hold i Europa. At han ganske enkelt var alt for blød og dansk til den hårdhudede spanske udfordring – og at han havde brug for den lune andedamstryghed i det gamle land højt mod nord.

»Selvfølgelig var det opfattelsen hos mange, og det kan jeg dårligt bebrejde dem. For hvorfor forlader man ellers i utide et hold, der hører til i Final-4 i Champions League, for at slutte sig til noget, der bare er et projekt fyldt med store planer«, siger Mikkel Hansen på fjerde række i den beskedne hal i Glostrup en dag efter træningen med holdkammeraterne i AG København.

Har du selv tænkt på beslutningen som en slags personligt nederlag?

»Nej, overhovedet ikke, for det var der slet ikke tale om. Jeg gjorde min situation op, og selv om jeg var glad for at være i Barcelona – og det var jeg især i foråret, da min kæreste, Julie, var kommet til byen for at bo hos mig – så indså jeg, at skulle jeg udvikle mig og blive en af verdens bedste spillere, måtte jeg væk. Så måtte jeg tænke på mig selv«.

Du kunne ikke blive ’verdens bedste’ sammen med Barcelona?

»Ikke som jeg så det. Jeg fik god spilletid i angrebet, men jeg fik aldrig lov til at dække op. Og der var heller ikke et tidsmæssigt overskud til den fysiske træning, jeg havde brug for. Vi spillede jo hele tiden. Derfor besluttede jeg mig for at rejse hjem til den danske liga, hvor jeg anså mulighederne for personlig udvikling som langt bedre. Og det var dét, jeg søgte«, fortæller Mikkel Hansen.

Føler du så – nogle måneder efter sæsonstarten – at du har fundet det, du søgte? Har klubskiftet været en succes?

»Ja, der er ingen tvivl om, at min beslutning var den rigtige. Jeg synes – og det gør mange andre også – at jeg har udviklet mig meget efter hjemkomsten. Jeg er blevet fysisk stærkere, jeg har taget på i vægt, jeg har lært at dække op, og jeg er vel også blevet en bedre angrebsspiller. Det er gået den helt rigtige vej, og da jeg kun er 23 år, er jeg bestemt ikke færdig med at udvikle mig«.

Følte du dig isoleret og måske lidt ensom i Barcelona?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Men jeg blev da i bedre humør, da Julie kom ned til mig. For selvfølgelig var det svært at sidde alene i lejligheden, når det rent spillemæssigt ikke gik, som jeg ønskede. Så skulle problemerne ’løses’ over telefonen til Danmark«.

Fortrød du, at du ...

»Nej nej, du må ikke forstå det sådan, at jeg var ked af at være i klubben, og at jeg på nogen måde fortrød min kontrakt med Barcelona. Sådan var det ikke. Men ganske som der var gode tider, var der også dårlige. Det vil der være alle steder«.

Barcelona er en fantastisk by
Kan du forestille dig, at du en dag vender tilbage til Barcelona – når du er blevet endnu bedre som spiller?

»Det kan jeg sagtens. Jeg vil ikke udelukke, at det en dag kan blive aktuelt. Barcelona er en fantastisk by, et helt usædvanligt sted at bo, hvilket jeg ikke mindst oplevede, da Julie var kommet ned til mig. Og klubben er også helt utrolig. Man er omgivet af topspillere, og alt fungerer til punkt og prikke. Jeg kan ikke sætte en finger på noget – ud over at jeg ikke fik mulighed for at udvikle mig til en komplet spiller. Dén mulighed fandtes i Danmark. Og derfor tog jeg hjem«.

Når man taler med såkaldte eksperter om spilleren Mikkel Hansen, så kommer man hurtigt frem til et bestemt punkt: Hvad skal han i fremtiden?

»Det er også det spørgsmål, jeg ofte får: Hvad skal du lave, når du er færdig i AG København? Men hvad indikerer, at jeg bliver ’færdig’ i AG – at jeg med sikkerhed skal videre til en anden klub et sted i Europa? Måske skal jeg, måske skal jeg ikke. Intet er besluttet. Jeg er landet i en fremragende klub, hvor jeg gennemgår en stærk udvikling, og hele projektet med AG er langt bedre, end jeg havde forestillet mig. Jeg kan simpelthen ikke rose det nok – og intet af det, jeg blev lovet eller præsenteret for, har været tomme ord. Tværtimod. Og jeg kan godt sige dig, at når man kommer fra en næsten tom hal i Barcelona og oplever 7.000 tilskuere i Ballerup, så fyldes man med begejstring, og som spiller er det topmotiverende«.

En af dine holdkammerater har sagt til mig, at det er fantastisk at være en del af AG-projektet, men at presset på spillerne også er hårdt. Fordi der skal ydes toppræstationer i hver eneste kamp – og at kun sejre accepteres. Er der tale om et hårdt pres?

»Forventningerne er da høje – men tak for det. De skal være høje, der skal stilles krav til os. Og i dag er det sådan, at klubben og tilskuerne ikke kun forventer sejre, men også storsejre. Det kan jeg godt lide. At man ’forlanger’, at vi skal vinde med ti mål over de mindre gode hold giver altså mig et kick og får mig til at yde mit bedste«.

AG’s ejer, Jesper Nielsen, siger, at målet for klubben er at komme i Final-4, altså at blive mellem de fire hold, der spiller om Champions League-trofæet. Anser du det for at være realistisk?

»Ja – hvorfor ikke? Måske sker det ikke i de første par år, men hvis holdet forstærkes fra sæson til sæson, som det er tanken, og vi får to topspillere på hver eneste plads, så vil det lykkes. Det vil ske stille og roligt, tror jeg. Og jo bedre truppen bliver med tiden, jo bedre bliver træningen også. Det oplevede jeg i Barcelona, hvor træningsniveauet var meget højt i kraft af spillernes kvaliteter – man udfordres jo af de bedste forsvarere, man skyder på de bedste målmænd, det oplever jeg jo allerede nu i AG, og det er med til at skabe yderligere udvikling. Desuden er der en stærk vindermentalitet blandt de spillere, der er vant til at konkurrere på topniveau, og det betyder, at man går til hinanden under træningen, dels fordi man vil vinde enhver kampsituation, dels fordi man ønsker at styrke sin egen position på holdet inden den næste opgave«.

Om kort tid skal du på banen for det danske landshold ved VM-slutrunden i Sverige. Bliver det en succesoplevelse?

»Det kan det blive. Men det er lidt foruroligende, at vi hele tiden er tvunget til at stille med nye konstellationer i forsvaret på grund af skader. Min klubkammerat René Toft Hansen er et omdrejningspunkt i forsvaret, men lige nu sidder han udenfor med en brækket finger og bliver først klar tæt på VM – og det har selvfølgelig betydning for sammenspillet i forsvaret. Angrebsmæssigt ser det godt ud, vi har en meget fin kontrafase, og er vi i stand til at holde et højt tempo i angrebskombinationerne, bliver vi en vanskelig modstander for alle. Men tempo er altså nøgleordet. Hvis vi blot spiller ’almindeligt’, er vi ikke brede og dygtige nok, og så går det galt«.

Hvor langt kan holdet nå?

»Uha, vi har en fornuftig pulje, som giver os muligheder for at nå frem til slutkampene. Og det vil lykkes, hvis forsvaret kommer til at fungere, hvis målmandsspillet bliver godt, hvis kontraspillet flyder, og hvis vi kan holde fart på angrebsspillet. Vi har talent nok i truppen, og da vi får en meget stærk hjemmebane i Malmø – vi er lige så meget på hjemmebane som svenskerne – kan vores spil blive løftet. Vi har jo lige set, hvad en kraftfuld hjemmebane betød for kvindelandsholdet«.

Fars gode råd er velkomne
Lad mig lige spørge dig til sidst: Hvordan går det med håndbolddiskussionerne med din far, Flemming Hansen? Han har spillet 120 landskampe og scoret 240 mål – mens du står på 51 kampe og 218 mål. Så han har vel stadig ret til at give dig gode råd?

»Gode råd er altid velkomne. Og dem er de dygtige til i familien. For der kommer mange råd. Og jeg lytter pænt til dem alle sammen. Min far mener stadig, der er ting, jeg kan gøre bedre, også når jeg har scoret 12 mål på 12 skud. Jo, han er god til at sætte mig på plads, når han mener, der er behov for det«.

Er det nødvendigt, Mikkel? Du ved jo godt, at du har ry som verdensstjerne, og at du derfor kan tillade dig at holde ryggen rank. Men kan du holde begge ben på jorden?

»Det er ikke noget, jeg tænker på – og derfor er det nok heller ikke noget problem. Jeg er vel den, jeg hele tiden har været. Nogle er gode til at spille håndbold, nogle er gode til at lave mad og andre ting. Jeg er bare glad for, at jeg hver dag kan stå op og lave det, jeg elsker. Man siger til mig, at det er et arbejde, men jeg kan have svært ved at forstå det. For jeg synes, det er sjovt. Som sagt – jeg elsker det«.

Du er 23 år, nærmest født i går. Har du gjort dig nogen forestilling om, hvad der skal ske i dit liv, når håndboldkarrieren er forbi om 8, 10 eller 12 år?

»Nej, det har jeg ikke. Men jeg ved, at det bliver nødt til at være noget, der interesserer mig meget, ellers går det ikke. Det skal være noget, der fanger mig på samme måde, som håndboldspillet gør, noget, jeg virkelig kan leve mig ind i. Det samme gælder vel for dig, ikke? Hvis ikke du lever dig ind i det, du skriver, så ender det jo med at blive noget lort. Jeg skal altså finde noget, der fanger mig«.

Hvad gør du for at forberede dig på den tid?

»Tager et skridt ad gangen. Og lige nu er jeg i gang med gøre den studentereksamen færdig, som jeg aldrig fik taget, fordi jeg gik ud af gymnasiet for at blive professionel håndboldspiller. Og det er faktisk tilfredsstillende at være tilbage i skolemiljøet igen – og blive udfordret på andet end håndbold«, siger Mikkel Hansen.