Annonce
Annonce
Annonce
Sport 12. aug. 2008 KL. 05.19

Badmintondouble banket ud af OL

Jens Eriksen og Martin Lundgaard kunne slet ikke hamle op med deres kinesiske modstandere i deres første og eneste OL-kamp.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Herredoublen Martin Lundgaard og Jens Eriksen skulle i dag forsøge at redde den danske badmintonære, efter tre ud af fire danskere, der allerede har været på banen, er røget ud af turneringen.

Lundgaard og Eriksen har fået en svær lodtrækning og lagde i deres første kamp ud med at møde det andenseedede kinesiske par Yun Cai og Haifeng Fu fra Kina. Og efter to sæt viste det sig, at den kinesiske overmagt var for stor.

Hurtigere lynkinesere bankede danskerne ud
Kineserne var lynhurtige, og danskerne havde flere gange problemer med at nå at fange deres hårde smash. Første sæt tabte danskerne 21-12, mens kineserne løb Lundgaard/Eriksen fuldstændig overende i andet sæt, som de vandt 21-11.

Doublekampen var den første, hvor danske spillere mødte kinesiske modstandere. Opbakningen til danskernes kinesiske modstandere var massiv i badmintonhallen, hvor næsten alle 6.900 tilskuerpladser var fyldt op af et begejstret hjemmebanepublikum, der taktfast heppede på Yun Cai og Haifeng Fu mellem boldene.

Eriksen og Lundgaard er nogle af OL's veteraner. Tilsammen er de 74 år, og de har været med til henholdsvis to og tre OL tidligere. 38-årige Jens Eriksen er den ældste spiller i badmintonturneringen.

Stort pres på veteranerne
Presset på de to danske veteraner har været stort. Efter blandt andet Tine Rasmussen og Kenneth Jonassen er faldet ud af turneringen, er der blevet set håbefuldt mod Lundgaard/Eriksen som spillerne, der kan hente den danske medalje i badminton hjem, som blandt andet landstræner Steen Pedersen har sat som mål at vinde. Efter dagens nederlag står det dog klart, at det ikke bliver Martin Lundgaard og Jens Eriksen, der leverer den.

Derhjemme bliver parret formentlig også fulgt tæt af badmintonkollegerne Mathias Boe og Carsten Mogensen, der var stærkt utilfredse med, at det var de erfarne Martin Lundgaard og Jens Eriksen, der blev udvalgt til at tage til OL og ikke det unge doublepar Boe/Mogensen, der flere gange i det forløbne år har slået veteranerne på banen.

Senere i dag spiller den anden danske herredouble, Lars Paaske og Jonas Rasmussen, mod de tredjeseedede Jae Sung Chung og Yong Dae Lee fra Korea.