Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 10. maj. 2012 KL. 11.24

Den olympiske ild må nøjes med discounttur

Traditionen tro sørgede solens stråler ved Heratemplet i Olympia for ild i faklen, der skal ud på en noget kortere rejse end i 2008.

78 et halvt døgn før legene i London officielt åbnes, bevæger den olympiske ild sig ud på en 16.000 km lang rejse til lands, til vands og i luften.

Ved en ceremoni ved Heratemplet i Olympia, Grækenland, fik solens stråler via et hulspejl torsdag formiddag sat fut i faklen, som sammenlignet med OL i 2008 i Beijing skal ud på lidt af en discounttur.

De kinesiske 2008-arrangører sendte gennem fem måneder faklen stort set hele verden rundt. I alt blev 137.000 kilometer tilbagelagt. Men den slags tillader den pressede økonomiske situation i Europa ikke i 2012. For at ilden overhovedet kan komme rundt i Grækenland, har en række store virksomheder - bl.a. den tyske bilfabrikant BMW - doneret store summer.

Et enkelt smut til udlandet
Fakkelturens første etape er en otte dage lang tur rundt i Grækenland, som er ophavssted for de olympiske lege, og med fly transporteres ilden til Storbritannien 18. maj, hvor der venter en 70 dages tur på små 13.000 km med en enkelt afstikker til den irske hovedstad Dublin 6. juni.

Omkring 9.000 mennesker vil deltage i ild-stafetten, som ankommer til London-området 21. juli.

OL's åbningsceremoni finder sted 27. juli på det fire milliarder kroner dyre nybyggede Olympic Stadium i Stratford i den nordøstlige del af London.

LÆS OGSÅ OL-flammens rute skaber vrede i England

Der forventes 10.500 deltagende atleter fra over 200 lande og territorier ved legene, hvor der kæmpes om 302 medaljesæt i 26 idrætsgrene.

Den i Liverpool fødte græske svømmer Spyros Gianniotis er første bærer af faklen, mens det er en hemmelighed af dimensioner, hvem der har sidste hånd på den 80 cm høje og 800 gram tunge aluminiumsgenstand, når ilden fra 27. juli og 15 dage frem skal brænde på London 2012's hovedarena med plads til 80.000 tilskuere.

FACEBOOKBliv ven med Politiken