Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 13. aug. 2012 KL. 19.13

OL-kontrollanter har taget nye midler i brug i jagten på dopingsyndere

Dopingjægerne har lyttet til rygter i jagten på Londons OL-snydere. Og det virker.

Ved OL i London er doping-kontrollanterne gået målrettet efter de atleter, der ifølge rygterne har fingrene lidt for langt nede i doping-krukken.

Derfor har dopingjægerne fået hjælp af atleter, der har afsløret konkurrenter, de har mistænkt for snyd, og lyttet til de frivilliges observationer. For eksempel hvis de set noget mistænkeligt affald i forbindelse med konkurrencerne.

Og de nye metoder virker. En af legenes positive dopingprøver er taget på grund af den slags efterretninger. Men mange flere er blevet testet på baggrund af den slags mistanke. Det siger Anti Doping Danmarks direktør, Lone Hansen.

»Dopingkontrollanterne har i London lyttet til både rygter og det, de mange frivillige observerer ved konkurrencerne. Og så har de fået hjælp fra atleterne selv, der sladrer om hinanden, hvis de har mistanke om noget ulovligt«, siger direktøren for Anti Doping Danmark, Lone Hansen, til politiken.dk.

5.000 dopingprøver
Ud over fremgangsmåden med at lytte til vandrørene og tilrettelægge en del af dopingindsatsen efter det, kontrollanterne opsnapper, har man også sat massivt ind med mere planlagte dopingprøver.

LÆS MEREFakta: Her er OL's dopingssyndere

»Der har både været massiv kontrol og meget høj kvalitet i den dopingkontrol, der er blevet udført i forbindelse med OL i London. Alle medaljetagere og et antal tilfældigt udvalgte atleter er blevet testet i alle sportsgrene, så man er nået op på næsten 5.000 dopingprøve«, siger Lone Hansen.

»Hvis man sammenligner med de to foregående olympiske lege i Beijing og Athen, så er der langt færre sager på nuværende tidspunkt«, siger Lone Hansen.

Syv positive prøver - formentlig ikke flere
Arbejdet har ført til syv positive dopingprøver i IOC-regi under OL. I dopingsammenhæng vil det sige fra 16. juli til 12. august. Og der kommer formentlig ikke flere, oplyser Anti Doping Danmark.

»Ifølge observatørerne i Wada er der lige nu ikke flere dopingsager på vej. Så det ender sandsynligvis på de nuværende syv dopingsager. Men der kan selvfølgelig nå at komme sager, der er baseret på de allersidste prøver«, siger Lone Hansen.

LÆS OGSÅIOC river medaljen af halsen på dopet guldvinder

Ved OL i Athen i 2004 var der 26 dopingsager. Fire år senere i Beijing var tallet 19. Men London-legenes syv positive prøver får ikke Anti Doping Danmark til at tro, at der er mindre doping i elitesport. Lone Hansen oplyser, at Wada regner med, at cirka 10 procent af eliteatleterne doper sig.

»Det betyder, at der er nogen, vi ikke fanger. Vi er ikke blåøjede og påstår, at vi har fået bugt med dopingområdet, men det afspejler, at vi formentlig har fået ram på en større mængde forud for de olympiske lege«, siger Lone Hansen.

Prøver bliver frosset ned
»Vi er godt klar over, at jo bedre vi bliver til at finde de dopede atleter, jo klogere og mere sofistikerede bliver dopingsynderne og dem, der er omkring atleterne også«, siger Lone Hansen.

LÆS OGSÅForsvarende OL-vinder er taget for doping

Hun understreger, at man kan risikere, at der dukker positive dopingsager op fra London-legene i mange år fremover.

»Det nye siden legene i Beijing er, at man nedfryser alle prøver i otte år. Hvis man så får nys om, at der er brugt dopingmidler, man ikke har haft kendskab til, så efteranalyserer man prøverne. Det var derfor, der kom epo-sager efter Beijing, og det kan ligeså godt ske ved legene i London«, siger Lone Hansen.

Ingen danske dopingsyndere
Hidtil har der ikke været danskere blandt de atleter, der er blevet afsløret som snydere. Men det overrasker ikke Lone Hansen. Tværtimod.

»De danske atleter har været underlagt vores antidoping-program, som betyder, at vi har holdt skarpt øje og testet de danske atleter intenst i lang tid op til OL. Faktisk lige så snart en atlet har været udråbt som mulig OL-kandidat. Derfor ville det have undret mig, hvis der var danskere, der var blevet testet positive«, slutter Lone Hansen.