Da atletikkens tikamp for nøjagtig 100 år siden for første gang var på det olympiske program, vandt amerikaneren Jim Thorpe guldet, og ved medaljeoverrækkelsen udnævnte Kong Gustav V den alsidige idrætsmand til verdens største atlet. Den titel kan i morgen snildt gå til Thorpes landsmand Ashton Eaton, der for omkring halvanden måned siden sprang ud som atletikkens nye superstjerne, da han ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber med 9.036 point satte verdensrekord, og som den kun anden atlet i historien nåede over den magiske grænse på 9.000 point.
Den første var det tjekkiske tikampsfænomen Roman Sebrle i 2001. Ydmyg over for OL Og selv om Sebrle ligeledes er med på det olympiske stadion i dag, når tikampen skydes i gang med 100 meter-distancen, så må den nu 38-årige tjekke finde sig i, at den 14 år yngre amerikaner er storfavorit til tronen som verdens bedste atlet. Ashton Eaton er ydmyg over for ikke alene det at skulle konkurrere ved OL, men også for at have ’taget’ verdensrekorden fra legendariske Roman Sebrle. »Roman sendte mig en e-mail og ønskede mig tillykke med verdensrekorden. Det føltes næsten, som om jeg havde taget noget fra ham, så egentlig var det en bittersød fornemmelse, jeg havde efter verdensrekorden«, siger Ashton Eaton. Bedst i løb og længdespring Sports Illustrated har for nylig kåret Ashton Eaton til den bedste løber i tikamp nogensinde, og amerikanerens bedste notering i længdespring på 8,23 meter havde indbragt ham en sølv ved dette OL efter den britiske guldvinder Greg Rutherford, der sprang 8,31 meter. Derfor skal konkurrenterne stå tidligt op, hvis de vil matche det amerikanske vidunderbarn. I skolen interesserede Ashton Eaton sig for alskens idrætsgrene som amerikansk fodbold, basketball, fodbold, brydning, der traditionelt dyrkes i det amerikanske system. Men han dyrkede også løb, og hans talent blev hurtigt opdaget. Hans træner Tate Metcalf spurgte Eaton, om han kunne være interesseret i tikamp og foreslog, at han skulle søge ind på University of Oregon, hvor de dengang havde et stærkt program inden for netop den gren af atletikken. Specielt talent Under sin anden træner Dan Steele forbedrede Ashton Eaton sig hurtigt og kunne blandt andet notere en fremgang på 1,2 meter i stangspring på blot et år. I sin sjette tikamp på collegeplan nåede Ashton Eaton 8.000 point, og de næste tre år – 2008, 2009 og 2010 – vandt den unge psykologistuderende det amerikanske collegemesterskab.






























