Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 29. jul. 2012 KL. 19.07

Jonas Høgh vandt tvekamp mod sin værste rival

»Jeg har det fantastisk«, siger Jonas Høgh-Christensen om forrygende sejlerdag.

Finnjolle

Jonas Høgh-Christensen
Bor i København. Deltager i OL for tredje gang.

Læs mere

Seneste nyt

Der er lagt op til nogle uhyre spændende sejladser i de kommende dage. Med to førstepladser i de første to sejladser ligner det en dansk magtdemonstration af Jonas Høgh-Christensen i finnjollen.

Trods den suveræne præstation er danskerens føring ikke stor. Den britiske supersejler Ben Ainslie ligger med to andenpladser lige bag danskeren.

I første sejlads havde briten problemer med at få fri luft i starten og blev nødt til at lave flere vendinger. På et tidspunkt var han helt nede på en 10.-plads.

Men han fik langsomt ædt sig ind på de forreste, indtil han på sidste lænseben kom forbi kroaten Ivan Kljakovic Gaspic, der sluttede på tredjepladsen i begge sejladser.

Duel på havet
Anden sejlads blev en ægte tvekamp Ben Ainslie og Jonas Høgh-Christensen. Briten kan vinde sin fjerde guldmedalje ved dette OL, og da han har også har en OL-medalje af sølv, kan han passere Paul Elvstrøm, der også har fire OL-guldmedaljer.

35-årige Ainslie er beskrevet som et fænomen i moderne sejlsport, og briterne har sat stor lid til, at han vil vinde guld i Weymouth.

LÆS ARTIKELSejlerfænomen jagter århundredets danske sportsmand

»Med en placering allerforrest må man forvente, at Ben Ainslie ligger lige bagved«, siger Jonas Høgh-Christensen.

Han blev da også sejladsen igennem jagtet af briten, mens de øvrige konkurrenter lå langt efter. Ved mållinjen var nummer et og to cirka et minut foran tredjepladsen.

»Placeringen foran gjorde, at vi havde masser af fri luft, og det gjorde faktisk lettere at holde sig langt foran de andre«, siger Jonas Høgh-Christensen. Samtidig er forholdene i Den Engelske Kanal optimale for den 31-årige dansker. For fire år siden blev OL sejlet i næsten vindstille farvand og det bekom ikke Jonas Høgh-Christensen vel.

LÆS ARTIKELSuveræn Jonas Høgh forsætter sejrstimen i Weymouth

»I dag sejlede vi i frisk luft - en 7-8 sekundmeter, men ikke mere vildt end det, og det passede mig perfekt«, fortæller han:

Omkring 3.000 tilskuere havde ifølge danskeren fundet vej til bådene, hvorfra man kan følge sejladserne. Og selv om tilråbene formentlig var tiltænkte hans rival, nød Jonas Høgh-Christensen alligevel opmærksomheden:

»Nu nyder jeg lige øjeblikket, og herefter begynder vi at fokusere på i morgen«.

Der er endnu otte sejladser tilbage inden medalrace, hvor det afgøres, hvem løber med medaljerne.