Gennem seks år sad den forhenværende præsidentkandidat Ingrid Betancourt som gidsel hos Farc i Colombias jungle.

I dag to år efter befrielsen er de eneste ydre tegn på de år et simpelt kors, som hun bærer som smykke om sit håndled samt nogle ganske små år i huden efter de kæder, som hendes fangevogtere havde lagt om halsen på hende.

Det lille kors fremstillede Ingrid Betancourt af et stykke reb, da hun sad som fange hos guerillabevægelsen Farc.

I et større interview med den britiske avis The Guardian fortæller 48-årige Ingrid Betancourt for første gang om sine oplevelser som gidsel.

LÆS INTERVIEWETSe hele Betancourts beretning på The Guardians hjemmeside(eksternt site)

De seneste 18 måneder har Betancourt brugt på at skrive en bog om sin tid i junglen.

Arbejdet med bogen har på mange måder været »tortur«, fortæller Ingrid Betancourt, der med skriverierne dagligt blev tvunget tilbage til de minder, der er så forfærdelige.

Under sit fangenskab blev Betancourt jævnligt tæsket, sultet og truet med at få en kugle skudt gennem kroppen, og hun blev tvunget til lange gåture gennem junglen fra lejr til lejr.

LÆS OGSÅBetancourt: Jeg gør politisk comeback

Alligevel var det kampen med hende selv, som Ingrid Betancourt betegner som den største udfordring.

Langt væk fra alle hun holdt af, væk fra al civilisation og alt det, som hun ellers forbandt sin identitet med.

Efter nogle måneders tilfangetagelse gik det for alvor op for Betancourt, at den vigtigste kamp for hende var kampen for ikke at ende som sindssyg.

»Det var en kamp, ikke kun mod guerillaerne, men med os selv. Med det inderste i os. Fordi vi mistede kompasset for, hvad der er det gode, og hvad der er det rigtige at gøre. I fangenskab bliver alt vendt på hovedet. Jeg har stadig mareridt om nogle af de situationer, som vi oplevede«, siger hun til The Guardian.

Farc overmandede bilen
23. februar 2002 blev blev Ingrid Betancourt taget som gidsel af Farc-bevægelsen. Hun var formand for et ungt parti, de grønne, et parti med en pacifistisk og miljøpolitisk tilgang og med et stort ønske om at bekæmpe korruptionen i Colombia.

Denne dag skulle Betancourt på valgtur til byen San Vicente dybt inde i den demilitariserede zone, der blev kontrolleret af Farc. Hendes bil kørte galt, og Farc-soldater overmandede bilen og med sig tog de Betancourt og hendes assistent Clara Rojas.

LÆS ARTIKELBetancourt: Stop hade-snak om Farc

De to endte med at bo sammen i en meget lille hytte i den colombianske jungle. Toilettet var et hul i jorden med sværme af fluer omkring.

Det eneste selskab de to havde i den første tid var hinanden, og som tiden gik gik også de to kvinder hinandne mere og mere på nerverne, erkender Betancourt, der mener, at vagterne i lejrene spekulerede i at sætte gidslerne op mod hinanden.

Vagter nød kontrollen
»Vi var hos vagter, som vi vidste kunne skyde os når som helst. De nød følelsen af at kunne dræbe os, når som helst de ville, kontrollen over andre mennesker - det var så ondt«, siger Ingrid Betancourt og fortsætter:

»Men med de andre gidsler opstod små problemer af den slags, som man ellers har med sin familie. Han tog min stol. Jeg ville have dette stykke kylling, og han tog det, etc. Det, jeg oplevede i junglen var, at vi kunne tilgive de folk, der kunne dræbe os når som helst, men vi kunne ikke tilgive de personer, der led sammen med os«, siger hun til The Guardian og forklarer:

»Du kan ikke være aggresiv overfor en person, der bærer våben. Men du kan vise vrede overfor dem, der er sammen med dig, og som irriterer dig blot med deres tilværelse«.

Trodsede sine vagter
Alligevel fortæller Ingrid Betancourt, at hun gentagne gange tog kampen op mod sine tilfangetagere. Gang på gang opfordrede hun sine medfanger til at protestere over forholdene og det misbrug - voldeligt såvel som seksuelt - som de blev udsat for.

Den største opmuntring, som Ingrid Betancourt oplevede gennem sine seks år i junglen, var radiomeddelelser fra hendes familie.

Daglige beskeder fra mor
På bestemte tidspunkter i løbet af dagen var det muligt at opfange radiosignaler.

»Hver eneste dag i seks år sendte min mor beskeder til mig gennem radioen, selv om hun ikke vidste, om jeg kunne høre dem«.

Da Betancourt blev befriet i 2008 landede to helikoptere med farc-soldater i deres lejr. Beskeden var, at fangerne skulle flyttes til et nyt sted, og først da de femten fanger var i helikopteren og den lettede, fik de at vide, at de nu var på vej mod friheden. Regeringssoldater havde infiltreret Farc.

»Vi er fra den nationale hær. I er frie«, sagde de.