Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 17. apr. 2012 KL. 14.42

Der er gået pengejagt i præsidentvalget – vind et besøg i Det Hvide Hus

USA’s præsidentvalg handler nu om pengeindsamling. Obama og Romney går efter kampagnekasser på over fire milliarder.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Valgkamp i USA


I England udløste det ramaskrig i sidste måned, da det kom frem, at man har kunnet betale sig til en middag med premierminister David Cameron. I USA er den slags helt normalt og ganske officielt.

Hvis du donerer 50.000 dollar eller mere, får du for eksempel et eksklusivt ophold sammen Mitt Romney, hvis han vinder præsidentvalget. Men du skal skynde dig, for det gælder kun for de første tusind, lyder tilbuddet.

Den republikanske præsidentkandidat udlover en hel pakke af privilegier til rige amerikanere, der vil donere store beløb til hans valgkamp. Det sker i en email, som ifølge Politico er rundsendt til topfolk.

Mål: 1 milliard dollar til valgkamp
Tilbuddet er blot det seneste i en række tiltag fra præsidentkandidaterne for at få indsamlet så mange penge som muligt til deres kampagnekasser. Både Barack Obama og Mitt Romney går efter beløb, som efter dansk målestok virker aldeles astronomiske.

Mitt Romney har nu sat sig som mål at samle 800 millioner dollar ind til sin valgkamp. Det svarer til cirka 4,5 milliarder kroner.

Selv det kan dog vise sig at blegne i forhold til konkurrenten. Barack Obama ventes at indsamle op mod 1 milliard dollar – svarende til 5,7 milliarder kroner.

LÆS OGSÅ Republikanere bremser Obamas millionærskat

De mange penge skal bruges på tv-reklamer, vælgeranalyser og udstyr til de mange kampagneaktivister under valgkampen. Det voldsomme pengebehov betyder, at kandidaterne bruger meget af deres tid på at rejse rundt til såkaldte fundraisere – typisk middagsarrangementer, hvor velhavende amerikanere betaler tusindvis af dollar for at spise sammen med kandidaten.

Republikanernes partiorganisation indsamlede cirka 90 millioner kroner i marts. Det forventes, at det tal vil stige drastisk i de kommende måneder, efter at partiet nu reelt har fundet en sandsynlig præsidentkandidat; Mitt Romney.

Mange små donationer, men bonus til de store
Det kom i nat dansk tid frem, at demokraterne og Obama indsamlede over 300 millioner i samme måned. Dermed blev marts den mest indbringende måned for Obama og demokraterne, som nu har indsamlet omtrent to milliarder kroner i alt, siden de begyndte sidste år, skriver Associated Press. Pengene bliver dog brugt igen løbende og ikke udelukkende på kampagneaktiviteter.

Obamas kampagnefolk understreger, at de fleste donationer til præsidenten er små penge fra almindelige mennesker: Gennemsnitsdonationen til Obamas valgkampagne lå i marts på 290 kroner.

»Det er virkelig sådan her, det fungerer: Folk opbygger denne organisation med fem til 10 dollar ad gangen for at slå Mitt Romney«, siger Obamas kampagneleder, Jim Messina, i et videoklip, som er lagt ud i forbindelse med offentliggørelsen af indsamlingen for marts.

LÆS OGSÅMitt Romney æder næsten hele Obamas forspring
At give direkte adgang til præsidenten til de allerstørste bidragsydere er dog ikke noget, der er forbeholdt Mitt Romney at udlodde. Selv om det ikke står nedskrevet nogen steder, at store donationer til Barack Obama giver adgang til Det Hvide Hus, ser der alligevel ud til at være noget om det:

Blandt folk der gav under 170.000 kroner til Obamas kampagne ved valget i 2008, har kun 20 procent siden besøgt Det Hvide Hus. Blandt dem, som har doneret 570.000 kroner eller mere, har hele 75 procent været på visit hos præsidenten, viser en opgørelse fra New York Times.

Et forhold, som republikanere ikke har været sene til at fremhæve:

»Når han giver lobbyister og særlige interessegrupper særlig adgang til Det Hvide Hus, er det ingen overraskelse, at Obama stadig er den førende fundraiser«, siger Kirsten Kukowski, repræsentant for republikanernes landsledelse, i en pressemeddelelse.

Hun nævner i den forbindelse ikke, at hendes eget partis sandsynlige kandidat, Mitt Romney, nu selv tilbyder noget lignende til sine største støtter.

Obama har indsamlingsrekorden
En gammel sandhed i amerikansk politik er, at den, som er vinder valget, er den, som var bedst til at samle penge ind. Det gjaldt blandt andet for siddende præsident Obama, som fik skrabet næsten 4,3 milliarder kroner ind ved valgkampen i 2008 og dermed satte ny rekord i indsamling.

De næste store fundraisere for Mitt Romney er 26. april i New York.

FACEBOOKBliv ven med Politiken