Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 21. maj. 2012 KL. 06.11

Fogh: Nu har Nato et missilskjold

Nato råder over et missilskjold og snart fem dronefly.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Mens et tordenvejr trak sammen over Chicago, skinnede Anders Fogh Rasmussen som en sol, da han sent i aftes dansk tid indledte Natotopmødet i Chicago.

Det foregik side om side med USA’s præsident, Barack Obama, der roste den danske generalsekretær for hans »enestående lederskab«.

Invitationen til Rusland står ved magt, og jeg håber, at Rusland på et tidspunkt vil indse, at det er i vores fælles interesse at beskytte os mod mulige missilangreb

Anders Fogh Rasmussen, Nato-generalsekretær

Et par timer senere havde de 28-lande formelt vedtaget at overtage råderetten over et foreløbigt missilskjold, der kan beskytte Europa mod fjendtlige missiler.

Rent fysisk udgår beskyttelsen fra amerikanske skibe og en amerikansk radarstation i Tyrkiet, som begge kan komme under Nato-kommando om nødvendigt.

LÆS OGSÅTo Nato-soldater dræbt før vigtigt topmøde i USA

Senere skal Spanien, Rumænien og Polen huse dele af missilskjoldet, som skal være fuldt operationelt i 2018.

»Missilskjoldet forbinder forskellige dele, som leveres af forskellige allierede. Det vil beskytte os mod trusler udefra, og det er et eksempel på ægte, transatlantisk holdarbejde«, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Rusland er stærkt utilfreds med Nato’s missilskjold og har krævet en skriftlig garanti for, at det aldrig vil blive anvendt mod Rusland. Det nægter Nato. Men Rusland skal være velkommen til at deltage i en yderligere udvikling af skjoldet, slog Anders Fogh Rasmussen fast:

»Invitationen til Rusland står ved magt, og jeg håber, at Rusland på et tidspunkt vil indse, at det er i vores fælles interesse at beskytte os mod mulige missilangreb«, sagde han.

Dronefly på vej
Nato-landene bekræftede også beslutningen om at anskaffe fem ubemandede dronefly, der skal bruges til overvågning fra luften både før og under konflikter.

Anders Fogh Rasmussen slog dog fast, at der ikke er truffet nogen beslutning om, hvor eller hvornår dronerne eventuelt skal anvendes.

Danmark har i sidste øjeblik meldt sig ind i den klub på 14 lande, der i fællesskab betaler for indkøbet af dronefly, en klub som Danmark ellers forlod af sparehensyn i 2010.

LÆS OGSÅObama bad Thorning købe droner

Ifølge Politikens oplysninger var det en direkte opfordring fra USA’s præsident Obama til Helle Thorning-Schmidt (S) under et besøg i Det Hvide Hus, der førte til den danske kovending.

Natolederne besluttede også at forlænge en ordning, hvor forskellige medlemmer af alliancen skiftes til at sende fly for at overvåge det baltiske luftrum.

Alt sammen peger det ifølge Anders Fogh Rasmussen hen imod en ny arbejdsmetode i Nato, hvor man i højere grad deles om udgifterne for at få mere forsvar for pengene.

LÆS OGSÅFogh skamroser Danmark i Nato

Med vanlig sans for at sætte politik på letforståelige formler har Fogh døbt tankegangen »smart defence«.

Kritikere mener, det er endnu et forsøg på at dække over, at de 26 europæiske lande i Nato ikke er villige til at betale deres del af regningen, men forsvarsminister Nick Hækkerup (S) bakker op om princippet:

»Vi har selv foreslået et samarbejde om at oprette fælles lagre til ammunition, og hvis vi på den måde kan frigøre midler til andre ting, er det kun en fordel«, siger han.

LÆS OGSÅBliv ven med Politiken