Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 7. jul. 2012 KL. 22.11

Obamas kampagneleder: Romneys pengetank kan koste os præsidentposten

Ledelsen bag Obamas kampagne tigger nu tilhængere om flere penge.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Valgkamp i USA


Det går forrygende for republikanernes præsidentkandidat Mitt Romney, når det kommer til at skrabe penge sammen til sin præsidentvalgskampagne.

Det har for alvor givet folkene bag Barack Obamas kampagne nervøs mavepine. De frygter nu, at Romneys mange millioner dollar kommer til at koste Obama præsidentembedet.

Og det har fået ledelsen til at sende en hastemail ud til Obama-tilhængere, hvor de beder om flere penge, skriver Hollywood Reporter.

»Vi er stadig ved at tælle vores beløb, men det her betyder, at deres forspring bliver større, og hvis det fortsætter i det tempo, kan det koste os valget«, skriver kampagneleder Jim Messina i e-mailen.

Indsamlede 100 millioner på en måned
Alene i juni måned fik Romneys kampagnefolk samlet 100 millioner dollar ind, som er over 600 millioner kroner. Det er det største beløb, der indtil nu er rejst under dette års valgkamp.

Jim Messina skriver i e-mailen, at Romneys 100 millioner dollar svarer til det beløb, som Obama fik ind i både april og maj.

LÆS OGSÅMilepæl: Romney slår Obama i pengeindsamling

Ifølge Messina må Obamas tilhængere derfor til lommerne med det samme, da endnu flere millioner er på vej til Mitt Romney fra hans støtter.

LÆS OGSÅRepublikanere angriber Obama efter indvandringslempelser

»Tager vi ikke dette alvorligt nu og her, risikerer vi at ende der, hvor der er så stor forskel, at vi ikke kan klare det«, skriver han.

450.000 for en invitation
Allerede denne weekend forøges Romneys kampagneformue yderligere.

Det sker, når den amerikanske forretningsmand og milliardær David Koch afholder en stor indsamlingsevent i sin sommerbolig i det fashionable South Hampton i New York.

LÆS OGSÅCalifornien: Præsidentvalgets pengemaskine er helt uden indflydelse

Alene det at takke ja til en invitation kræver, at gæsterne betaler mindst 75.000 dollar svarende til over 450.000 danske kroner.

Milliardærer støtter Romney
Ifølge magasinet Forbes har mindst 32 milliardærer indtil videre støttet Romneys valgkamp. Det gør ham til den rigeste kandidat, der nogensinde har kæmpet om verdens største embede.

I maj formåede den tidligere Massachusetts-guvernør for første gang at rejse et større beløb end præsidentens støtter. 77 millioner dollar (462 millioner kroner) mod 60 millioner dollar (360 millioner kroner).

Valgkampen op til afstemningen 6. november ventes at blive den dyreste nogensinde i USA.

LÆS OGSÅAmerikanerne tror ikke på Obamas valgløfter

Barack Obama besidder fortsat rekorden som den kandidat, der har rejst det største beløb på en enkelt måned. I september 2008 kradsede hans kampagne 150,7 millioner dollar ind, hvilket er over 900 millioner kroner.

Da Obama besøgte San Francisco i maj måtte folk betale 30.000 kroner for at deltage i et støttearrangement.

Et foto med præsidenten kostede 45.000 kroner, mens en særlig god plads under frokosten kostede hele 300.000 kroner.