Terror i Norge

22. juli 2011 kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.

INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt sig skyldig begge angreb. Han mener dog, at han handlede i nødværge for at forhindre, at det norske samfund blev udslettet af den muslimske kultur.

Den 24. august idømmer retten i Oslo ham den strengeste straf i norsk straffelov, forvaring i 21 år.

Reelt kan det ende som en livstidsdom i fængslet, da domstolen efter 21 år kan forlænge hans straf med fem år ad gangen, hvis det skønnes, at Breivik stadig er til fare for samfundet.

Læs alt om terrorangrebene

Der er gået et år siden 22. juli 2011, og alligevel er det, som om det skete i går. Var det ikke i aftes, vi vantro vandrede gennem Oslos dødstille, spøgelsesagtige aftengader?

Var det ikke i går, vi så regeringsbygningen stå som en udblæst skal i sommernatten?

Var det ikke i eftermiddags, vi så blomsterhavet foran domkirken, mens vildfremmede mennesker faldt hinanden om halsen? Var det ikke akkurat i dag, vi så vores konge græde over landets døde unge?

Hændelserne fra denne dag står fortsat for os med knivskarp klarhed. Men selvfølgelig var det ikke i går.

Det var for et helt år siden, men det er, som om dette år er skrumpet ind til nogle få øjeblikke, mens de få skræktimer fra 22.7. er blevet strakt ud til et altoverskyggende, altforandrende tidsrum: Nogle timer, som har præget, og er blevet gentaget, hver eneste af de 366 dage, der ligger imellem. Alligevel er hverdagen vendt tilbage for de fleste, lidt efter lidt. Heldigvis, må man sige.

Igen er ansigterne på gaden lukkede og travle, på ny er den almindelige samfundsdebat kommet til at handle om trivielle og mere overkommelige temaer, som debatten i vores lille nordiske land har tendens til. Livet går videre, og hverdagen går med. Vi skal være glade for hverdagens trivielle tryghed, for den er en gave, det slet ikke er alle, der kan glæde sig over.

For nogle kommer hverdagen ikke tilbage. Som moderen til en af de døde på Utøya for nylig udtrykte det:

»Det er de små hverdagsting, jeg savner. Jeg kan ikke gå i tøjbutikker længere. For jeg kunne komme til at se en kjole, jeg ville få lyst til at give min datter«.

Andre siger, at de savner lydene – de karakteristiske lyde, der hører til at have en teenager i huset: musikken, rumsteren fra værelset. Den selvbevidste trampen på trappen – eller de musestille trin fra en teenager, der kommer alt for sent hjem fra fest.

Men som kommer hjem. I det lille år der er gået, er mange af de samme følelser, den samme uenighed og den samme splittelse kommet til syne, også hos os andre. Efter det indledende chok og sorgen kom bebrejdelsen og vreden. Først rettet mod pressen, der bragte forside på forside med billeder af terroristen, derefter mod politiet, som mange mente ikke havde handlet tilstrækkelig resolut 22.7. og ikke viste tilstrækkelig ydmyghed i tiden efter.

En træt justitsminister valgte at gå af, og efterretningschefen – der ikke var nogen stor kommunikator – blev fyret for en bagatel noget tid efter. Så fulgte kritikken af den første psykiatrirapport, og derefter den øredøvende løbende debat om Breiviks sindstilstand, som fortsatte gennem hele den ti uger lange retssag. Offentligheden var splittet, ikke bare i synet på diagnosen: En stærk underliggende faktor her har nok været forskellige syn på, i hvilken grad retssagen kunne betragtes som en sag med en politisk dimension.

Selv om vi ikke gør det i politiske retssager i Norge, mener mange – og ikke uden grund – at der er god grund til at gå terroristens ideologi nærmere efter i sømmene. Dommen i sagen falder 24. august. 13. august ventes rapporten fra den officielle undersøgelseskommission, og kommissionens leder har udtalt, at man må være forberedt på, at enkeltpersoner kan blive udsat for kritik, noget, man lige så lidt i Norge som i de øvrige nordiske lande har særlig tradition for.

Resten af samfundet markerer dagen på andre måder, for eksempel ved koncerten, der skal holdes i Oslo i aften, men den er ikke et naturligt sted for dem, der er nærmeste pårørende. For resten af os, vi skal videre.

Resten skal altid videre; det ligger i samfundets natur. Vi går ikke uberørt videre, men vores liv har ikke fået det samme slag, som de hundredvis af familier i hele vores vidtstrakte land er blevet udsat for.

Derfor må vi på denne dag ikke glemme den indlysende, men ak så tunge erkendelse, som tragedien i Beslan i 2004 har kunnet give os: at for mange vil hverdagen aldrig vende helt tilbage. For mange standser livet op, helt eller delvis, 22. juli 2011. Vi må ikke glemme dem i vores egen hverdag.

Oversættelse: Jon Ask Jacobsen
© Erik Fosnes Hansen 2012 med tilladelse af Leonhardt & Høier Literary Agency A/S