Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 16. aug. 2012 KL. 09.26

Mudderskred dræber ti gange flere end tidligere antaget

Undersøgelse viser, at mudderskred dræber tusindvis af mennesker.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Mere end 32.000 mennesker mistede livet på grund af mudderskred rundt omkring i verden fra 2004 til 2010. Dødstallet er op til ti gange så højt som hidtil troet. Det konkluderer den første tilbundsgående undersøgelse af katastroferne.

De nye oplysninger om problemets omfang bør få myndighederne til at genoverveje deres håndtering af mudderskred, som har efterladt sig et dødeligt spor fra Kina til Mellem- og Sydamerika, mener forskere.

»Mudderskred udgør en fare over hele kloden, og opfattelsen og håndteringen af dem bør ændres radikalt«, siger David Petley, der er ansvarlig for undersøgelsen fra universitet i Durham i England.

Mere skov kan forhindre skreddene
Bedre kontrol med den måde jorden udnyttes og anvendes på kan mindske risikoen, nævner han. For eksempel ved at dyrke mere skov og ved at holde byggeri af boliger væk fra de mest sårbare områder.

Ifølge undersøgelsen, der torsdag offentliggøres i magasinet Geology, var der 2620 mudderskred i de seks år frem til 2010. Antal døde er opgjort til 32.322.

Tidligere skøn har talt om mellem 3.000 og 7.000 døde i perioden. Den store forskel skyldes ifølge forskerne forbedrede metoder til at indsamle data.

Så sent som i juli dræbte oversvømmelser og mudderskred over 100 mennesker i det sydlige Rusland efter et skybrud, der på få timer gav lige så meget regn, som der normalt falder i to måneder.

SE BILLEDERNEMudderskred dræber flere i Manilla

I juni omkom mindst 30 personer efter et mudderskred i det østlige Uganda.

De mest udsatte områder udpeges
Undersøgelsen udpeger de mest udsatte steder på kloden for den type naturkatastrofer.

I Indiens sydvestlige kystområder, Sri Lanka, de sydlige og østlige kyststrækninger i Kina, Caribien, Indonesien samt i bjergområder fra Mexico til Chile er faren for, at jorden giver efter, størst.

De mest dræbende mudderskred finder sted under monsunregnen fra maj til oktober.

Stigende befolkningsantal, rydning af skovområder og kraftigere regnskyl øger hyppigheden af mudderskred, siger forskerne.

ritzau