Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt

Kinas nye ledelse: Syv mænd uden lyst til reformer

Det er den konservative, vækst-fikserede fløj, der ser ud til at have vundet kampen om, hvem der skal lede kommunistpartiet og Kina de kommende år.

Gem til liste

Flere mænd kommer i gåsegang op ad scenens røde løber. De er alle sorthårede og klædt i ens mørke jakkesæt. Hele verden kikker på, for det er dem, som skal lede Kina i de næste år fem til ti år.

Der er syv af dem, så Kinas kommunistparti har slanket sin topledelse fra de tidligere ni. Og de er de nye medlemmer af det såkaldte politbureauets stående komite, kommunistpartiets og Kinas øverste besluttende råd.

Præsentationen skete i Folkets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads i Beijing i morges, dansk tid.

To gengangere i front
Kun to af de syv sad i den tidligere stående komite. Det er Xi Jinping, som nu er kommunistpartiets øverste leder. Han bliver også Kinas næste præsident, når den nuværende, Hu Jintao, går af til marts næste år.

Den anden er Li Keqiang, som til foråret formentlig skal efterfølge den nuværende ministerpræsident Wen Jiabao.

LÆS OGSÅ Kina har fået sin nye leder

Eller måske bliver han i stedet formand for Den Nationale Folkekongres, Kinas såkaldte parlament. Det er usikkert i dag, fordi han kom ind på scenen som nummer to i rækken lige efter Xi Jinping.

Rækkefølgen er nemlig afgørende for personens placering i toppen af magtpyramiden.

Hidtil har Folkekongressens formand gået lige efter partichefen. Men da Folkekongressen først samles til marts, må vi vente på, hvad Li Keqiangs placering betyder.

De fem nye
Nummer tre i rækken er Zhang Dejiang, en problemknuser, der tidligere på året blev indsat som partichef i Chongqing for at rydde op efter den styrtede leder Bo Xilai, hvis kone er dømt for mordet på en britisk forretningsmand.

Nummer fire er Yu Zhengsheng, partichef i Shanghai, en vigtig post, som Xi Jinping også har haft, ligesom tidligere præsident Jiang Zemin.

LÆS OGSÅ Kinas nye leder: Der er kæmpe udfordringer i vente

Nummer fem er Liu Yunshan, leder af kommunistpartiets propagandaafdeling, som censurerer medier og internettet.

Nummer seks er Wang Qishan, viceministerpræsident og rigtig god til økonomi.

Nummer syv er Zhang Gaoli, partichef i Tianjin og tidligere partichef i Shenzhen.

Ingen reform-forkæmpere
Sammensætningen af den nye stående komite tyder ikke på den store reform-iver. De fleste af medlemmer anses for at have tilknytning til den 86-årige tidligere præsident Jiang Zemin, som er kendt for at være ubønhørlig tilhænger af økonomisk vækst forud for alt andet.

Ligeledes har flere af de nye medlemmer en fortid i de store statsejede selskaber, som stadig dominerer kinesisk industri og økonomi inden for olie-og gassektoren, elektriciteten, bankverdenen, telekommunikation og sværindustri.

LÆS OGSÅ Portræt: Xi Jinping - verdens nye stærke mand

Økonomiske eksperter, også i Kina, har peget på, at disse tunge, statsejede monopoler skal brydes op for at landets industri kan reformeres og udvikles. Men det tyder ledernes avancement ikke på.

Den afgående præsident Hu Jintao har tilsyneladende kun fået et par af sine forbundsfæller ind i den nye topledelse.

Biografier af Kinas nye ledere

  • Nr. 1 - Xi Jinping
    Xi Jinping er i dag blevet den næste leder af Kinas kommunistiske parti og fra næste forår Kinas præsident.

    Han fyldte 59 år i sommer og er søn af en af kommunistpartiets tidligere topledere og tilhører dermed den privilegerede gruppe af såkaldte »unge prinser«.

    Han læste kemi på eliteuniversitetet Tsinghua i Beijing, men i 1979 blev han blev sekretær for militærkommissionens formand, hvilket har sikret ham gode forbindelser til Folkets Befrielseshær.

    I 2007 fik han den vigtige post som partichef i Shanghai i 2007. Det har givet ham forbindelser til gruppen omkring tidligere præsident Jiang Zemin på den markedsøkonomiske højrefløj.

    Han er gift med en populær sangerinde, og har ry for at være glad for basketball og amerikanske krigsfilm.
  • Nr. 2 - Li Keqiang
    Li Keqiang bliver måske Kinas næste ministerpræsident.

    Han er 57 år og kommer fra beskedne kår. Han læste jura på Peking Universitet. Han gjorde karriere i partiet gennem ungdomsbevægelsen, hvorfra den nuværende præsident Hu Jintao også kommer.

    Han anses da også for at ligge politisk på linje med Hu i den konsensussøgende midtergruppe.

    Han har været guvernør i Henan, hvor en skandale om HIV-inficeret blod plettede hans renomme. Men han fik sat gang i provinsens økonomi, hvilket han bagefter gentog i Liaoning provinsen, som er hårdt ramt, fordi reorganisering af store statsejede virksomheder som stålværker og anden sværindustri har kostet mange arbejdspladser.
  • Nr. 3 - Zhang Dejiang
    Zhang Dejiang blev pludseligt kendt i den brede offentlighed i foråret, da han blev indsat som partichef i Chongqing, hvor han skulle rydde op efter den notoriske Bo Xilai, der er anklaget for korruption, og hvis kone er dømt for mordet på en britisk forretningsmand.

    Han fylder 66 i denne måned. Han er søn af en general, og har blandt andet studeret to år i Nordkorea.

    Han er kendt som en problemknuser og arbejdede blandt andet i Zhejiang, inden han blev partichef i Guangdong. Dernede blev han kritiseret for sin barske behandling af utilfredse indbyggere og lokale journalister.

    I 2008 blev han hentet til Beijing som viceministerpræsident for energi, telekommunikation og transport.
  • Nr. 4 - Yu Zhengsheng
    Yu Zhengsheng er partichef i Shanghai, hvilket tidligere har været et springbræt til toppen i Beijing, bevist af Xi Jinping og Jiang Zemin.

    Han er 67 år, og også en »lille prins«. Hans far var kortvarigt gift med Jian Qing, der senere blev berygtet som »Madam Mao«. Og han har forbindelser til præsident Hu Jintao og de tidligere præsidenter Jiang Zemin og Deng Xiaoping.

    Måske er det derfor, at hans politiske karriere har kunnet fortsætte, selv om hans bror hoppede af til USA i 1985.

    Han er uddannet ingeniør i Harbin med speciale i missiler.

    Han har ry for at bekymre sig for den voksende økonomiske skævhed og for miljøproblemerne.
  • Nr. 5 -Liu Yunshan
    Liu Yunshan har de seneste ti år været leder af kommunistpartiets propagandaafdeling. Det er den afdeling, som gennem styrer og censurerer kinesiske medier og internettet.

    Han er 55 år og blev som ung sendt på arbejde på landet i provinsen Indre Mongoliet. Her blev han i næsten 30 år og var blandt andet reporter for det statslige nyhedsbureau Xinhua.

    Han har også arbejdet i partiets ungdomsorganisation ligesom Hu Jintao, og han betragtes som en nær allieret af den nuværende præsident.

    Han står som en loyal udøver af partiets hårde kurs mod kritikere i medierne og især på internettet.

    Hans søn er kendt som en fremtrædende aktiespekulant.
  • Nr. 6 - Wang Qishan
    Wang Qishan er en dynamisk viceministerpræsident.

    Han er 64 år, også en af de »unge prinser« og gift med datteren af en tidligere viceministerpræsident.

    Han er uddannet historiker, men har gjort karriere i partiet som en håndfast problemknuser, hvilket har givet ham tilnavnet »brandslukningschef« - samme tilnavn som hans politiske mentor, tidligere ministerpræsident Zhu Rongji.

    Han er kendt for at være meget direkte, hvilket adskillige vestlige ledere har bemærket i diskussioner med ham om den globale økonomi. Han mødte også Helle Thorning-Schmidt, da hun var i Kina i forrige måned.

    Han har økonomiske erfaringer som tidligere bankdirektør og borgmester for Beijing.
  • Nr. 7 - Zhang Gaoli
    Zhang Gaoli er partichef i den ekspansive og velhavende by Tianjin øst for Beijing.

    Han fylder 66 år i denne måned. Han har læst statistik og økonomi på Xiamen universitetet. Derefter arbejdede han i den kinesiske olieindustri, inden han startede karrieren i partiet i Guangdong.

    I 1998 blev han partichef i Shenzhen lige overfor Hongkong, der var et af de første økonomiske vækstområder i forbindelse med Kinas åbning mod resten af verden.

    Hans markedsorienterede stil har givet ham tætte forbindelser til tidligere præsident Jiang Zemin på partiets højrefløj.

    I 2002 blev han guvernør for et andet blomstrende økonomisk område, Shandong provinsen. I 2007 blev han hentet til Tianjin som partichef.

PolitikenPlus
  • Orange & Rosé vin, 12 flasker Oplev denne smagskasse med seks forskellige vine. 3 orange og 3 rosé. 12 flasker, så du kan opleve hvad orangevin er og nyde de skønneste rosévine.

    Pluspris 1.360 kr. Alm. pris 1.602 kr. Køb
  • The Laughing Boy Skulpturen 'Laughing Boy' kan ikke hedde meget andet, end den gør. For ikke bare storgriner den nye figur i stentøj, som kunstneren Leif Sylvester har lavet.

    Pluspris 999 kr. Alm. pris 1.249 kr. Køb
  • Cykelskygger 2 Det er et klassisk motiv ? et, som flere af Politikens fotografer har rettet deres kameraer mod og foreviget: Aftensolens leg med de travle trafikanter på Rådhuspladsen.

    Pluspris 1.500 kr. Alm. pris 1.725 kr. Køb
  • Skammel Grebet i midten af siddefladen på 'PICK ME'-skamlen, inviterer til at løfte den op og tage den med rundt i hjemmet. Brug den som ekstra siddeplads, sengebord, afsætningsplads m.m.

    Pluspris 1.100 kr. Alm. pris 1.299 kr. Køb
  • LEGO filmen I den allerførste LEGO® biograffilm i fuld længde følger vi Emmet, en helt almindelig LEGO® minifigur, der fejlagtigt bliver opfattet som den mest ekstraordinære person i hele verden.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb