Alles øjne vil være rettet mod en i grunden ret hyggeligt udseende mand fra de frugtbare floddale i Berkshire vest for London, når Europas topledere i dag ruster sig til det værste pengeslagsmål i mange år.

Manden er Storbritanniens premierminister, David Cameron, og ingen af de øvrige landes stats- og regeringsledere betragter ham som nogen hyggeonkel for tiden. Tværtimod frygter de, at han vil lægge en bombe under ethvert kompromis, de måtte kunne hitte på.

»Jeg tror, at Europas borgere er på min side, når jeg siger, at vi skal holde op med at stjæle deres penge i en uendelighed og bruge dem på EU«, sagde Cameron for nylig om det ekstraordinære topmøde, hvor unionens ledere i dag går i nærkamp om rammebudgettet for 2014-20.

Alle ved, at det skal lande et sted mellem 7.000 og 8.000 mia. kr. i alt for de syv år. Men Cameron vil meget længere ned.

Ikke det eneste problem
Ganske vist er premierministerens insisteren på både nedskæringer og britisk EU-rabat langtfra det eneste problem på et topmøde, der på forhånd er helt usædvanligt truet af sammenbrud.

Både Frankrigs urokkelige forsvar for landbrugsstøtten og det kriseramte Spaniens frygt for at miste milliarder er blandt en række andre potentielt uløselige problemer i de kommende dage.

LÆS OGSÅ Avis: Cameron og EU næsten enige om budget

Når David Cameron alligevel bliver betragtet som den største enkeltstående trussel mod en aftale, er det, fordi den britiske leders position er lige så uforudsigelig og sprængfarlig, som den betændte EU-debat i hans hjemland.

Derfor er det slet ikke sikkert, at det er nok, når EU-præsident Herman Van Rompuy med sit seneste kompromisforslag faktisk er gået meget langt i retning af briternes ønsker ved at skære hundredvis af milliarder kroner af støtten til landbrug og udvikling af fattige regioner.

Merkel: Vi kan prøve igen næste år
»Hvis briterne rækker hånden lidt frem, kan de godt nås på dette topmøde. Ellers kan de ikke«, som en diplomat tæt på forhandlingerne udtrykker det.

Sagt med andre ord: Hvis David Cameron møder op i dag for at få en aftale, er der måske en lille chance for det store kompromis. Men ingen ved, om han i virkeligheden ønsker et sammenbrud.

Sådan gjorde hans forgænger, Tony Blair, da det nuværende rammebudget for 2007-13 skulle vedtages i 2005. Først et sammenbrud og så en aftale under hyl og skrig et halvt år senere.

LÆS OGSÅ Rabatter: Thorning rejser til Bruxelles med A-bombe i tasken

Tysklands forbundskansler lagde ikke skjul på sin frygt for en gentagelse af det forløb, da hun i går talte til Forbundsdagen. »Hvis det bliver nødvendigt, må vi mødes igen i begyndelsen af næste år«, sagde Angela Merkel. Det ville ellers ikke passe en travl kansler, som næste år står midt i en tysk valgkamp.

Der er flere logiske grunde til, at David Cameron burde slå til nu. For eksempel vil han næppe have bedre chancer for at få sine krav opfyldt næste år. Men politik er ikke altid logisk – og hvis en forholdsvis pragmatisk Tony Blair kørte så hårdt et løb sidste gang, hvad gør så den åbenlyst skeptiske og hårdt pressede Cameron?

Allerede da han kom til magten i 2010, forlod Camerons toryer den store konservative familie i Europaparlamentet for at skabe deres egen skeptikergruppe. Siden har hans regering gennem euroens gældskrise fulgt en stadig mere kritisk folkestemning og placeret Storbritannien på sidelinjen i EU. Sidste år nedlagde Cameron veto mod finanspagten, og i år truer hans regering med at trække landet helt ud af EU’s retslige samarbejde.

Britisk EU-exit er ikke utænkeligt
Premierministeren er under massivt pres fra især højrefløjen i sit eget parti, anført af indædte EU-modstandere som Londons borgmester, Boris Johnson. I sidste måned tabte regeringen en afstemning i parlamentet om budgetforhandlingerne i EU. Cameron er låst fast i sine hårde sparekrav, fordi 53 af hans egne partifæller sammen med Labour stemte imod ham.

LÆS OGSÅ Thorning før skæbnemøde: Der er ingen andre lande, der kæmper for rabat til Danmark

Det er det største antal EU-skeptikere, nogen britisk premierminister har skullet slås med i nyere tid. Meningsmålingerne tyder på, at over halvdelen af de britiske borgere er parate til at forlade unionen. Mange politikere ønsker en folkeafstemning, og David Cameron har måttet love en omfattende revurdering af forholdet til EU efter det britiske valg i 2014.

»Der var engang, da vores medlemskab af EU var en kendsgerning, der ikke var til diskussion. Sådan er det ikke mere«, siger oppositionsleder Ed Miliband.

Tyskerne har en plan B
Det er derfor, de andre EU-ledere er så meget på vagt: Tyskerne og andre spørger i øjeblikket sig selv, om det i virkeligheden er selve Storbritanniens plads i EU, der er på spil de næste par år.

Derfor har tyskerne – ikke særlig hemmeligt – arbejdet på en plan B, der kunne tillade de 26 andre at lave en midlertidig budgetaftale uden om briterne.

Det ville være et fuldstændig uhørt og juridisk dybt kompliceret skridt, som kunne få enorme politiske omkostninger.

I realiteten ville det være som at tvinge briterne i retning af udgangen.

Der er vi ikke endnu. Men alene det faktum, at plan B eksisterer, er enestående. Og det demonstrerer, at de andre europæiske ledere er meget tæt på at have opgivet en mand ved navn David Cameron.