Annonce
Annonce
Internationalt

Eksilcubanere om Obamas Havana-besøg: Det er forræderi

Obamas håbefulde baseballdiplomati overfor Cuba får en blandet modtagelse hjemme i USA

Barack Obama på historisk besøg i Cuba. Kilde: politiken.tv / redigering og tekst: Jakob Kyed Jakobsen

I Miami, der er hovedbyen for USA’s eksilcubanere, demonstrerede godt 200 mennesker søndag mod præsident Barack Obamas besøg i Cuba. Castro-brødrene er forhadte i byens cubanske kvarter, Little Havana, hvor mange er flygtet fra Cuba.

Den gamle garde betragter Obamas åbning mod Cuba som et forræderi. Men en meningsmåling i New York Times viser, at de fleste amerikanere bakker op om Obama og også støtter det næste mulige skridt. En ophævelse af handelsembargoen har opbakning fra tæt ved 60 procent af befolkningen.

Men forholdet til Cuba er blevet endnu et af de symbolske spørgsmål, der splitter USA langs partilinjer. Mens demokraterne overvejende støtter besøget, er 55 procent af republikanerne imod. Kun 23 procent synes om ideen.

Intet er forandret

Områdets republikanske kongresmedlem Ileana Ros-Lehtinen, der er født i Havana, fordømmer i en pressemeddelelse Obamas besøg: »Præsidenten har sagt, at han kun ville tage til Cuba, hvis menneskerettighederne og friheden for det cubanske folk blev forbedret. Det er ikke sket. Intet i Cuba er forandret«.

LÆS OGSÅObama ønsker internet i Cuba

Republikanernes præsidentkandidat Ted Cruz, der er søn af en cubaner, beskylder Obama for at svigte styrets samvittighedsfanger.

»De politiske fanger, der rådner op i fangekældre over hele øen, vil høre dette budskab: Ingen tager sig af jer. I er alene med jeres plageånder. Verden har glemt jer«, skriver Cruz i Politico.

De frygter, at en flod af dollars til Cuba blot vil styrke Castro-regimets greb om magten.

Baseball-diplomati

Men i den yngre generation af cubanskamerikanere mener mange, at isolationspolitikken har spillet fallit i forsøget på slippe af med kommunisterne. De håber, at Obamas tale til cubanerne i dag kan gøre en positiv forskel.

Regnfuld velkomst til Obama

1 af 12. Præsident Barack Obama og Michelle Obama med døtrene Malia og Sasha måtte søge ly for regning under paraplyer, da de kiggede nærmere på den gamle centrum i Havana. Foto: pablo martinez monsivais

2 af 12. Det amerikanske præsidentpar ankom i øsende regnvejr til Havana. Foto: fernando medina

3 af 12. Det er første gang i næsten 90 år, en amerikanske præsident besøger Cuba. Her kiggers der på en statue af den cubanske helt Carlos Manuel de Cespedes i det gamle Havana. Foto: ramon espinosa

4 af 12. Turister på rundtur i Havana, kunne se både cubanske og amerikanske flag på bygninger rundt omkring i byen. Foto: ramon espinosa

5 af 12. Barack og Michelle Obama hilser på ansatte på den amerikanske ambassade i Havana. Foto: pablo martinez monsivais

6 af 12. Præsident Barack Obamas bilkortege på vej ind til Havana i regnen. Foto: desmond boylan

7 af 12. Enkelte indbyggere trodsede regnen for at kunne vinke til præsidenten. Foto: rebecca blackwell

8 af 12. Der var rift om de gode pladser, da præsidenten kom forbi. Foto: rebecca blackwell

9 af 12. Glade ansigterne trods det dårlige vejr, da præsident Barack Obama ankom til Cuba. Foto: rebecca blackwell

10 af 12. Barack Obama og Raul Castro holdt senere en fælles pressekonference. Foto: pablo martinez monsivais

11 af 12. Og så var det tid til et historisk håndtryk. Foto: ramon espinosa

12 af 12. Foto: ramon espinosa

»Obama har en evne til at indgyde håb i andre«, siger 33-årige Felice Gorordo fra organisationen Roots of Hope, der støtter ungdomsarbejde på Cuba, til Washington Post. »Han har en fantastisk personlig historie at dele med øens unge«.

Besøget dækkes intenst i de amerikanske medier, og mange tv-kanaler har flyttet studiet til Havana. Trods de mange forskelle mellem de to nationer deler de en fælles passion: Cubanerne er næsten endnu mere tossede med baseball end amerikanerne. Mange stjernespillere fra Cuba er gennem tiden hoppet af til USA for at søge en professionel karriere.

Ligesom bordtennis blev et diplomatisk værktøj i optøningen af det amerikansk-kinesiske forhold i 1970’erne, håber mange, at dagens opgør mellem de professionelle amerikanske hold Tampa Bay Rays og det cubanske landshold – med Obama på tilskuerpladserne – kan blive en murbrækker for mere end 50 års adskillelse.

Redaktionen anbefaler

Med Obamas besøg bliver intet som før i Cuba

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce